Farvel, men ikke tak

For de fleste på venstrefløjen er Poul Nyrups afgang som socialdemokratisk formand blevet hilst om ikke med begejstring, så i hvert fald med lettelse. Vi skal ikke længere kæmpe med at rette tæerne ud, når Nyrup har optrådt i TV. Selv om vi hverken havde lod og del i ham og hans parti, så lurede det alligevel altid i baghovedet, at Nyrups pinligheder banede vejen for Fogh Rasmussen og siden hjalp med at holde ham ved magten.

Men problemet med Poul Nyrup Rasmussen stak dybere end cykelhjelme og den kejtede og kunstige ”folkelighed”, hvor man altid synes, man kunne se spindoktorernes og mediekonsulenternes dukkesnore i baggrunden.

Problemet med Nyrup var, at han ved stort set alle korsveje, hvor Socialdemokratiet kunne gå lidt til den ene eller lidt til den anden side, valgte den forkerte vej. Socialdemokratiet er et parti med mange bestanddele: lidt arbejderrødder, lidt social og solidarisk grundholdning, en fasttømtret underkastelse under kapitalismen og dens betingelser, en stor bid pampermentalitet og ikke mindst et gennem årtier mere og mere dominerende lag af polit-uddannede teknokrater, for hvem magt og administration af systemet står langt over de idealer, som trods alt lever i dele af medlemskredsen.

Uanset egen social baggrund blev Poul Nyrup en repræsentant for den teknokratiske fløj, bundet til statsadministrationen.

Før han blev formand, var han stærkt medansvarlig for den rapport fra de skandinaviske socialdemokrater (SAMAK), der banede vejen for partiets medvirken til at nedbryde den offentlige sektor ved hjælp af udlicitering og privatisering.

Det berømte formandsopgør handlede om, at Auken havde for markante holdninger. De Radikale krævede ham fjernet for at indgå regeringssamarbejde, og Nyrup (og hans fløj) foretrak at tilpasse Socialdemokratiet til De Radikale, frem for at at forsøge at styrke Socialdemokratiet så meget, at De Radikale enten blev unødvendige eller faldt på plads.

I de nekrolog-lignende artikler i dagspressen i den forløbne uge er Nyrup blevet rost for sit medansvar for Edinburghaftalen, som da også var et typisk Nyruppolitisk produkt, selv om Holger K. Nielsen ikke skal glemmes i den sammenhæng. Med Edinburghaftalen blev Maastrichttraktaten sovset ind i floskler og smarte formuleringer og de absolut nødvendige, men meget uklare forbehold, som skulle til for at bilde tilstrækkeligt mange ind, at de roligt kunne flytte deres stemme fra Nej til Ja. Ingen åben kamp for det, han ville, men manøvrer på grænsen til bedrag.

I hele sin formandstid fulgte Nyrup SAMAK-rapporten op: skridt for skridt gjorde han udlicitering og privatisering af stadig flere samfundsområder til en del af Socialdemokratiets politik.

Og så kom efterlønnen – først garantien og så garantifornægtelsen. Ikke alene skar han ned på efterlønnen, han ændrede ordningen i retning af det private forsikringssystem, som er en af de centrale planker den borgerlige nyliberalisme.

Alt dette – og meget mere – har Poul Nyrup ikke været alene om. Han har hele tiden haft en fløj i Socialdemokratiet med sig, men han har valgt at stå i spidsen for denne fløj og kæmpe dens tilpasning til de borgerliges politiske dagsorden igennem.

Nu erstattes han af den mand, som om nogen har støbt kuglerne for ham gennem alle formandsårene. Og det rejser spørgsmålet: Har Nyrup været så succesfuld, at han ikke alene har vundet, men også endegyldigt udryddet enhver opposition i partiet?

På den ene side må der være en form for opposition. Ellers havde en i partiet ukendt faglig sekretær fra Århus ikke fået en tredjedel af stemmerne i et kampvalg mod Nyrups kandidat til partisekretærposten for få måneder siden. På den anden side hører vi i disse dage intet til en opposition.

Hvis der er nogen i Socialdemokratiet, som ønsker en anden kurs en Nyrups, så er det nu, den burde markere sig med en formandskandidat, der stod frem med en solidarisk og social profil. At vedkommende måske ikke kunne slå Lykketoft i denne omgang, burde ikke skræmme. Det er en politisk livsbetingelse at være i mindretal en gang imellem, hvis man vil noget.

Ser vi ikke nogen virkelig modkandidat, er der jo kun tilbage at konstatere, at partiet i Nyrup har haft den formand, det fortjener, og partiet vil få det igen med   Lykketoft.

SAP’s forretningsudvalg, 22. november 2002