Et mobiliserende årsmøde SAP topside

Udenomsparlamentarisk aktivitet har altid været en mærkesag for Enhedslisten. Det har været en del af fundamentet for Enhedslisten, siden den blev stiftet, at hovedopgaven består i at mobilisere folk til selv at slås for forandring.

Praksis har ikke altid kunnet leve op til erklæringerne. Ikke specielt på grund af manglende vilje. Men Enhedslisten blev født på et tidspunkt, hvor venstrefløjen stod svagt, og hvor der ikke foregik megen udensomsparlamentarisk aktivitet.

Det har været medvirkende til, at det parlamentariske arbejde og ikke mindst diskussionen om de få folkevalgte medlemmers handlinger har fyldt uforholdsmæssigt meget.

På den baggrund er der meget positivt at sige om den forgangne weekends årsmøde. Det fandt sted efter et år, hvor vi har oplevet nogle af de største demonstrationer i mange år: mod regeringen, i forbindelse med EU-topmødet og mod Irak-krigen.

Enhedslistens medlemmer har været aktive i disse mobiliseringer, og det satte sit præg på årsmødet, som var fuld af optimisme og ikke mindst af overvejelser om, hvordan partiet fremover kan bidrage til nye mobiliseringer. Det gælder både den fremtidige kamp for at vælte VK-regeringen og den fortsatte kamp mod USA’s og den danske regerings krigspolitik.

Enhedslisten har grebet chancen nu, hvor mulighederne for mobilisering er til stede.

På samme tid ser det ud til, at Enhedslisten har overvundet den falske beskedenhed, der har medført, at partiet har holdt sig tilbage med markeringer af egne holdninger inden for rammerne af de brede bevægelser. I mange år har det nærmest været forbudt at uddele løbesedler fra Enhedslisten i demonstrationer.

Det har ændret sig, og i de to seneste store demonstrationer i København har Enhedslisten markeret sin tilstedeværelse med partifaner og uddelt løbesedler. I Jylland har medlemmer udgivet en avis til de uheldige togpassagerer med Enhedslistens holdning til Arriva-udliciteringen. I samme ånd vedtog årsmødet at opfordre hovedbestyrelsen til at udgive en jævnligt udkommende uddelingsavis.

Enhedslisten har noget at byde på. Der er ingen grund til at være flov over det, og det står ikke i modsætning til at samarbejde og mobilisere med andre på et bredt politisk grundlag.

Samtidig var årsmødet også præget af problemer. Hvor meget der var reelle politiske svagheder, og hvor meget der skyldtes en utilstrækkelig evne til at diskutere politiske uenigheder, holde hovedet koldt under afstemninger og træffe fornuftige beslutninger, er ikke helt klart.

Men det kan ikke undgå at være politisk belastende for Enhedslisten:

Disse spørgsmål må diskuteres videre, og der var bestemt ikke tale om éntydig negativ politisk udvikling på årsmødet. F.eks. var der flertal for offensiv politik, hvor Enhedslisten stiller krav til de beslutninger, der træffes i EU.

Men afgørende bliver det, at Enhedslisten fortsætter den fornuftige udvikling og kaster kræfterne ind i en aktiv mobilisering mod Irak-krigen og i konkrete aktiviteter mod regeringen – samtidig med at Enhedslisten præsenterer socialistiske svar på problemerne.

7. februar 2003, SAP’s forretningsudvalg