Topmøde – al folkelig indblanding frabedes!

I måneder og år har regeringer og NGO’er forberedt sig på at frelse verdens fremtid på topmødet for bæredygtig udvikling i Johannesburg, Sydafrika. Resultaterne fra topmødet står i omvendt fortegn til deres nødvendighed. Der er stort set ingen forpligtende aftaler og absolut ingen sanktionsmuligheder. Nu er klodens fremtid og miljø jo selvfølgelig heller ikke nær så vigtigt som handelsaftaler eller intellektuelle patentrettigheder…

Men det gik galt allerede længe før det startede:

– Miljøets store svøbe, den private biltrafik, har været permanent stigende – også siden topmødet for ti år siden i Rio. Men det afholder ikke de industrialiserede lande fra at mene, at det først og fremmest er indbyggerne i den 3. Verden, der er de store forurenere – det er dog trods alt i USA, Europa og Japan, at størstedelen af verdens bilpark kører rundt, og en endnu større del produceres.

– USA & EU med Verdensbanken, IMF og WTO i spidsen kræver stadig flere privatiseringer af grundlæggende behov som vand, transport, uddannelse og elektricitet. Resultatet er, at stadig flere fattige mister adgangen til rent drikkevand, simpelthen fordi de ikke har råd til at betale de vanvittige priser, der bliver resultatet, når Suez eller andre af de transnationale vandmonopoler har opkøbt vandforsyningen. 

Landmænd i den 3. Verden bliver i stadig hastigere tempo udkonkurreret af USA’s og EU’s mere effektive – men først og fremmest stærk støttede landbrug. Med det resultat, at småbønder i den 3. Verden tvinges til at omlægge den traditionelle bæredygtige produktion til nye eksportorienterede afgrøder (som de køber gensplejsede og sterile med ulandsstøtte). Hvorefter verdensmarkedspriserne falder yderligere på de pågældende produkter, og bønderne derfor ikke længere kan betale deres gæld: Bæredygtig landbrugsproduktion til lokal konsumption bliver erstattet med intensiverede og gældsskabende dyrkningsmetoder der udpiner og forurener jorden.

Det eneste nye, der for alvor kom ud af topmødet, er satsningen på de såkaldte ”partnerskaber” mellem regeringer, virksomheder – og for legitimitetens skyld også NGO’er. Det sydafrikanske energimonopol Eskom har for eksempel tilbudt at forsyne nabolandede med elektricitet – hvor uselvisk, at et kommercielt firma med rekordoverskud tilbyder at ekspandere på andre markeder.

For store dele af den ikke-officielle NGO-sektor og de folkelige bevægelser har det da også længe stået klart, at topmødet ikke havde de virkelige problemer på dagsordenen som for eksempel gæld, fordelingen af jord og ressourcer. De prøvede derfor at etablere en alternativ dagsorden, men blev henvist til et afsides område langt fra luksus-bydelen Sandton, hvor topmødet foregik bag pigtråd og store mængder af bevæbnede vagter og med en 1,8 km uigennemtrængelig sikkerhedszone.

Da det folkelige mod-topmøde prøvede at gøre sig gældende med en fredelig demonstration med mere end 30.000 deltagere, havde politiet kørt regulære militære maskingeværbevæbnede kampvogne frem allerede længe før demonstrationen startede.

SAP’s forretningsudvalg, 6. september 2002