Ulighed for loven

Sagen om Thor Pedersens landbrugsejendomme har med rette været i mediernes søgelys i de seneste uger og måneder. På sin egen forunderlige vis afspejler sagen en del af klasseforskellene i det kapitalistiske Danmark.

Thor Pedersen har overtrådt bopligtsloven, har modtaget uberettiget landbrugsstøtte, har overtrådt loven om helårsbeboelse i et sommerhus, har fortiet og misinformeret over for Folketinget. Straffen for disse forbrydelser er nu blevet udmålt til – en lille næse.

Lad os sammenligne med en anden sag, fra den anden ende af landet og i den modsatte ende af klassesamfundet. I Ribe Amt har tilsynsmyndigheden for kommunernes behandling af kontanthjælpsmodtagere, det sociale nævn, undersøgt otte kommuners praksis. De har haft fat i 50 sager, hvor kommunerne har frataget kontanthjælpsmodtagerne deres hjælp i kortere eller længere tid.

Lad os tage et enkelt eksempel, fra Fanø Kommune: Kort før hjælpen standses, har kommunen i journalen noteret om den pågældende, der har været på kontanthjælp i længere tid, at han ”har haft lidt maveproblemer og taber sig en del, han har gået til undersøgelser, men har endnu ikke fået noget at vide”. Det oplyses desuden, at han nu har mistet sin lejlighed på grund af manglende huslejebetaling. Kommunen ved ikke, hvor han er. Hjælpen standses, fordi han er udeblevet fra aktivering i 14 dage.

Når vi taler om folk på samfundets bund, falder straffen prompte. De 14 dages udeblivelse fra aktivering kan jo sammenlignes med, at Thor Pedersen i årevis modtog uberettiget hektarstøtte til sine landbrugsejendomme. Det bliver ikke mindre grotesk af, at Thor Pedersen valgte at tilbagebetale den støtte, han havde fået uberettiget. I forhold til det er det værd at spørge om, hvornår en kontanthjælpsmodtager har fået lov til at vælge, om hun vil betale uberettiget modtaget kontanthjælp tilbage.

For at skære forskellen ud i pap, så afslører det sociale nævns undersøgelse i Ribe Amt, at der i 44 ud af de 50 tilfælde, hvor kommunerne havde stoppet kontanthjælpen, var tale om, at det var sket på et utilstrækkeligt retsgrundlag. Var der nogen, der sagde lighed for loven?

Også en anden aktuel sag vidner om klasseskellene og magtforskelle i dagens Danmark. I den forgangne uge ændrede Borgerrepræsentationen i København den oprindelige plan for tilkørselsvejene til det nye operahus på Holmen. Bilisterne får nu direkte adgang gennem et boligkvarter, som det ellers var meningen skulle forskånes for trafikken til og fra operahuset.

Forklaringen på den ændrede beslutning er såre simpel. Operahusets ”noble giver”, Mærsk, ønskede den nu vedtagne plan for tilkørselsveje, og Mærsk er en både rig og magtfuld mand.

Trafikplanlægning er altså til at ændre – hvis man er tilstrækkeligt højt på strå. Det samme var jo ikke tilfældet, da græsrødderne i ”Jyder mod Overflødige Motorveje”, på baggrund af en massiv folkelig modstand mod motorvejsbyggeriet fra Århus til Herning, aktionerede for at få ændret politikernes beslutning.

Disse, og flere, eksempler skal frem i lyset for at illustrere manglen på reelt demokrati i Danmark. Men de skal ikke afholde os fra fortsat at mobilisere til folkelig modstand mod forskellige sider af den borgerlige politik. Tværtimod er det anledning til at forstærke mobiliseringerne og bevægelserne. Kun hvis vi mobiliserer et kraftigt pres på magthaverne, kan vi opnå delresultater og små bidder af retfærdighed, fordi magthaverne kommer i en situation, hvor det bliver dyrere for dem at afvise vores krav.

SAP’s forretningsudvalg, 24. januar 2003