Europæiske lærestykker

Generalstrejke i Italien mod Berlusconi-regeringens arbejdsmarkedspolitik og angreb på tryghed i ansættelsen. Transportarbejderstrejke i Grækenland mod forringelser af pensionsordningerne. Bygningsarbejderstrejke i Tyskland for højere løn. Og torsdag den 20. juni, generalstrejke i Spanien  mod den borgerlige regering.
Specielt den spanske generalstrejke er et tydeligt eksempel på, at den europæiske arbejderbefolkning yder aktiv modstand mod den liberalistiske EU-politik, som bliver gennemført med mere eller mindre drastiske midler i de enkelte EU-lande. Det er således med velberåd i hu, at generalstrejken netop var planlagt til dagen før topmødet i Sevilla – fredag og lørdag, som runder Spaniens EU-formandskab af.
Når lederen af Spaniens konservative-liberale regering, José Maria Aznar, har givet udtryk for, at fagforeningerne ønsker at ”plage og skade Spanien”, så fik han svar på tiltale af generalsekretæren i den ene af Spaniens landsdækkende hovedorganisationer, CCOO, José Maria Fidalgo:

”Det, der virkeligt skader Spaniens image, er ikke generalstrejken, men at det er et land med størst arbejdsløshed i Europa, med så mange affaldskontrakter og med så dårlig social beskyttelse.”
Det vil den spanske fagbevægelse udstille for omverdenen med generalstrejken og med store demonstrationer i Sevillas gader, mens tusindvis af udenlandske journalister og tv-selskaber er i byen for at dække topmødet.

Strejkens europæiske perspektiver er åbenlyse. Så åbenlyse, at den Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS, støtter strejken, fordi den spanske lov ses som et symptom på forringelser over alt i Europas lande lige nu.
Som det hedder i en pressemeddelelse fra EFS:
”Adskillige regeringer i hele EU og i andre europæiske lande angriber lønmodtagernes rettigheder ved at forringe love og den sociale beskyttelse”.

Det er stadig hovedreglen, at gennemførelsen af EU's liberalistiske politik udføres af de enkelte landes regeringer. Derfor er det også som oftest i de enkelte lande, modstanden bygges op. Kun i enkelte tilfælde – som vi for nyligt så det med den europæiske aktionsdag blandt havnearbejderne, vendt mod EU's havnedirektiv – vil den direkte kamp være international. Men det betyder ikke, at kampene holdes snævert inden for de nationale rammer. Tværtimod er det i dag helt afgørende med international solidaritet i forhold til de grupper, som er i konflikt.

Det er den spanske regerings nyeste arbejdsmarkedspolitiske udspil, der har udløst generalstrejken. Regeringen foreslår bl.a. lettere adgang til at fyre ansatte, forringelser af  arbejdsløshedsunderstøttelsen og strammere rådighedsregler. Alt sammen til gavn for arbejdsgiverne. Siden regeringen kom til i 1996, er arbejdsmarkedspolitikken allerede blevet strammet to gange – og begge gange med udgangspunkt i en aftale med fagbevægelsen. Men tredje gang har fagbevægelsen altså sagt fra.
Dermed er der også tegnet et billede, som bør sætte sig spor uden for Spaniens grænser, og ikke mindst i Danmark. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Fogh-regeringen til efteråret barsler med omfattende stramninger af arbejdsmarkedspolitikken, og det er heller ikke nogen hemmelighed, at stramningerne ligger i forlængelse af den tidligere regerings ”arbejdsmarkedsreformer”, som fik godvillig accept af LO's top.

Når Danmark den 1. juli overtager EU-formandskabet, vil modstanden mod EU-projektet komme til udtryk på mange forskellige måder. En af de mest oplagte måder at give modstanden konkret næring på vil være, at fagbevægelsen siger fra over for den danske regerings forringelser for de arbejdsløse og deregulering af arbejdsmarkedet – ligesom kollegerne i Spanien har gjort det.
LO-toppen vil næppe af sig selv lægge op til omfattende aktiviteter mod regeringen under EU-formandskabet – endsige kalde til generalstrejke til december. Derfor ligger der en stor opgave for den aktive del af fagbevægelsen til efteråret. Et startskud kunne passende være den tillidsrepræsentantkonference, som ”Fagligt Ansvar” og LO storbyerne har indkaldt til den 7. september i Århus.

SAP’s forretningsudvalg, 21. juni 2002