Socialdemokratiets ISS-fornyelse

Poul Nyrup Rasmussen har brugt et halvt år og en sommerferie på ransagelse efter valgnederlaget og er barslet med en plan for fornyelse af Socialdemokratiet. Når Poul Nyrup Rasmussen skal forny Socialdemokratiet, skeler han til Anders Fogh Rasmussen og Venstre med det ene øje og til Tony Blairs New Labour i Storbritannien med det andet. Og så hyrer han et konsulentfirma for at løse problemet.
Det fører til fornyende initiativer som f.eks. 30 håndplukkede, men ikke valgte, personer til at være mediefigurer, frontløbere og forbilleder i Socialdemokratiet. Som konsulentfirmaets chefkonsulent udtalte: De vil blive så gode, at Venstre, Radikale og SF vil stå i kø for at overtage dem.
Og så skal partiledelsen og folketingsgruppens ledelse forynges. Og partilinjen skal kunne formuleres i 4-5 hovedpointer.

Hvilke konkrete initiativer fornyelsen ender med at munde ud i, står endnu ikke helt klart. Men tre ting karakteriserer tendensen.
For det første vælger Nyrup og konsulenterne alt det fra, der kunne være Socialdemokratiets særlige styrke: det sociale og politiske engagement, som trods alt stadig præger store dele af partiets medlemskreds. Den gejst og den forbindelse til brede grupper i samfundet, som partiets medlemmer i fagbevægelse, boligbevægelse mm. har, placeres ud på et sidespor og erstattes af topstyring, elitær ledelsesstil og prioritering af de store medier.
For det andet skal Socialdemokratiet afdemokratiseres. Netværk og åbne arme for ikke-medlemmer lyder enormt græsrodsagtigt og demokratisk. Men når grænsen mellem partimedlemmer og ikke-medlemmer udviskes, hvem skal så træffe partiets beslutninger? Det må toppen selvfølgelig – partiets politik og initiativer kan jo ikke sættes til afstemning blandt en udefineret kreds af danskere, som måske/måske ikke er medlemmer af partiet.
For det tredje vil Socialdemokratiet politisk blive udliciteret til ISS. Det er for at gøre dette muligt, at partiets græsrødder skal marginaliseres. Uden en afdemokratisering bliver det ikke muligt for Poul Nyrup at placere ISS på partiets næstformandspost i form af Jens Christiansen, som for nogle år siden arbejdede for at gøre Socialdemokratiet endnu mere udliciteringsvenlig, mens han var ansat som konsulent i ISS.

Denne type fornyelse er det langt hen ad vejen lykkedes Tony Blair at gennemføre i det britiske Labourparti. Men efter seks år ved magten er det blevet for meget for den fagbevægelse, som betaler prisen tre gange:
- når Blairs politik gør det sværere at arbejde som fagforening;
- når fagforeningens medlemmer får dårligere service fra det offentlige eller fra nyprivatiserede virksomheder;
- når fagforeningerne indbetaler de millioner af pund, som holder partiet gående.
Inden for det seneste års tid er britisk fagbevægelse begyndt at sige fra over for Tony Blair. Mere venstreorienterede fagforeningsledere bliver valgt, ikke mindst offentlige fagforeninger iværksætter strejker, og fagforeningerne truer med at lukke for de økonomiske tilskud.

Britisk fagbevægelse har længe båret over med Tony Blair. Men der er ingen grund til, at dansk fagbevægelse venter fortrøstningsfuldt på, at Socialdemokratiet kommer tilbage til magten for derefter at give partiet adskillige år til at gennemføre sin ”fornyede” politik à la Nyrup og ISS-Jens. En vågen dansk fagbevægelse må allerede nu komme på banen med krav til den politik, som Socialdemokratiet og venstrefløjen bør gennemføre efter et valg. Og man bør ikke lægge skjul på, at hvis Poul Nyrup ikke vil lytte, men føre ISS-politik i spidsen for et topstyret og udemokratisk parti, så må han hente pengene hos sine nye venner og ikke fra fagbevægelsen.

SAP's forretningsudvalg,16. august 2002