Ned med krigsregeringen

Det er USA’s præsident Bush, som den stadig voksende og mere synlige krigsmodstand, retter sin vrede mod og krav til: Stop krigsforberedelserne – ingen krig for olie. Det er der god grund til, og det har vi beskæftiget os med i de seneste ugers kommentarer.

Men vi skal ikke glemme, at den danske regering og den danske statsminister har placeret sig fuldstændig på linje med krigsmageren Bush. Det er der to grunde til: dels er hulemanden i spidsen for den danske regering fuldstændig enig i den amerikanske præsidents imperialistiske og militaristiske politik; dels er han lydig og følgagtig over for alt, hvad der kommer fra USA’s regering.

Anders Fogh Rasmussen har længe demonstreret sin opbakning til krigspolitikken over for Irak i udtalelser, selv om han indimellem har lade sig presse til at pakke det ind i FN-pæne fraser. Men virkeligheden og praksis taler sit eget tydelige sprog: Den danske regering har beordret de danske krigsforberedelser i gang. Statsministeren valgte den forkerte side, da EU-regeringslederne med det åbne brev i en række aviser delte sig op i gruppen af de helt krigsklare og de lidt mere moderate omkring Frankrig og Tyskland. Og da Tyskland, Frankrig og Belgien nægtede at lade NATO-tropper opmarchere ved den tyrkisk-irakiske grænse, stillede Fogh-regeringen sig igen på den USA-venlige side.

Vi har med andre ord en dansk regering, som for det første gør sig medansvarlig for den død og ødelæggelse, der vil blive resultatet af en bombning og invasion af Irak. Og som for det andet er parat til at sende danske borgere i uniform i døden for at sikre USA’s kontrol over Mellemøstens olie.

Derfor er det utrolig vigtigt, at antikrigsbevægelsen også vender protesterne mod den danske regering. Det er den danske antikrigsbevægelses særlige opgave at tvinge vores regering til at bryde krigsmagerfronten. Om det så kun fører til, at Danmark stiller sig på de lidt mere forbeholdne imperialistiske regeringers side, vil det dog kunne have den effekt, at det udskyder og måske forhindrer en egentlig krig.

Omvendt har vi med VK-regeringens krigspolitik fået endnu en god grund til at bekæmpe og forsøge at vælte den. Her har vi en sag, hvor regeringsblokken, der jo også omfatter Dansk Folkeparti, har et flertal i befolkningen imod sig. Derfor må kravet eller løftet om at bryde med krigspolitikken være en del af den platform, som kampen mod regeringen foregår på. Den platform, som regeringsmodstanderne kræver, at en ny regering lever op til.

Dermed kommer Socialdemokratiet også i fokus, fordi med de nuværende politiske styrkeforhold under alle omstændigheder vil være det største parti i en regering, der erstatter VK. Og antikrigsbevægelsen har faktisk muligheder for at slå ind i Socialdemokratiet og skabe en diskussion i partiet, der kan få det til at distancere sig fra VK’s krigsmagerpolitik.

Socialdemokratiet er tydeligvis – også på dette spørgsmål – dybt splittet. Vi har en Hans Hækkerup, som nærmest synes, at Anders Fogh er for tilbageholdende i sin støtte til USA. Vi har den nye udenrigspolitiske ordfører, Jeppe Kofod, som er parat til hvad som helst, blot USA får banket FN’s sikkerhedsråd på plads til at bakke det op. Vi har Svend Auken, som offentligt hudfletter argumentet om, at alt er i orden, bare FN har vedtaget det. Og vi har også lokalafdelinger – f.eks. Roskilde – som direkte arbejder for et Nej til krig i Irak uden nogen forbehold.

Da NATO i 80’erne oprustede med atomraketter, lykkedes det en aktiv fredsbevægelse at presse Socialdemokratiet væk fra dets traditionelle NATO-tro politik og skaffe flertal for de såkaldte danske fodnoter. Hvis krigsmodstanderne forstår også at rette sine krav til regeringen og til Socialdemokratiet, hvis vi formår at bringe krigsmodstanden ind i det, der stadig er Socialdemokratiets vigtigste bagland, fagbevægelsen, kan vi tvinge Socialdemokratiet i en anden retning. Og jo mere Socialdemokratiet markerer en reel anderledes politik end VK’s – også på dette område – jo større chancer er der for at slippe af med Fogh-regeringen

Enhver sprække i fronten af vestlige imperialistiske lande øger mulighederne for at undgå krig. Det er det, det handler om den 15. februar – og bagefter.

14. februar 2003, SAP’s forretningsudvalg