A.P. Møller scorer kassen – Iraks folk betaler.

George Bush giver ikke op. Han vil have sin krig mod Irak. USA’s senat og kongres har givet Bush grønt lys til at sønderbombe det forarmede Irak. Bush, og USA ønsker at fremvise deres verdensherredømme og ikke mindst at have kontrol over Iraks store oliereserver.

Den Europæiske Union, som en del har illusioner kan være en modvægt til USA på den globale arena, har ikke foretaget sig noget, der for alvor kan bremse Washingtons krigsplaner. For et par uger siden genvalgt socialdemokraten Gerhard Schröder posten som Tysklands kansler efter en valgkamp hvor han skarpt gik i rette med Bush’ Irak-politik. USA’s ledere svarede da også prompte den tyske holdning på en ganske aggressivt ved at tale om en krise mellem de to lande. På den anden side af kanalen er Tony Blair så krigsbegejstret, at den britiske popsanger George Michael har dedikeret sin seneste musikvideo "Shoot the dog" til Blair, som George Michael opfatter som en uselvstændig hund, der blot logrer for Bush.

Hvis USA – formentlig sammen med Storbritannien - vælger at gå til angreb på Irak er det hævet over enhver tvivl, at det er det irakisk folk der betaler prisen. Det irakiske folk har allerede betalt dyrt for at despoten Saddam Hussein ragede uklar med det internationale samfund. Golfkrigen i 1991 fordrev ganske vist Irak fra Kuwait, men krævede også titusinder af irakiske liv og førte landet tilbage til et "førindustrielt samfund", som en FN-ledet delegation noterede umiddelbart efter krigen.

Siden Golfkrigen har Irak være ramt af FN-sanktioner, som officielt skulle forhindre landet i at udvikle masseødelæggelsesvåben. Disse sanktioner anslås at være den direkte årsag til mere end en million menneskers død. De som betaler prisen er de fattige – arbejderklassen og især børn – og ikke præsident Hussein eller kredsen omkring ham i det regerende Baath-parti. Tværtimod er regeringen på mange måder blevet styrket af sanktionerne, som splitter og svækker befolkningen. En lille gruppe er blevet utroligt rige på den sortbørshandel, der er opstået i kølvandet på embargoen.

I spillet mellem Schroeder, Blair og EU’s øvrige regeringsleder har Anders Fogh klart trukket i den forkerte retning. Da USA verbalt angreb Tyskland, tav den danske statsminister. Signalerne fra den danske regering, der med sit EU-formandskab påkalder sig international opmærksomhed i dette halvår, kan nærmere tydes som en opbaknining til præsident Bushs krigsplaner. Hvor meget der skyldes reel begejstring for en krig mod Irak, og hvor meget der blot skyldes følgagtighed over for USA, er svært at sige.

En tredje – supplerende - forklaring kan være vores erhvervsvenlige liberalistiske regerings omsorg for dansk storkapitals grand old man A.P. Møller, der får dollartegn i øjnene, når han hører ordet krig. Pentagon har oplyst, at A.P. Møller-selskabet Maersk Sealand har underskrevet en milliardkontrakt med USA’s regering om vedligeholde af otte skibe, der forventes indsat i en krig mod Irak. A.P. Møller har vel også forventet nogle kolde kontanter fra Bush, efter gavmildt at have støttet hans valgkamp for to år siden. Under USA’s sidste krig mod Irak i 1991, da Bush senior førte an, stillede A.P. Møller gratis containerskibe til rådighed for den amerikanske hær.

En ny storkrig mod Irak vil endnu en gang få menneskelige konsekvenser, der klart overstiger terrorangrebene mod USA 11. september sidste år. Derfor er det glædeligt, at en aktiv fredsbevægelse vokser frem i både Europa og Nordamerika og at meningsmålinger viser europæisk folkelig opinion mod krigen. Herhjemme gælder det i første omgang demonstrationen lørdag den 26. oktober i København (se yderligere: http://www.enhedslisten.dk/rgl/2002/rgl16.htm#Demonstrationen 26. oktober: Ingen krig mod Irak ) I forlængelse af den må der arbejdes videre på at opbygge anti-krigsbevægelse i Danmark, som ikke mindst skal rette sig mod skatteundrageren på Esplanaden: A.P. Møller Gruppen, der endnu en gang er parat til at score kassen på det irakiske folks lidelser.

SAP’s forretningsudvalg, 25. oktober 2002