Folket står samlet mod krig

Fra hele kloden over kom de samme meldinger: Rekordstore demonstrationer mod USA’s planer om at gå i krig med Irak. Fra Melbourne i øst til San Francisco i vest kom nyhederne ind om enorme folkelige demonstrationer, der oversteg arrangørernes mest optimistiske forventninger. I alt gik ca. 15 millioner mennesker på gaden i verdenshistoriens største mobilisering.

Denne enorme mobilisering understreger at befolkningerne verden over står samlet og massivt imod den krig USA tilsyneladende vil have. Regeringslederne i Washington og London har i ualmindelig ringe grad være i stand til at fremføre overbevisende propaganda for en krig. Argumentet om en sammenhæng mellem Al-Qaeda og det sekulære regime i Irak er blevet undsagt af både Bush’ og Blairs egne efterretningstjenester, ligesom at Bin Laden på den lydoptagelse der ifølge USA skulle bevise forbindelserne mellem Al-Qaeda og Irak fordømmer Iraks regime som ”vantro socialister”.

Argumentet om, at Irak skulle udgøre en trussel mod verdensfreden forekommer særdeles tyndt når styret i Nordkorea i samme periode åbenlyst truer både USA og Japan, har trukket sig ud af aftalen om ikke-spredning af atomvåben og sidst i december smed FN-inspektørerne ud af landet. Men Bush og Blair mener altså ikke, at der er behov for samme hårde linje overfor Nordkorea, som overfor det olierige Irak. Endelig forsøger lederne i USA og Storbritannien at fremstå som demokratiets forkæmpere, der vil bombe sig til et vestligt demokrati i Irak, som så skulle sprede sig til resten af regionen. Ikke desto mindre har USA gjort det klart overfor eksil-irakerne, at de ikke skal forvente sig nogen hurtig demokratisering. I en overgangsperiode på ubestemt tid skal landet styres af et amerikansk militærstyre.

Hykleriet omkring USA’s pludselige bekymring over menneskerettighederne i Irak er soleklart: Da Saddam Hussein foretog de mest omfattende overgreb mod civilbefolkningen, som gasningen af en kurdisk landsby i 1988 plejede USA og den øvrige vestlige verden nære bånd med Saddams styre, og leverede masser af Iraks våben. Oveni alt dette kommer så de enorme humanitære konsekvenser, der vil komme af en storkrig mod Irak. En pris som det uundgåeligt vil være den irakiske civilbefolkning, der kommer til at betale. En befolkning der i forvejen er forarmet efter FN’s sanktioner mod landet, som blev indført efter sidste Golf-krig.

Takket være inkonsistensen og det åbenlyse hykleri i de argumenter den amerikanske højrefløj fremfører – og som visse (8) europæiske statsledere som Blair, Berlusconi og Fogh gentager som artige elever – kræver det særdeles meget velvilje at tro på en krig mod Irak som en humanitær eller demokratisk gerning. Takket være en ualmindelig dårlig propagandastrategi fra USA’s side – supermagten har endnu ikke en gang kunnet producere overbevisende løgne – står det klart at denne krig handler om USA’s kontrol over Iraks olie og Mellemøsten. Klassisk og velkendt kolonialisme og imperialisme, der helt åbenlyst vil skabe flere konflikter og en mindre fredelig verden.

Derfor engagerer folket sig verden over i en hidtil uset grad i en forestående krig. Og de enorme demonstrationer har da også hurtigt gjort indtryk på verdens statsledere. Tysklands Schröder (der ligesom Bush gerne vil fjerne fokus fra hjemmefronten) og Frankrigs Chirac (der er bange for at miste sine gode oliekontrakter med Irak, når landet overtages af USA) er blevet styrket i deres retorik for en diplomatisk løsning af krisen. Flere kommentatorer vurderer at de gigantiske protester i England (over 1 million var på gaden i London) kan true Blairs politiske liv. Og Blair var da også hurtig til at udtrykke forståelse for demonstranterne og vilje til at give FN-inspektørerne mere tid.

SAP’s forretningsudvalg, 21. februar 2003