Udluftning og fornyelse SAP topside

”Jeg er klar modstander af udlicitering.” Sådan lød udmeldingen fra den nyvalgte formand for Forbundet af Offentligt Ansatte, Dennis Kristensen. Alene med den melding har FOA-formanden tændt et håb om, at der er lagt op til en faglig og politisk fornyelse af det store fagforbund.

Dennis Kristensen erstatter Poul Winckler. Winckler var ikke alene medløber og bonkammerat med Peter Brixtofte i Farum Byråd, i Farum Boldklub, i Restaurant Sepp og på Bregnerød kro. Han var indbegrebet af en socialdemokratisk fagpamper, overbevist om, at han vidste bedre end medlemmerne, og at de ikke skulle blande sig for meget. Og så var han en dårligt forklædt skabstilhænger af udlicitering.

Dennis Kristensen har fået et godt afsæt for at forny FOA. Ikke alene blev han valgt. Den af de fire kandidater, der fik næstflest stemmer, var lige som han selv ikke socialdemokrat. Hvorimod de to socialdemokratiske kandidater fik færrest stemmer.

Som i så mange andre forbund er der brug for udluftning og fornyelse. Opgaverne er enorme, og i årevis har også denne del af fagbevægelsen mest stået i vejen for sig selv.

For det første bør den nye formand tage skridtet videre og ikke bare erklære sin modstand mod udlicitering, men også gøre forbundet til en aktiv modstander af udlicitering og støtte de medlemmer, som tager kampen op mod udlicitering.

For det andet bør han fra første dag forberede forbundet på en helt anden type overenskomstforhandlinger om tre år, hvor strejkevåbnet bliver et tydeligt trusselsbillede for modparten – og om nødvendigt bliver brugt.

For det tredje bør han arbejde for at gøre forbundet til en del af den faglige modstand mod regeringen, som er blevet bygget op gennem aktionsdagene den 20. marts og den 16. maj.

Endelig bør han drage FOA ind i den internationale modstand. Den grasserende liberalisering, bl.a. gennem EU og WTO, har direkte indflydelse på den offentlige sektor og på de arbejdere, som FOA organiserer. Andre ligestillede fagforbund rundt om i verden har gjort sig til en del af bevægelsen mod nyliberalistisk globalisering og for global solidaritet.

Men vi har jo set det før. Nye forbundsledere med en venstreorienteret baggrund og de rigtige udtalelser – nogle gange ligefrem båret ind på posterne af en protest- og oppositionsbevægelse. Og efter et par år er de ikke til at skelne fra alle de andre systembevarende og magthungrende topmaver.

De, der kender Dennis Kristensen, kan selv vurdere, hvilken udvikling der er mest sandsynlig. Men FOA’s medlemmer gør klogt i ikke kun at vurdere og afvente.

Kun en bevægelse af aktive og kritiske medlemmer kan sikre, at denne nye formand ikke ender som alle de andre. Og kun med aktive og kritiske medlemmer har selv den bedste forbundsformand en chance for at gøre en forskel.

SAP’s forretningsudvalg, 17. maj 2002