Boycot Israel SAP topside

Det er jo egentligt enkelt nok. Palæstina er et besat land, og Israel er besættelsesmagten. Dette faktum understreges med al ønskelig tydelighed af den israelske regerings aktuelle militære offensiv og terror mod civilbefolkningen i Palæstina.

Men for de politiske magthavere i verden er situationen ikke så enkel. På den ene side kan de ikke bare lade israelernes terror gå upåagtet hen. På den anden side kan de under ingen omstændigheder slå hånden af Israel, og ikke mindst den amerikanske regering har en selvstændig interesse i, at Israel har kontrol over Palæstina. Israel har jo lige siden sin oprettelse været de tro håndlangere, der sikrer USA og Europa en magtbase i mellemøsten.

Palæstinenserne er således overladt til sig selv i deres kamp for et frit Palæstina. Men alligevel ikke. Vi ser i disse dage og uger udviklingen af brede, folkelige solidaritetsinitiativer, i Europa og i USA, med det fælles grundlag: Fred nu og Israel ud af de besatte områder.

Også i Danmark er der sket et bemærkelsesværdigt skred i befolkningens holdninger til Israel, og demonstrationer mod Israels besættelse og krig har samlet tusinder af (etniske) danskere, sammen med herboende palæstinensere.

Ét af redskaberne, der kan give et konkret udtryk for befolkningens holdninger – og i sidste ende lægge et alvorligt pres på den israelske regering – er boycot af israelske varer. Her er det værd at lægge mærke til, at Danmarks næststørste fagforbund, SiD, aktivt er gået ind i en boycot-kampagne. Det ligger i naturlig forlængelse af, at SiD i adskillige tilfælde er gået i spidsen for international solidaritet i fagbevægelsen. Det kan ikke gentages tit nok: Kampen for demokrati, menneskerettigheder og mod krig og terror overalt på jorden er en central opgave for fagbevægelsen. Derfor skal SiD´s initiativ ikke stå alene, men skal brede sig som ringe i vandet til andre forbund og i sidste ende til den samlede fagbevægelse.

Det er også bemærkelsesværdigt, at se på reaktionerne på SiD´s boycot-kampagne. Ikke så meget de forudsigelige protester fra borgerlige politikere. Men de meget direkte reaktioner på, at SiD´s kursusejendom, Langsøhus, som konsekvens af boycotten annullerede køb af software for 75.000 kr. hos det israelske IT-firma, Radix. Den ansvarlige medarbejder har siden modtaget 2200 mails fra vrede israelere. Også andre medarbejdere i SiD har modtaget vrede mails og chikanerier, med forrykte beskyldninger om anti-semitisme og det der er værre.

Disse beskyldninger viser, hvor vigtigt det er at undgå en sammenblanding af kampen mod de israelske magthavere og forholdet til jøder i almindelighed, såvel i Israel som udenfor. Antisemitisme lurer under overfladen. Mest ekstremt udtrykt i løbesedlen fra Hizb-ut-Tahrir, hvor jøder beskrives som et "bagvaskende folk", der forråder, bryder aftaler og dræber uskyldige, med konklusionen: "Og dræb dem, hvorend i finder dem, og fordriv dem hvorfra de fordrev jer".

Når tilhængere af Israel, både jøder og ikke-jøder, sætter lighedstegn mellem kritik af Israel og antisemitisme, gør de sig ikke alene skyldige i plat demagogi, de bidrager også indirekte til antisemitismen.

Det er afgørende for opbygningen af solidariteten med det palæstinensiske folk, at vi lægger 100 km. afstand til enhver form for antisemitisme, og ensidigt retter kampen mod den israelske besættelse, og de internationale magthavere, som støtter den. Det er også afgørende for at støtte de kræfter i selve Israel, der siger fra overfor besættelsen, krigen og terroren. De er ganske vidst få i dag, men basis for en opposition til Sharons politik er til stede.

Det handler om at komme ud af den onde cirkel, hvor desperate palæstinensere griber til handlinger som selvmordsbomber mod civile israelere, og dermed reelt styrker opbakningen til Sharon i Israel, og i resten af verden.

SAP´s forretningsudvalg den 19. april 2002