Grænser for rovdriften af menneskelige ressourcer

I en tid hvor den teknologiske udvikling sætter en ny dagsorden er det åbenlyst at den kapitalistiske markedsøkonomi  ikke kan løfte det samfundsforandrende potentiale som denne tilbyder, men blot kan pervertere de potentielle goder sådan at ethvert  muligt fremskridt fremtræder som endnu et anslag mod medmenneskeligheden.

Udviklingen mod videnssamfundet skulle kunne pege mod en bæredygtig produktion der samtidig frigjorde menneskelige ressourcer til nye dristige initiativer. Her ser vi i stedet det grænseløse arbejde.

Et arbejdsforhold der i trefoldig forstand nedbryder hidtidige grænser for udbytning. Det overskrider grænsen mellem arbejdstid og fritid, mellem hjem og arbejde og sidst men ikke mindst mellem lønarbejdets ufrihed og den enkeltes og fællesskabets mest grundlæggende egenskaber og værdier.

Vi ser en udvikling i retning af arbejdsforhold hvor ikke blot arbejdskraften og de kvalifikationer dens værdi er udtryk for stilles til rådighed, men hvor udbytningen i stigende grad gælder engagement, motivation, kreativitet og sidst men ikke mindst følelser og identitet.

Den tiltagende sociale organisering af arbejdet betyder at det hidtidige sociale frirum i arbejdet er erstattet af et tvangspålagt fællesskab, hvor evnen til at være noget sammen med andre mennesker er en produktionsressource.

I en verden hvor jagten på effektivitet og yderligere optimering er alfa og omega bliver disse ressourcer som en integreret del af arbejdskraften forbrugt og overforbrugt. Tidligere tiders mulighed for slappe af og genskabe de udbyttede ressourcer i familie- og fritidslivet svinder hastigt da arbejdsforholdet strækker sine fangarme ind i denne verden. Snart er familie- og fritidslivet ikke blot et truet fristed, men blot en produktivitetsressource lige som alt andet.

Dette betyder et voldsomt øget stress. Stress er for mennesket en evolutionært erhvervet handlemulighed overfor en trussel. Den beskrevne udvikling mangedobler antallet og sværhedsgraden af de trusler dagliglivet byder på.

De seneste års hjerneforskning har vist at stress ikke blot indebærer øget slitage og risiko for sygdom, men at denne tilstand, hvis den varer tilstrækkelig længe eller hvis episoderne er tilstrækkelig belastende, vil medføre hjerneforandringer. Disse hjerneforandringer indebærer svigtende hukommelse og opmærksomhed, ringere læringsevne, svigtende selvværd, nedtrykthed, ængstelighed og depression.

Efter alt at dømme er disse forandringer til en vis grad varige. Det danske samfunds udgifter til sundhedsvæsenet i dag skyldes i høj grad konsekvenserne af den massive fysiske nedslidning, der var konsekvensen af den umættelige jagt på øget arbejdstempo i det ensidige gentagne arbejde i industrien i perioden fra 60´erne til 90´erne.

Til trods for et utal varsler blev der ikke grebet ind overfor industrien, og derfor lider 10 tusinder i dag af smerte og fysiske begrænsninger med forringet livskvalitet som følge.

Hvis den nuværende udvikling for lov til at foregå på en tilsvarende måde vil vi om ad åre være konfronteret med et stort antal 50 og 60 årige hvis intellektuelle og følelsesmæssige evner i den grad er blevet nedslidt at de ikke kan løfte en produktiv rolle i samfundet eller for den sags skyld leve et anstændigt liv.

I denne situation må fagbevægelsen sætte en ny dagsorden. Kravet om bæredygtig udvikling må udvides til at omfatte vores egne ressourcer. Der må sættes grænser for rovdriften.

SAP's forretningsudvalg, 29. november 2002