| Revolutionær gejst |
Sidste weekend holdt SUF aktivitetsmøde i København. 92 deltagere fra hele landet var mødt op for at planlægge aktiviteterne for SUF i det kommende år. På dagsordenen var modstanden under EU topmødet, anti-privatiseringskampagne og programudvikling. Det var en opmuntrende oplevelse. Af mange grunde:
For det første var mødet ikke domineret af de samme få hankøns-medlemmer, sådan som man ofte oplever på venstrefløjen. Tværtimod var der trængsel på talerstolen, også af kvinder. Lørdag var der elsempelvis ifølge statistikken 55 forskellige medlemmer der havde taget ordet, og der var i alt 129 indlæg. Det er ikke til sige, om der er nogen sammenhæng, men i hvert fald var det et møde, der ikke bare gik op i det organisatoriske, men hvor der også blev diskuteret politik. Det afspejler en åben og demokratisk tone i SUF, og så hjalp det naturligvis, at mødet var bedre forberedt end sidst.
For det andet turde deltagerne kaste sig ud i en diskussion om socialisme. En diskussion, som kan begynde at fylde det hul ud, som lang tids frygt på venstrefløjen for socialistisk alternativer har efterladt. Vi står med en helt ny generation af unge revolutionære, som higer efter alternativer til den kapitalistiske uorden, men samtidig skal de starte diskussionerne helt forfra. At det er en ny diskussion i forsamlingen betød, at mange gamle spørgsmål dukkede op: Skal programdiskussionen tage udgangspunkt i historien og fløjene fra den russiske revolution, eller skal den have et mere konkret udgangspunkt i den virkelighed, vi arbejder i, og det program, SUF faktisk har? Diskussionen afslørede også et stort ønske om at blive klogere. Et ønske om skoling, som i sig selv er en god ting, men som risikerer at blive en blokering for handling, hvis man insisterer på at sætte sig på skolebænken, før man overhovedet kan være aktiv. Men konklusionen blev heldigvis, at det kommende socialismeseminar skal tage udgangspunkt i det eksisterende program og danne grundlag for handling i form af en anti-privatiseringskampagne.
Under alle omstændigheder var der bred enighed om og det var det tredje opmuntrende signal fra mødet at SUF i de næste måneder skal kaste sig ud i en omfattende aktivitet, nemlig mobiliseringen til den internationale demonstration d. 14. december. Her vil SUF være med til at forny udtrykket gennem et stort anlagt Karneval mod Kapital. Derudover er SUF en af de bærende kræfter i et fakkeltog mod racisme den 13. december, hvor vi tænder 3.000 lys for Fort Europas ofre.
For det fjerde markerede mødet et fremskridt i SUFs forståelse for vigtigheden af kampen mod kvindeundertrykkelse. Ganske vist provokerede forslaget om et seminar kun for kvinder en stor del af forsamlingen til debat. Men der var også en stor åbenhed, hvilket betød, at mange helt unge kvinder tog ordet og fik sagt: Det her har vi brug for! Og hvad mere er: selv om stemningen i starten af debatten var imod forslaget, blev der lyttet til argumenterne, og folk fik en større forståelse for at delkampe som kvindekampen også er vigtige i kampen for socialisme, og forslaget endte med at gå igennem.
Endelig og for det femte var det et internationalistisk møde. International solidaritet og samarbejde over grænserne er en af hovedpointerne i SUFs program. Som alternativ til topmøde-turismen, der har været de vestlige unges måde at vise international solidaritet på, besluttede mødet, at SUF skal opbygge et kontinuerligt samarbejde med søsterorganisationer i resten af verden. Derudover skal SUF udgive pjecer om Mellemøsten, frihandel, terrorisme og militære interventioner og Latinamerika, og SUF skal prioritere deltagelsen i internationale sommerlejre en genvej til at skabe nye, internationale kontakter. Og ydermere skal det internationale perspektiv indarbejdes i det daglige arbejde: For eksempel skal SUFs egen sommerlejr have en international dimension, og internationalismen skal bredes ud til hele organisationen gennem SUFs udgivelser og i programdiskussionen.
Som det fremgår af ovenstående er det ikke ambitionerne, der mangler. Umiddelbart kan det måske virke som for høje ambitioner for en organisation af SUFs størrelse. Men ressourcer er ikke en statisk størrelse. En politisk organisation kan meget, når gejsten er der. Og mødet viste, at SUF har gejsten. SUF køres ikke videre af pligt, men fordi SUF kan bruges af unge i hverdagens kampe.
Derfor kan vi uden tøven
opfordre alle unge socialister:
Tag kontakt til SUF, Vær aktiv sammen med SUF, Bliv medlem af SUF:
SUF - Socialistisk UngdomsFront,
Studiestræde 24, 3,
1455 Kbh. K;
tlf: 33 33 81 69;
email: suf@ungdomsfront.dk;
www.ungdomsfront.dk
SAPs forretningsudvalg, 8. november 2002