Stokken og guleroden

Hvis ikke u-landene vil makke ret med det gode (læs: ulandsbistand, handelsaftaler osv.), må de føle konsekvenserne og se i øjnene, at så vanker der smæk (læs: mindre eller ingen ulandsbistand, ringere handelsaftaler), indtil de forstår alvoren. Det foreslog en række lande op til EU-topmødet i Sevilla. "Det manglede bare," som Bertel Haarder sagde.
Efter mødet skrev pressen, at resultatet var blevet et kompromis mellem høgene (Danmark, Spanien, Italien og Storbritannien) og duerne (Frankrig og Sverige): "EU-lederne går ind for gulerod snarere end stok."
Men i virkeligheden bekræftede EU-landene den benhårde kurs i immigrationspolitikken, som allerede for tre år siden blev vedtaget på et topmøde i Finland, bl.a. at  økonomiske aftaler skulle gøres afhængige af tilbagetagelsesaftaler – altså præcis, hvad det spanske EU-formandskab havde lagt op til denne gang. Andre elementer er fælles regler for asylsagsbehandling, definition af et fælles flygtningebegreb, samarbejde om grænsekontrol, byrdefordeling mellem landene.
Denne plan fik i sin tid fuld opbakning af de øvrige EU-regeringer. Også den daværende danske SR-regering. Så når den socialdemokratiske integrationskoordinator Ritt Bjerregaard i sidste uge gik ud med en melding om, at det ikke var en god politik at lade fattige mennesker i Den tredje Verdens lande undgælde for deres regeringers manglende vilje til at føje EU’s tilbagetagelsesekrav, er det klokkeklart hykleri.

Problemet er, at vægten lægges på straf og sanktioner i stedet for støtte til udvikling af de fattige. Folk flygter i dag på grund af forfølgelse – de har mulighed, ja retskrav på at få deres asylsag behandlet. Denne rettighed er under pres i EU-landene i lyset af den højrebevægelse, som har taget over i flere lande.
Derudover flygter folk også af andre grunde, som ikke var så udbredte, da FN’s flygtningekonvention blev vedtaget i 1951, nemlig fordi de internationale økonomiske forhold efterhånden er så skævvredne, at underudvikling og krise lige så vel som poliske forfølgelse sender folk ud for at skabe sig en ny fremtid. Fattigdomsflygtninge er disse mennesker blevet kaldt.
I dag findes de ikke rent asyljuridisk – men de findes i virkeligheden – om bord på synkefærdige plimsollere, i lastvognscontainere, under tog og busser, krydsende grænserne i øde bjergegne og over floder og søer. Mange mister livet, andre når hertil. Men fælles er, at de er sendt af sted på denne farefulde færd af forhold, som dybest set skyldes det kapitalistiske systems udbytning og undertrykkelse – politisk såvel som økonomisk.

Skal der gøres noget ved det, som højrepartierne i disse år lancerer som det største problem i samfundet – "folkevandringen" – så gøres det ikke gennem at bygge Fort Europa og lade landene udenfor sejle deres egen sø med de folk, som bliver smidt ud af fortet. Det vil blot skabe endnu større frustration hos disse landes befolkninger og bidrage til at gøre deres magteliter – med eller uden støtte fra militæret – til regenter i udemokratiske og undertrykkende regimer.
Den nuværende flygtningekonvention må åbnes for andre grupper af flygtninge end dem, der var omfattet af den, da den blev vedtaget i 1951 – for eksempel ofre for den kapitalistiske udbytning. Men derudover må der også udvikles støtte til de kræfter, som aktivt forsøger at gøre op med deres  hjemlandes regimer – regimer, som ofte understøttes af EU-landene.

SAP’s forretningsudvalg, 28. juni 2002

Med denne ugekommentar ønsker SAP’s forretningsudvalg alle en god sommer.
Vi vender tilbage med nye kommentarer fra og med første fredag i august.