Hvem skal nu betale?

Regeringens skattestop og gaver til virksomhedsejerne koster. Desværre for regeringen er nedskæringerne på u-landsbistanden, miljøområdet og i statsadministrationen – så hårdt de end føles, der hvor de rammer – langt fra nok til at dække udgifter og manglende indtægter. Der skal skæres dybt i de sociale udgifter, og her er regeringen smart nok til at overlade det upopulære arbejde til kommunerne. Så kan de selv vaske hænderne og lade kommunalpolitikerne tage skraldet.

I første omgang har kommunerne fået besked på at de aftaler for 2002, der blev indgået med den forrige regering, skal overholdes – med en slet skjult underliggende trussel om at alternativet vil være at der skæres i bloktilskuddene. Det betyder at kommuner og amter under ét skal spare 1,8 mia. kr. i forhold til de budgetter, der er lagt for 2002. Og når man allerede er halvt inde i året er det noget, der kan mærkes. Samtidig lægges der i de igangværende forhandlinger mellem regeringen og kommunerne op til at der også for de næste år skal holdes voldsomt igen med udgifterne i kommunerne – bl.a. for at finansiere det skattestop, der vil blive dyrere og dyrere år for år.

Ved på denne måde at overlade det til kommunerne at finansiere opfyldelsen af valgløfterne opnår regeringen at kunne fralægge sig det direkte ansvar for de forringelser, der er en uundgåelig følge af den nyliberale og asociale politik de fører. Og med lidt held bliver modstanden splittet op og delt ud i så mange smågrupper, der internt kæmper for egne interesser og bekriger hinanden, at modstanden aldrig bliver rigtig slagkraftig.

Kommunernes Landsforening har indtil nu valgt at acceptere regeringens krav som et naturgivent faktum. Holdningen har været at ”når det nu ikke kan være anderledes, så må vi jo hellere finde pengene”.

Et af de steder, hvor der foreslås besparelser er på daginstitutionerne. Med faldende børnetal og udvidet barselsorlov skulle der komme færre børn i institutionerne og det skulle jo så være muligt at spare nogle penge der. Det lyder jo meget fornuftigt, hvis det ikke lige var fordi, man i de sidste mange år har udvidet kapaciteten mere end bevillingerne med henvisning til, at det var vigtigt at opnå pasningsgaranti og med løfte om, at man derefter ville opprioritere kvaliteten. Daginstitutionerne er slidt i bund – den nuværende situation er ikke god nok, hverken personale eller bygningsmæssigt. Samtidig er der flere kommuner – heriblandt landets største – der fortsat end ikke kan leve op til pasningsgarantien.

Også skolerne er slidt ned. Den fysiske vedligeholdelse har været nedprioriteret i flere år med det resultat, at vi nu ser skoler, der er direkte sundhedsskadelige at opholde sig i. Og de ressourcer, der var nødvendige for at opfylde alle folkeskolelovens fine intentioner om at sætte det enkelte barn i centrum etc. er aldrig blevet bevilget. Derudover står skolerne overfor et stigende børnetal de kommende år. 

Et andet stort område i kommunerne er hjemmehjælpen. Men også her er der i de fleste kommuner barberet helt ned så kun det absolut lovpligtige tilbydes. Finanslovsbevillingen på 500 mill. kr. til ”frit valg” i hjemmeplejen er ikke beregnet til at give mere eller bedre hjemmehjælp, men til at finansiere fordyrelsen ved at give private firmaer adgang, når kommunerne ikke selv kan rekruttere tilstrækkeligt personale.

Svaret på dette er at nægte at acceptere regeringens udgangspunkt om tæt-på-nul-vækst. Ikke ved at kræve at kommunerne får ret til at hæve skatterne. Kommuneskatten er dybt asocial, og skal afskaffes – ikke udvides. Heller ikke ved som Kommunernes Landsforening foreslår at indføre brugerbetaling på f.eks. hjemmehjælp og biblioteker Men ved at kræve at regeringen sender de nødvendige midler til kommunerne og inddrager pengene, der hvor de er: hos de multinationale selskaber, der i dag stort set ingen skat betaler, fordi de parkerer overskuddene i datterselskaber i andre lande; i overskuddet fra Nordsøolien, hvor Danmark er det land, der får mindst i statskassen; ved en genindførelse af formueskatten og en langt mere effektiv beskatning af spekulationsgevinster. 

Udgangspunktet må være, at brugere og ansatte, den politiske venstrefløj, fagforeninger og brugerorganisationer siger fra overfor den utaknemmelige opgave at fordele elendigheden. Der er brug for et kommunalt oprør, hvor de nævnte arbejder og aktionerer sammen på tværs af kommunerne for at rette samlede krav til regeringen. Det kan godt starte i det små, med enkelte grupper af ansatte og brugere, og enkelte kommuner. Forudsætningen for at opbygge den nødvendige modstand mod regeringens jerngreb på kommunerne er, at det første spadestik bliver taget. 

SAP’s forretningsudvalg, 14. juni 2002