Stalinismen som påskud

Siden efteråret har vi oplevet en ny bølge af angreb på venstrefløjen. Vi har fået den danske oversættelse af den franske"Kommunismens Sorte Bog", en ny udgivelse fra Bent Jensen "Gulag og Glemsel", og endelig har Informations chefredaktør, David Trads, givet den en tand til med en leder og to kronikker.

Angrebene tager sit udgangspunkt i stalinismens forbrydelser i Sovjet, Østeuropa og Kina. Men bruger disse forbrydelser som påskud for at kriminalisere alle modstandere af nyliberalismen og kapitalismen. David Trads har tilføjet det ekstra krydderi til debatten, at han så åbenlyst opstiller USA historisk modpol til"den onde kommunisme" og dermed som repræsentant for "det gode".

De franske forfattere, Bent Jensen og David Trads er noget sent ude med deres kritik af stalinismens forbrydelser. Siden 1924 har den politiske retning, som Socialistisk Arbejderparti og 4. Internationale repræsenterer, kritiseret og bekæmpet den brutale undertrykkelsespolitik, der blev grundlaget for Stalinregimet i Sovjet, efter at bureaukratiet under hans ledelse havde knust bolsjevikpartiet.

Og vi har opsamlet erfaringerne fra stalinismen og fra de fejltagelser, som blev begået i de første år efter revolutionen. Det har vi udmøntet i et program, der både understreger den demokratiske karakter af den samfundsomvæltning, vi kæmper for, og insisterer på, at den socialistisk revolution fra første dag indebærer en udvidelse af de demokratiske rettigheder.

Medlemmer af 4. Internationale har kæmpet mod de stalinistiske bureaukratier i disse lande, og vi andre udenfor har støttet dem og andre oppositionelle efter bedste evne. Denne anti-stalinistiske linje har kostet forfølgelse, fængslinger og henrettelser over alt i verden. Mest kendt er mordattentatet på Leo Trotskij, gennemført en af Stalins agenter.

Denne del af historien passer ikke Bent Jensen, David Trads og de andre. Den ødelægger deres polemisk konstruerede politiske verdensbillede. Det er slet ikke der, de vil hen med deres polemik.

For dem er det ikke nok at tælle de uhyggeligt mange, der blev slået ihjel af de stalinistiske magthaver. Hver eneste, der er død af sult i et land, som de døber "kommunistisk", skal tælles med som en kommunistisk forbrydelse.

De er ikke tilfredse, før alle, der i 1900-tallet kæmpede mod kapitalistisk, kolonialistisk og imperialistisk undertrykkelse, er stemplet som kommunistiske forbrydere, og før vi, der deltog eller støttede, har sagt undskyld.

Omvendt ønsker de ikke at tale om kapitalismens ofre, hvad enten de skyldes umenneskelige arbejdsforhold, sult, eller direkte undertrykkelse udført af de utallige brutale diktatorer, som de rige kapitalistiske lande med USA i spidsen har bragt til magten og holdt ved magten gennem hele det 20. århundrede: Rios Montt i Guatemala, Marcos i Philippinerne, Somaza i Nicaragua, Pinochet i Chile, osv. osv.

I virkeligheden er det slet ikke den stalinistiske undertrykkelse, der er deres ærinde. Den er kun et kærkomment redskab til at undergrave retten til at have mindretalssysnpunkter: Er du kritisk over for systemet, er du medansvarlig for alle kommunismens forbrydelser, og så bør du tie. Dermed kommer de til at lægge sig tæt op af den stalinisme, de hævder at foragte.

Efter 10-15 års politisk isvinter blomstrer i dag kritiske og antikapitalistiske tanker, ideer og aktiviteter op igen rundt om i verden. Som altid sætter kritik af kapitalismen socialismen på dagsordenen igen. Det er det, de vil kvæle i opløbet, ved at kriminalisere socialismen som ide.

Og helt aktuelt er hetzen mod al opposition og den historiske renvaskning af USA et led i den ideologiske opvarmning til USA’s krig mod Irak, der igen kun kan forstås i sammenhæng med USA’s forsøg på at sikre sin position som altdominerende verdensmagt.

Det stiller venstrefløjen over for mange forskellige opgaver:

• Vi bliver nødt til at tage kampen om historien, om kapitalismens forbrydelser, om stalinismens forbrydelser og om arbejderbevægelsens og dens revolutionære fløjs erfaringer i antikapitalistisk kamp.
   
• Vi må udnytte den store folkelige skepsis til at opbygge en stærk antikrigs-mobilisering.
   
• Vi må udvikle og styrke den antikapitalistiske bevægelse, vi ser spiren til rundt omkring i verden.
   
• Vi må præsentere, diskutere og udvikle visionen om et socialistisk demokrati.