Bekæmp socialdemokraternes samarbejde med regeringen

Da det i sidste weekend lykkedes beskæftigelsesminister, Claus Hjort Frederiksen, at få lavet en aftale med alle folketingets partier, bortset fra SF og Enhedslisten, om arbejdsmarkedsreformen, var det en stor ideologisk sejr.

Det projekt, der gennemsyrer reformen er, at næsten alle de konkrete punkter går ud på at forberede et énstrenget system på arbejdsmarkedet. Dvs. et system, hvor alle arbejdsløse behandles ens, uanset om de er medlem af en a-kasse eller ej. Samme rettigheder, samme pligter, samme muligheder og samme sanktioner for at overtræde reglerne.

Målet er selvfølgeligt at gøre a-kasse systemet overflødig – at få folk til at vælge medlemskab af en a-kasse fra.

Den ultimative udgave af det énstrengede system er også, at alle arbejdsløse har ret til den samme ydelse, og som en naturlig konsekvens, at den enkelte lønmodtager derudover kan tegne en privat forsikring mod arbejdsløshed. Det vil betyde, at det solidariske system i a-kasserne, hvor alle betaler lige meget og får efter behov erstattes af individuel forsikring, hvor den enkelte må ta´ vare på sig selv. Rendyrket liberalisme. Samtidigt vil der blive tale om, at alle arbejdsløse bliver behandlet som klienter, i modsætning til a-kassesystemet, hvor man som arbejdsløs er medlem, og sagsbehandlerne i større udstrækning forsvarer de arbejdsløses interesser.Endelig skal det også med, at angrebet på a-kasserne også er et angreb på de faglige organisationer, der som bekendt er tæt knyttet sammen med a-kasserne.

Alt i alt er det ikke så underligt, at én af regeringens chefideologer, Claus Hjort Frederiksen, er kiste-glad for, at de første skridt mod det enstrengede system er taget.

På flere andre punkter indeholder forliget solidt borgerligt tankegods. Ikke mindst, når begrebet ”det skal kunne betale sig at arbejde” betyder nedsatte ydelser for store grupper af kontanthjælpsmodtagere, og når arbejdsgivernes mulighed for at bruge arbejdsløse som billig arbejdskraft bliver klart forbedret.

Det er regeringens bidrag til omfordeling fra arbejderbefolkningen (arbejdsløse som arbejdende) til kapitalejerne. Mere end 25.000 kontanthjælpsfamilier vil blive direkte ramt på pengepungen, samtidigt med at endnu flere tusinder af arbejdsløse bliver pisket ud i arbejdspraktik og jobtræning, som regulære løntrykkere. Der er her tale om endnu et skridt i regeringens arbejde for generelt lavere ydelser til de arbejdsløse m.fl. Først tog de flygtninge og indvandrere, med den særligt lave starthjælp. Nu går det så ud over endnu én af de svageste (og dårligst organiserede) grupper af kontanthjælpsmodtagere. Senere står dagpengene og andre ydelser for tur. Omfordelingen bliver ekstra tydelig af, at besparelserne på kontanthjælp skal bruges til skattenedsættelser, der først og fremmest kommer højtlønnede til gode.

Når socialdemokraterne (og LO toppen) er hoppet med på den galej, svigter de på det groveste den spirende bevægelse mod regeringen, som bl.a er kommet til udtryk i fagbevægelsen. De har fået lidt lunser ved forliget, javel. Lidt mindre forringelser for dimmitenderne, lidt mildere sanktioner overfor arbejdsløse, der ikke makker ret, og lidt mindre forringelser for de unge kontant-hjælpsmodtagere. Samtidigt har SD forsøgt at holde fanen højt ved at tage forbehold overfor videre skridt mod det en-strengede system, og ved ikke at skrive under på, at nedskæringerne bruges til skattenedsættelse. På begge punkter er der tale om en ideologisk fernis, uden betydning i virkeligheden.

Resultatet af socialdemokraternes deltagelse i forliget er ikke bare, at de medvirker til klare forringel-ser for de arbejdsløse. De har samtidigt velvilligt stillet op i regeringens bestræbelser på at udradere en klar opposition. Deres klassesamarbejdspolitik er slået igennem igen.

Det understreger på tydelig vis det skrigende behov for en opposition i deres bagland – ikke mindst i fagbevægelsen. Sandheden er jo, at deres deltagelse i forliget kun kunne lade sig gøre, fordi de havde opbakning fra toppen i LO, FTF og AC. Det er her vi har en opgave, hvis vi skal opbygge et troværdigt alternativ til regeringens politik. Ved at opbygge den aktive del af fagbevægelsen, ved at tage diskussionerne på arbejdspladserne, i fagforeningerne og i forbundene. Starten skal være, at man fra så mange klubber, fagforeninger, forbund som muligt sender protestudtalelser til socialdemokraterne og fagbevægelsens top, så de bliver gjort opmærksom på, at forliget møder modstand i baglandet.

Protester mod socialdemokraternes og fagtoppens nakkebøjning for regeringen skal følges op med aktiviteter mod forligets indhold, og krav til en beskæftigelsespolitik, som fører til flere ordinære arbejdspladser, og som bygger på reelle tilbud til de arbejdsløse. Der er jo uløste opgaver nok til at alle kan komme i arbejde. Ikke mindst når man ser på, at de arbejdende i dag bliver slidt ned af højt arbejdstempo og stadigt større krav om effektiviseringer.

SAP´s forretningsudvalg den 18. oktober 2002