Intet blod for olie

Saddam Hussein er en slyngel. Ingen tvivl om det. Gennem hele sin karriere som Iraks leder har han undertrykt sin befolkning og myrdet løs blandt politiske modstandere og mindretal, ikke mindst blandt kommunister og kurdere.

Det er netop, fordi han er så stor en slyngel, at han i så mange år er blevet støttet af USA. Det var USA, som hjalp ham til magten. Det var USA, som bevæbnede ham og understøttede hans angreb på Iran. Og det var USA, som stiltiende lod ham giftgasse tusinder af kurdere.

Først da han truede USA's olieforsyning med sin invasion af Kuwait i 1990, sagde USA fra. Nu var Irak en slyngelstat. Meget belejligt. Ikke mindst for USA's våbenindustrielle kompleks, som desperat havde brug for et nyt fjendebillede som afløsning for de stalinistiske diktaturer i Østeuropa, hvis sammenbrud blev symboliseret med Berlin-murens fald i 1989.

Den første Golf-krig i 1991 endte med, at USA lod Saddam Hussein blive siddende ved magten. Når det kom til stykket, opfattede Bush den Ældre og Co. det trods alt som et mindre onde, at Hussein-diktaturet blev siddende ved magten, end at en undertrykt befolknings oprør skabte ustabilitet i regionen. En ustabilitet, som bl.a. kunne true det USA-venlige Tyrkiet og dets fortsatte undertrykkelse af det kurdiske mindretal. For det ville jo ikke være så godt!

Begivenhederne den 11. september 2001 og den efterfølgende omfattende støtte til den såkaldte "krig mod terror" har givet Bush den Yngre troen på, at han kan fortsætte, hvor farmand stoppede. Ikke alene ved at fjerne Saddam Hussein fra magten, men også ved at installere et USA-venligt regime, som kan holde Irak samlet – om nødvendigt ved hjælp af en langvarig amerikansk besættelse.

USA's interesse i et lyd-regime i Irak kan forklares med ét ord: Olie! Præsident Bush og de olie-interesser, som bidrog aktivt til hans valg, ved at USA i løbet af en 10-årig periode vil blive helt afhængig af import af olie for at holde det amerikanske samfund i gang. Alene derfor er det vigtigt at have hånd i hanke med et land, som er næststørst, hvad angår kendte oliereserver. Men det bliver endnu mere åbenlyst, når dette land så oven i købet har en lang grænse op til Saudi Arabien, som besidder de største kendte oliereserver i verden. Det saudiske kongediktatur er ganske vist en nær allieret til USA, men er ikke mere stabilt end Iran under Shah-diktaturet. I en fremtidig situation kan adgang til Iraks olie og operationsmuligheder fra amerikanske baser i Irak således blive helt afgørende for forsvaret af USA's imperialistiske interesser.

Det er naturligvis ikke den begrundelse, vi i de kommende dage og uger vil høre for angrebet på Irak. Vi vil høre om forbindelser med Al Qaida-terrorister, selvom centrale folk i CIA tidligere har afvist netop en sådan forbindelse. Vi vil høre om masseødelæggelsesvåben, selvom ingen kan forklare, hvorfor det eventuelle problem ikke kan inddæmmes ved hjælp af en kombination af fortsat våbeninspektion, målrettede handelssanktioner og en international trussel om massiv gengældelse. Og vi vil høre om Saddams Husseins overgreb på sin egen befolkning, som om det var noget nyt i forhold til, da USA støttede ham.

SAP’s forretningsudvalg, 31. januar 2003