Skal venstrefløjen blotte bugen?

Den franske venstrefløj var selv ude om det. Hvis ikke den havde været så splittet, havde Le Pen ikke opnået sin store succes med at komme videre til næste valgrunde. Og hvis Le Pen ikke var nået til anden valgrunde, kunne socialdemokraten Jospin have vundet præsidentvalget. Det er venstrefløjens egen skyld, at Chirac blev præsident.

Sådan har mange kommentarer lydt til det franske præsidentvalg, både fra franske intellektuelle og fra danske journalister, som har analyseret og kommenteret. De samme toner vil sandsynligvis lyde igen efter weekendens første runde i det franske parlamentsvalg, hvor hovedprincippet også er, at de to kandidater med højest stemmetal i en valgkreds går videre til anden runde.

Men påstanden og kritikken holder ikke for et nærmere eftersyn. Ingen valgmatematik ville have ændret på, at en så stor del af den franske befolkning støtter Le Pen og hans fremmedfjendske og reaktionære synspunkter. Og det var Le Pens faktiske opbakning, som var det foruroligende ved det franske valg. Det er den opbakning, som er udfordringen for enhver socialistist, enhver humanist, ethvert demokratisk indstillet menneske.

For det andet eksisterer der ikke én venstrefløj i Frankrig, som lod sig splitte op på mange kandidater. Der er den ”venstrefløj”, som har reageret Frankrig i en årrække. Den består af Socialistpartiet, Kommunistpartiet og De Grønne. Det var dens politik, som store dele af den franske befolkning vendte sig imod, ikke mindst arbejderne og de unge.

Denne ”venstrefløjs”-regering førte en politik, som i praksis lå så tæt op af de traditionelle borgerlige partiers liberalistiske kurs, at både Socialistpartiet og Kommunistpartiet fik et sviende nederlag, og over en tredjedel af franskmændene stemte på yderfløjene.

Det var denne regering, som den yderste venstrefløj – i form af tre trotskistiske partier – havde kritiseret og mobiliseret imod op til valget, og som over 10 procent af vælgerne bakkede op om.

At forlange, at denne virkelige venstrefløj skulle have nedlagt våbnene og fra starten have opfordret til at stemme på den regeringsbærende ”venstrefløj”, er lige så politisk urealistisk, som at opfordre Le Pen til ikke at stille op for ikke at blive medansvarlig for en Jospin i præsidentsædet.

På lidt længere sigt vil denne logik og disse krav føre til amerikanske tilstande med kun to partier, som ofte er svære at skelne fra hinanden. Og som i USA vil resultatet blive, at stadig større dele af befolkningen vil holde op med at stemme.

Forestiller man sig, at den yderste venstrefløj havde fulgt de gode råd ved dette præsidentvalg, er det ikke engang sikkert, at det havde givet Jospin mange flere stemmer. Tværtimod har den yderste venstrefløj med sin skarpe kritik af Jospin og Chirac og med sine kandidater vist, at de, der er utilfredse med Chirac/Jospin-linjen, ikke behøver at søge til den yderste højrefløj. Der er et solidarisk og internationalistisk alternativ. I dag er det en minoritet, men en så markant minoritet, at den kan blive en reel tiltrækningskraft i forbindelse med store mobiliseringer i de kommende år.

Den politiske situation og valgsystemet i Danmark lægger ikke i samme grad op til et lignende pres på Enhedslisten, selv om det kan dukke op igen, hvis meningsmålingerne bringer partiet tæt på spærregrænsen op til et valg.

Den franske situation viser, at intet taler for, at venstrefløjen skal lade sig kue til at lægge sig på ryggen og blotte bugen. Tværtimod kræver det yderste højres fremmarch og  liberalismens hærgen overalt på kloden og inden for alle de traditionelle partier, at der er brug for et markant socialistisk alternativ.

Uanset om dette alternativ i dag samler 2-3 procent af stemmerne eller 10-12 procent, er hovedopgaven at opbygge og styrke det. Og det arbejde har på langt sigt væsentligt større betydning, end om det bliver Jospin eller Chirac, Rasmussen eller Rasmussen. Eller mere præcist: Med en venstrefløj, der spiller død, vil verdens Chirac’er, Le Pen’er, Fogh’er og Kjærsgaard’er få foræret magten på et sølvfad.

SAP’s forretningsudvalg, 7. juni 2002