| Nej til krig mod Irak! |
Præsident Bush forbereder sig på krig mod Irak under dække
af, at Saddam Hussein truer verden med "masseødelæggelsesvåben".
Hvis det var grunden, hvorfor så ikke angribe Pakistan, et korrupt diktatur,
som ikke bare besidder atombomber, men hvor der gang på gang har der været
fare for, at de blev brugt mod nabolandet Indien.
Vi støtter international våbenkontrol, men ikke kun i
Irak. Verdens største lager af masseødelæggelsesvåben befinder sig i USA,
hvor militærbudgettet for 2003 er øget til 396 milliarder US-dollar. Der er
ikke fremlagt nogen beviser for, at Irak besidder eller er ved at udvikle masseødelæggelsesvåben,
som udgør en trussel mod verden. Under og efter Golfkrigen blev langt størstedelen
af disse destrueret. Alligevel har FN's Sikkerhedsråd brugt denne påståede
trussel som begrundelse for en økonomisk blokade mod 22 millioner irakere. En
UNICEF-rapport fra 1999 anslog, at en halv million børn er døde som en direkte
følge af sanktionerne siden 1990.
Hverken besiddelse af masseødelæggelsesvåben eller en eller anden diktators
intentioner om at anskaffe sig masseødelæggelsesvåben kan retfærdiggøre
sanktioner eller en krig, der først og fremmest går ud over civilbefolkningen.
Den irakiske befolkning lider ikke kun under de
internationale sanktioner, men også under den brutale undertrykkelse fra det
regime, som Saddam Hussein står i spidsen for. Arbejdere og bønder i Irak har,
ligesom de nationale mindretal i landet, al mulig grund til at bekæmpe dette
regime som forudsætning for at opnå sociale fremskridt og demokratiske
rettigheder, herunder respekt for etniske, kulturelle og religiøse forskelle.
Men disse rettigheder kan ikke opnås i en alliance med USA-imperialismen og
dens allierede, som først og fremmest er interesseret i et stærkt provestligt
styre, som kan sikre stabilitet i området, så imperialistiske firmaer kan få
adgang til Iraks umådelige olieressourcer.
Vedtaget på SAP’s 19. ordinære
kongres den 21.-22. september 2002