Kamp eller forlig?

Torsdag den 12. september gik det pædagogiske personale i de århusianske daginstitutioner og sfo'er i konflikt. Det var besluttet, at der skulle strejkes både torsdag og fredag.
Torsdag morgen var der stormøde. Omkring 4.000 pædagoger og pædagogmedhjælpere var samlet i Århus Arena, da beskeden kom: Der er netop indgået forlig for 90% af kommunens budget mellem Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti – og det forlig fik de forsamlede til at gå på arbejde igen om fredagen.
Forliget frembragte også den ganske morsomme situation, at den nye Venstre-borgmester Louise Gade måtte se sig sat uden for indflydelse, da 90% af budgettet for 2003 hermed var fastlagt.

Baggrunden for konflikten var, at der var lagt op til voldsomme nedskæringer på det pædagogiske område. Blandt forslagene til besparelser var 27% nedskæring i vikar-budgettet til daginstitutioner, afskaffelse af kostordning for børnehavebørn, merindskrivning i vuggestuerne, konvertering af pædagog- til pædagogmedhjælperstillinger i sfo'erne, 20% nedskæring på rengøringen og personale-nedskæringer i diverse institutioner.
Forslagene var ikke kommet af sig selv. De var resultatet af magistrats-direktørernes anstrengelser for at opfylde det borgerlige byrådsflertals krav om et sparekatalog på 2%. En tilsvarende "ønskeseddel" på nye udgifter for 2% var også blevet produceret.
Langt de fleste af spareforslagene var taget af bordet i budgetforliget, der også indeholder forbedringer. Nogle af besparelserne var dog fastholdt, bl.a. konverteringen i sfo'erne, nedskæring i rengøringen og en generel nedskæring med 2% i administrationen.

Der er ingen tvivl om, at budgetforliget i Århus var det bedst opnåelige, og højst sandsynligt ville det ikke have ændret en tøddel at strejke en dag, en uge eller en måned mere.Forliget blev faktisk opfattet som en sejr – eller i hvert fald en delvis sejr – af langt størsteparten af de strejkende. Det er værd at tage med i vores betragtninger om, hvordan vi tænker og handler i kommunalpolitik: At de århusianske pædagoger og pædagogmedhjælpere nu står med en erfaring om, at det kan nytte at gå i konflikt.
Samtidig har forliget splittet det borgerlige flertal og stort set sat det ud af spillet i en 4-årig budgetperiode, hvilket i sig selv ikke er til at kimse af.

Sådan rejser denne Århus-historie nogle væsentlige spørgsmål, som vi må tage stilling til.
Deltagelse i det politiske spil handler ikke altid kun om at fremsætte de rigtige krav. Det handler også om – så vidt muligt – at gøre en forskel for folks dagligdag.
Oftest har disse to hensyn været forsøgt afvejet gennem parolen om at stemme for den mindste forbedring – og imod den mindste forringelse. Men Århus-historien viser, at det ikke nødvendigvis er en tilstrækkelig klar parole. Det var et forlig – ganske vist et forlig, der samlet set nok bød på lidt flere forbedringer end nedskæringer, men stadig et forlig… og kan en (stor) forbedring opveje en (lille) nedskæring?

Alligevel må et vigtigt spørgsmål være – det ligger jo i sagens natur, at medlemmer af ét byråd ikke er ansvarlige for koordineringen af kampen mod regeringen – om mere radikale krav kunne have været med til at skærpe og nationalisere kampen mod de kommunale nedskæringer.
Århus var jo ikke den eneste by, hvor det pædagogiske personale var i strejke. Landet over har de katastrofale konsekvenser af regeringens aftale med KL vist sig. Skulle man ikke netop have satset på at få samlet protesterne til en national protest mod regeringens politik?
Under alle omstændigheder satte forliget en effektiv stopklods for det århusianske pædagogiske personales deltagelse i en national konflikt.

Tilbage står at fortsætte med at samle folk i kampen mod regeringens asociale politik!

SAP's forretningsudvalg den 5. oktober 2002