Mød op onsdag den 20. marts!

”Regeringen har startet Klassekampen”. Det var en overskrift i Ekstra Bladet den 15. marts. Nu har klassekampen jo aldrig været afsluttet, men alligevel kan der være en kerne af sandhed i overskriften. Her fire måneder efter Fogh-regeringens tiltræden er der på flere planer en spirende aktiv modstand mod dens liberalistiske projekt.

De uddannelsessøgende er gået i spidsen – fra folkeskoleelever til gymnasieelever, handelsskoleelever og universitetsstuderende. Elevstrejker og demonstrationer med titusinder af deltagere fik sat fokus på regeringens massive nedskæringer på uddannelsesområdet, og fjernet en del af dem.

Når finansloven den 20. marts bliver tredjebehandlet, bliver det næste skridt taget i opbygning af modstanden. Den dag mødes en del forskellige grupper på Christiansborg Slotsplads og i Odense, Århus og Aalborg for, med hver sit udgangspunkt, at sige fra over for en finanslov og en regering, som skærer ned på bistanden til verdens fattigste, som skærer på uddannelserne for såvel unge som ældre, som betyder endnu ringere forhold for arbejdsløse og udstødte, som uddyber diskriminationen af flygtninge og indvandrere osv.

Demonstrationerne vil forhåbentlig (og troligt) være en markering af bredden i modstanden, med deltagelse af kunstnere, studerende, miljøfolk, indvandrergrupper, u-landsorganisationer og fagforeningsfolk. ”Vi er ikke alene,” kan og skal blive et resultat, som vi alle kan gå hjem med efter demonstrationen. På den måde vil det være et resultat, som alle kan arbejde videre med, og dermed vil det første skridt være taget på vejen mod at vende den politiske højredrejning, som gav sig så tydeligt til udtryk ved de borgerliges jordskredssejr i november.

I forbindelse med den brede modstand mod regeringen er det især værd at lægge mærke til et tydeligt opsving i fagbevægelsens politiske aktiviteter. Tillidsmandsmødet i Silkeborg den 1. marts var med 750 deltagere det største i umindelige tider, og det gav enstemmig opbakning til deltagelse på Christiansborg den 20. Ud fra en sober vurdering handler det ikke om, at landets arbejdspladser ligger øde den dag, men antallet af fagforeningsfaner vil alligevel sætte sit klare præg på demonstrationen.

Samtidig er tillidsfolk fra de 150 største industriarbejdspladser i gang med at opbygge et netværk, med udgangspunkt i regeringens angreb på overenskomsterne gennem forslaget til deltidslov. Det er værd at bemærke, at der ikke blot er tale om fagforeningsfolk, som vil forsvare ”deres system”, men om en sag, hvor også de menige medlemmer på industriarbejdspladserne siger fra, fordi deltidsloven kan få alvorlige konsekvenser for masser af menneskers muligheder for et fuldtidsjob – og dermed for en løn til at leve af.

Endelig er det interessant, at overenskomstforhandlingerne for ansatte i kommuner og amter foreløbig er brudt sammen, og at det let kan ende i konflikt. Her er det spørgsmålet om modstanden mod Ny Løn, der samler de fleste grupper af ansatte.

Nu vil det jo være naivt at tro, at nogle tusinders demonstration den 20., en strejkemarkering mod deltidsloven og en eventuel  overenskomstkonflikt med et slag vil vælte Fogh-regeringen og den borgerlige politik af pinden.

For det første kræver det stadig langt mere samling af modstanden og ikke mindst genopbygning af erfaringer med samarbejde mellem forskellige arbejdergrupper, mellem græsrodsbevægelser osv.

For det andet må vi sige, at perspektivet om at vælte den nuværende regering næppe kan samle den nødvendige opbakning, hvis det blot handler om at vende tilbage til den forriges politiske projekt.

Der skal simpelthen andre boller på suppen, og det handler ikke mindst om, at den politiske venstrefløj må have klare svar på spørgsmål som udvikling af den sociale service, integration mellem de forskellige etniske grupper og nedbrydning af de stive systemer, som forhindrer folks indflydelse på egen hverdag.

Klare svar betyder også, at venstrefløjen ikke kan pantsætte sig politisk til et socialdemokratisk regeringsprojekt, der bygger på klassesamarbejde. En ny politik, som kan vinde opbakning i befolkningen, kræver altså også, at venstrefløjen styrker sig selv politisk og organisatorisk – i et samspil med styrkelsen af politiske bevægelser. Her har fagbevægelsen en nøglerolle, både på grund af sin størrelse og styrke og på grund af mulighederne for at lægge pres på Socialdemokratiet.

I den videre udvikling af en bevægelse mod Fogh-regeringen og for en ny politik spiller Enhedslisten en nøglerolle. Ikke på grund af sin størrelse, men fordi det er det eneste betydende politiske parti, der reelt vil være igangsætter og organisator af arbejderbefolkningens kamp mod den borgerlige offensiv.

P.S. Kampen mod den borgerlige regering er ét af emnerne på SAP´s påskeseminar. Se hele programmet og de praktiske oplysninger på: www.sap-fi.dk.

SAP´s forretningsudvalg den 17. marts 2002