Kvindernes pensionist-proletariat

I fremtiden vil kvinder være markant dårligere økonomisk stillet end mænd, når de går på pension, og uligheden vil stige år for år.

Det er resultatet af, at pensionsopsparing udgør en stadig større del af indkomsten for pensionisterne. Og kvinder sparer væsentligt mindre op – af mange forskellige grunde: - kvinderne kommer i gennemsnit halvandet år senere ind på arbejdsmarkedet; - kvinderne forlader i gennemsnit arbejdsmarkedet halvandet år tidligere end mændene; - kvinderne har i gennemsnit lavere løn end mændene; - kvinderne holder flere pauser fra arbejdsmarkedet, ikke mindst på grund af barselsorlov.

Med den nye barselsorlov, som ikke øger den del af orloven, der øremærket til mændene, vil en kvinde, der tager orlov med tre børn, have 10 procent mindre i pensionsopsparing end manden. - kvinderne får mindre udbetalt end mænd, der har indbetalt det samme, med den begrundelse, at kvinder lever længere, og at det opsparede beløb derfor skal strække længere.

Endelig vil regeringens ændring af den Særlige Pensionsordning koste de lavestlønnede mest, og der er flere kvinder end mænd blandt de lavestlønnede.

Tilsammen har vi et billede af uligheden mellem kønnene og af, hvor tæt den er vævet sammen med den sociale ulighed: jo lavere løn, jo mindre i pension.

Det er et pensionsforsikringsselskab, Skandia Liv, der er nået frem til disse tal.

Deres konklusion er nærliggende: en informationskampagne over for kvinderne, dvs. et forsøg på at lokke dem til at spare ekstra op. Formanden for Kvindeligt Arbejderforbund (KAD), Lillian Knudsen, antyder samme løsning: kvinderne skal vise ”større interesse” for bidragene til pensionskassen.

Ansvaret for, at kvinderne er havnet i denne situation, ligger i høj grad også hos Lillian Knudsen og hendes kollegaer i toppen af dansk fagbevægelse, som i slutningen af 80’erne kastede alle kræfter ind bag at opbygge pensionskasser med store bidrag fra medlemmer og arbejdsgivere – i stedet for mere i løn. Med denne strategi ville de vise deres ”økonomiske ansvarlighed” ved at begrænse lønstigningerne, og de ville skaffe sig selv en ny eksistensberettigelse som administratorer af store kapitalophobninger i pensionskasserne. Omkostningerne betaler medlemmerne med lavere lønstigninger, tvungen opsparing og større ulighed i pensionsalderen.

Men oveni kommer, at der ikke er nogen garanti for, hvad de opsparede midler er værd, når de skal udbetales. Det er i sidste ende en politisk beslutning. Og når de store pensionsformuer om 15-20 år skal til udbetaling, står politikerne med et dilemma: De kan vælge at fastholde et vist lighedsprincip og udbetale mere folkepension til dem, der har en begrænset eller slet ingen opsparing, men det vil betyde, at opsparerne ikke får det fulde udbytte af deres opsparing, og så vil de føle sig snydt. Eller de kan fastholde princippet om, at opsparerne skal have fuld valuta for deres opsparing – og dermed skabe et ulighedsproblem, man ikke har set i Danmark i mange årtier.

Der er kun én løsning på dette problem: at bremse pensionsopsparings-cirkusset.

For det første må folkepensionen oprustes, så pensionisterne sikres en ordentligt offentligt finansieret ydelse uanset alder, køn og tidligere indtægt. For det andet må skattebegunstigelsen – via fradragene – til pensionsopsparingen fjernes. Fagbevægelsen og Socialdemokratiet taler i disse tider meget op behovet for fornyelse. Her er et oplagt sted at starte med en kursændring, som på én gang bygger på solidariske idealer om lighed, , som også Socialdemokratiet burde bakke op om, og samtidig udgør et markant kursskifte. Socialistisk Arbejderpartis forretningsudvalg, 22. marts 2002

På grund af påskeferie bringer vi ingen ugekommentar i næste uge. Men med en hurtig tilmelding til SAP’s påskeseminar kan du få masser af politiske kommentarer alligevel – og oven i købet selv give dit besyv med.

Forretningsudvalget for Socialistisk Arbejderparti