Stil arbejdsmarkedet til rådighed for de arbejdsløse

I den aktuelle debat om kontanthjælp er det for alvor kommet på mode med holdninger om, at de mennesker, der ikke kan eller vil rette sig efter systemets diktater skal straffes, så det kan mærkes. Ikke fordi det er holdningen i et flertal i befolkningen, som tværtimod har afvist tanker om, at lavere eller ingen kontanthjælp skulle være et redskab til at få flere i arbejde.

Men rundt omkring i kommunerne er sagsbehandlere i socialforvaltningerne tvunget til at administrere en lovgivning, hvor straf af genstridige kontanthjælpsmodtagere er en vigtig del. Og de lokale politikere kræver stadigt strammere administration af lovgivningen.

De seneste eksempler er fra Ålestrup og Morsø Kommune. Sidstnævntes borgerlige flertal er gået så vidt, at de vil fjerne kontanthjælpen helt fra en gruppe af kontanthjælpsmodtagere, på trods af, at de selv mener det er i modstrid med loven. Motivet er at gøre loven endnu skrappere, end den er i dag.

Forliget om arbejdsmarkedspolitiken mellem de borgerlige partier og socialdemokraterne går i samme retning.

I den debat, der foregår om stramninger overfor de arbejdsløse i almindelighed og kontanthjælps-modtagere i særdeleshed er det som om udgangspunktet for dagpenge og kontanthjælpssystemet er forsvundet. Det handler jo i bund og grund om et samfund og et arbejdsmarked, som ikke er i stand til at tilbyde arbejde til tilstrækkeligt mange. De mennesker, som i kortere eller længere tid, ikke kan få et arbejde, skal selvfølgeligt have en ordentlig kompensation. For a-kassernes medlemmer i form af dagpenge, for andre i form af kontanthjælp.

Når regeringen, socialdemokraterne og kommunalpolitikere vil skære i ydelserne og fratage folk deres kontanthjælp, så handler det ikke om, at disse mennesker får tilbudt et ordentligt arbejde. Her er der tale om, at bare et enkelt nej til tvangsaktivering er begrundelse for at klappe kassen i. Det er systemets straf, som ikke skaffer flere i arbejde. Det har kun ét formål, nemlig at tvinge folk til individuelt at faldbyde sin arbejdskraft til så lav en løn som muligt. Flere arbejdspladser bliver der ikke.

Det seneste årtis erfaringer med tvangsaktivering har tværtimod betydet, at mange ordinære arbejdspladser er blevet nedlagt til fordel for diverse former for jobtræning, arbejdspraktik og andre opfindsomme betegnelser for, når ordinært arbejde bliver udført af arbejdsløse, uden at de får løn for det. Det er blot med til at understrege et sygt system, som bygger på en nærmest sygelig mistro til de arbejdsløse, kombineret med undergravning af løn- og arbejdsforhold for de arbejdende.

Overfor tvangsaktiverings-systemet må vi sige, at det eneste rimelige krav til arbejdsløse skal være, at de skal tage imod et arbejde, hvis de har mulighed for at bestride det, hvis de har passende kvalifikationer og hvis de har praktisk mulighed for at passe det under hensyntagen til familieliv mv.

Det er et godt og solidarisk princip, at alle der er i stand til at arbejde også gør det, i den udstrækning de har mulighed for det. Det betyder, at det arbejde, der er, fordeles på så mange som muligt. Det baner vejen for kortere arbejdstid, for et bedre arbejdsmiljø og for den bedst mulige fordeling af arbejde og fritid for alle.

I den forbindelse er det kun arbejdsgivernes ejendoms- og ledelsesret, der begrænser mulighederne for en optimal fordeling af arbejdet. Også her sætter kapitalens profitbehov grænser for vores muligheder, og et arbejdsmarked, hvor alle yder efter evne og nyder efter behov kræver et opgør med profitøkonomien. Når kapitalisterne ikke kan honorere kravet om arbejde til alle, må svaret være at tage ejendoms- og ledelsesretten fra dem.

SAP´s forretningsudvalg den 15. november 2002