Rigtigt arbejde til rigtig løn

”Ny dom truer aktivering”, ”Alle kommuner bryder loven”, ”Manglende solidaritet med de svageste”.

Det var nogle af reaktionerne, efter at Arbejdsretten i juni afsagde en dom, der slår fast, at hvis ledige i aktivering udfører reelt arbejde, der ellers ville være udført som almindeligt lønarbejde - ja, så skal de altså også have en almindelig løn for det. En arbejdsgiver blev dømt til med tilbagevirkende kraft at betale overenskomstmæssig løn til nogle aktiverede, der var ansat i firmaet.

Dommen burde ikke give anledning til den store undren. Loven er forholdsvis klar. Hvis aktiverede udfører arbejde, der ellers ville blive udført som almindeligt lønarbejde, skal de have overenskomstmæssig løn for det. Derimod er reaktionerne interessante. 

Hele aktiverings-tanken er begrundet med, at det er et tilbud til "de svageste", der ikke ellers har mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet. De skal ”sluses ind” enten ved kommunale aktiveringsprojekter, eller ved at private arbejdsgivere får tilskud for at lade dem være i virksomheden, selv om de ikke er i stand til at arbejde. Når man ser de konkrete projekter og ikke mindst de mennesker, der bliver sendt i dem, er det imidlertid ofte svært at se, hvorfor disse mennesker er dømt mere eller mindre uarbejdsdygtige.

Baggrunden for kritikken af arbejdsretsdommen er da også en anden. Både private og offentlige arbejdsgivere har i årevis gjort brug af aktiverede som billig arbejdskraft. Det er målsætningen om i stadig større udstrækning at undergrave det overenskomsdækkede arbejdsmarked, der er drivkraften, for på den måde at øge profitmulighederne på det private arbejdsmarked, og mindske de offentlige udgifter. Både den tidligere og den nuværende regering kører glad og gerne med på arbejdsgivernes klagesange om mangel på arbejdskraft og dermed følgende risiko for flaskehalse og ”uansvarligt lønpres”.

Men når man ser på en stor del af aktiveringsprojekterne bliver det tydeligt, at de mennesker, der sendes i aktivering, er i stand til at varetage et rigtigt arbejde. Det er i hvert tilfælde det, de ofte gør. De pakker dippedutter for kommuner på kontrakt for private firmaer, de passer en plads ved et samlebånd, de vedligeholder offentlige legepladser og grønne arealer etc. Men man behøver ikke at betale en overenskomstmæssig løn, for slet ikke at tale om at give dem de rettigheder, som andre på det danske arbejdsmarked nyder godt af.

Med begrundelsen om, at det er for de aktiveredes egen skyld, og at dette skulle være den eneste måde at få ”de svageste” ind på arbejdsmarkedet på, anklages fagbevægelsen nu for manglende solidaritet med denne gruppe. Og

kravet om at loven skal ændres, så det fortsat er muligt at sætte arbejdsløse til at udføre reelt arbejde til en ureel løn, kommer nu fra både arbejdsgivere, kommuner og flere af de politiske partier.

Men det er ikke solidaritet at acceptere, at nogle mennesker og deres arbejdskraft er mindre værd end andres. Kommuner og private arbejdsgivere er blevet vant til, at de kan få udført (nødvendigt) arbejde til langt under overenskomstmæssig løn, hvis de bare sørger for at få en bistandsklient til at udføre det.

Dommen skal bruges til at få ryddet op i aktiveringscirkusset. Lokale afdelinger af SiD har allerede ladet sig inspirere af dommen til at lægge sag an mod arbejdsgivere og kommuner. Lad os håbe, at flere følger efter.

At alle skal have et rigtigt arbejde til en rigtig løn - det er solidaritet!

SAP's forretningsudvalg,23. august 2002