Solidaritet med Brasiliens arbejdere og fattige

Socialisten og fagforeningsmanden Lula er blevet valgt til præsident i Brasilien. Det er først og fremmest landets arbejdere, landarbejdere og andre fattige, der har stemt på ham. Og de har hilst resultatet med begejstring.

Og der er grund til begejstring. Valget af Lula er en knytnæve i synet på den nyliberalistiske kurs, som den internationale kapitalisme, dens regeringer og dens organisationer, WTO, IMF og Verdensbanken, i årevis har påtvunget de latinamerikanske lande, og som lokale overklasser og eliter velvillige har ført ud i livet.

Med demonstrationer, strejker og oprørslignende tilstande har befolkningerne i Argentina, Uruguay og andre af kontinentets lande protesteret, men Brasilien er det første land, hvor en erklæret modstander af den kapital-venlige nyliberalisme har vundet et valg.

Men samtidig med begejstringen er der også grund til bekymring. Lula, hans parti PT (Arbejderpartiet) og Brasilien er under kraftigt pres, og det vil tage til i de nærmeste måneder. Både den internationale kapital og brasilianske kapitalister frygter, at Lula vil gennemføre nogle af sine valgløfter og dermed indskrænke deres frihed til at tjene skyhøje profitter på bekostning af den brasilianske befolkning.

Derfor truer kapitalejere og spekulanter med investeringsstop og kapitalflugt. Samtidig stiller Verdensbanken og Valutafonden benhårde krav som betingelse for at yde lån. Som Berlingske Tidendes medarbejder i Brasilien skrev i denne uge: ”Folket vil ét og markedet noget andet”. Lige netop så demokratisk er det kapitalistiske ”demokrati”. Folket kan stemme på og til nøds vælge, hvem de vil, men den valgte har bare at føre den politik, kapitalejerne ønsker.

Presset på Lula og PT har været sat ind, længe før valget var afsluttet. Over for dette pres – og sandsynligvis for at tiltrække stemmer fra den bedrestillede del af middelklassen – valgte Lula at nedtone sin kritik af liberalismen, sine løfter til arbejderklassen og andre fattige og sine trusler om at gribe ind over for kapitalen og om ignorere IMF/Verdensbankens krav. Samtidig indgik Lula alliance med lokale liberalister, som bl.a. fik vicepræsidentposten.

Til og med valgdagen har ønsket om en forandring i Brasilien og et opgør med de traditionelle borgerlige politikere været så rodfæstet i den brasilianske arbejderklasse, at de mange indrømmelser til kapitalisterne endnu ikke har demoraliseret hans traditionelle bagland blandt de fattige. De står stadig bag Lula.

Men efterhånden som den internationale kapital sætter tommelskruerne på den nye præsident, vil risikoen blive større og større. Lula står over for et reelt problem: En sammenbrudt økonomi vil ikke skabe bedre leveforhold for befolkningen. Men hvis han og hans parti virkelig vil skabe fremskridt for Brasiliens fattige, bliver han nødt til at føre en politik, der angriber kapitalen, dens rigdomme og dens magt.

Præcist hvilken taktik der er den rigtige, er det ikke vores opgave i Europa at definere. Men historiske erfaringer viser, at den i hvert fald må bygge på tre elementer:

- en aktiv mobilisering af de folkelige kræfter imod kapitalejerne, så der opbygges en modmagt til kapitalens magt; og her har Lula og PT et godt grundlag i en stærk landarbejderbevægelse, MST, en forholdsvis stærk fagbevægelse og den lokalpolitiske mobilisering, partiet har udviklet i de områder, hvor de har hidtil har haft flertal.

- reformer, der faktisk skaber forbedringer for arbejderklassen og de fattige, så befolkningen hele tiden oplever, at der er en forskel på Lula og liberalisterne.

- en ærlig strategi, der åbenlyst forklarer, at de indrømmelser, der gives til den nationale og internationale kapital, netop er indrømmelser, som er fremtvunget af den magt, kapitalen har – uanset hvem der sidder i præsidentstolen.

Ud over en præsident fra PT har Brasilien også en revolutionær venstrefløj, som for størstedelens vedkommende er organiseret i fraktioner inden for PT. Det var dem, der satte de lokalpolitiske eksperimenter i værk, først i Porto Alegre, senere i andre byer, og de har et program for, hvordan PT kan udnytte præsidentposten til at skærpe klassekampen og styrke arbejderklassen.

Vores opgave – uden for Brasilien – er at skabe de bedst mulige betingelser for Lula til at gennemføre progressive reformer og indgreb mod kapitalen og de bedst mulige betingelser for den politiske kamp om vejen frem. Solidariteten med den brasilianske arbejderklasse kan dels ske på et socialt og økonomisk grundlag: støtten til arbejdernes og andre fattiges kamp for et bedre liv. Men det kan også ske på et demokratisk grundlag: støtten til den brasilianske befolknings ret til selv at vælge sin kurs.

Med det udgangspunkt må vi arbejde for:

1) at standse/modarbejde den internationale kapitals trusler og kapitalflugt fra Brasilien. Det er en utrolig svær opgave. På længere sigt er det netop et af formålene med Attacs generelle hovedkrav om en Tobinskat på kapitalspekulation. Umiddelbart må vi afdække og afsløre de kapitalgrupper, pensionskasser og virksomheder, som trækker sig ud af Brasilien for at afstraffe Lula, og overveje boykotaktioner mod dem.

2) at standse IMF og Verdensbankens pression på Brasilien. Det er politikere, der i sidste ende styrer disse organisationer, og vi må kræve af dem, at pålægger organisationerne at trække kravene om en kapitalvenlig politik tilbage og i stedet bakke Lula op med de nødvendige lån uden betingelser.

3) at kræve, at den danske regering og EU tager afstand fra det økonomiske og politiske pres på Brasilien, og at de med politiske og økonomiske midler støtter Brasiliens ret til at vælge den samfundsudvikling, befolkningen ønsker.

SAP’s forretningsudvalg, 1. november 2002