For indvandrerkvindernes ligeret og frigørelse

Kvindebevægelsen i Danmark har igennem årene haft forskellige kampspørgsmål på dagsorden.
For 100 år siden var det retten til ejendom, arv og stemmeretten. For 60 år siden var det retten til arbejde, selv om man var gift, og økonomisk uafhængighed fra fader og ægtemand. For 30 år siden var det den seksuelle frigørelse, uanset om man var gift eller ugift. Og retten til magt, ledelse og præsentation i folketing og bestyrelser.

Så i dag ser vi det som en selvfølge, at kvinder deltager på alle fronter, selv om der i praksis ikke er lige betingelser for mænd og kvinder. Kvinder er stadig svagere på arbejdsmarkedet, lønmæssigt og magtmæssigt, og kampen om hvorvidt barselsorlov er en ret eller en pligt raser.

Dette er kampspørgsmål for danske kvinder på en dag som i dag, 8. marts.

Men vi må ikke glemme, at den frihed og valgmuligheder, som danske kvinder i dag finder helt naturlige, også skal gælde alle de udenlandske kvinder, der bor i Danmark. Vi må ikke lade nogen berøringsangst holde os fra at kæmpe for deres sag. Vi må ikke lade en misforstået respekt for 'anderledes kulturer' stoppe os i at kæmpe for, at alle kvinder får den frihed, som vi har kæmpet for og stadig kræver.

Tvangsægteskaber og vold i hjemmet rammer indvandrerkvinder hårdt. Der er et run på krisecentrene af indvandrerkvinder, der ønsker et fristed fra en voldelig ægtemand eller far.

Den kommende lov om, at man skal være 24 år, før man kan få en udenlandsk ægtefælle til landet siges at skulle beskytte de unge fra tvangsægteskaber.

Den har i første omgang fået den effekt, at familierne i disse måneder skynder sig at få de unge gift for 'at nå det', før loven træder i kraft. Og i øvrigt kan en lov ikke alene ændre traditionen om, at forældrene bestemmer, hvem barnet skal giftes med. Lovens sigte er desuden, at en 24 årig er mere selvstændig og modig end en teenager og derfor kan sige fra over for familiens pres.

Men der er vidnesbyrd fra endnu ældre indvandrerkvinder om, at de til stadighed står under pres fra familien, og der er en angst for faderens eller familiens straf. Prisen for at bryde med familien kan ofte være for høj at betale for kvinder, der dermed mister hele deres sociale og måske økonomiske basis.

Derfor er der brug for reelle valgmuligheder til dem, der kan og vil bryde med en patriarkalsk opbygget tradition. Der skal afsættes større ressourcer til de kvinder, der ønsker at bryde med traditionens åg og eventuelt flygte fra familien. Og det kan bedst gøres af kvinder (og mænd), der forstår kulturkløften. Et eksempel er en forening som Foreningen Broen, hvor progressive indvandrerkvinder forsøger at rådgive unge ligestillede til at komme ud af arrangerede eller tvangsindgåede ægteskaber.

Et naturligt startpunkt i det danske samfund er at skabe en interesse for og en mulighed for uddannelse og job. Det vil i hvert fald give kvinderne en økonomisk uafhængighed.

Men interessen skabes ikke ved den integrationspolitik, som den nye regering lægger op til, nemlig med tvang til at arbejde eller økonomiske sanktioner. Den skabes først og fremmest ved at tilbyde kvalificerende uddannelse og ordentlige jobs.

Unge og voksne indvandrerkvinder skal opmuntres til uddannelse. Hvis de vælger den fra skal det undersøges, hvorfor de ikke er med. Bliver de hjemme, fordi deres familie siger, at uddannelse ikke er for kvinder? Så skal familien overbevises om, at uddannelse er godt. Bliver kvinderne hjemme, fordi de synes uddannelsesmiljøerne er for barske? Så skal der oprettes uddannelsestilbud f.eks. for kvinder alene.

Der er mange tabuområder omkring indvandrerkvinder, og de skal synliggøres. Både for danskernes og indvandrernes skyld. Vi har i de forløbne uger set tv-dokumentaren om Drengene fra Vollsmose. Nu vil vi også høre fra Pigerne fra Ishøj!

Det er måske den mest nærliggende opgave for en dansk kvindebevægelse at lytte til indvandrerkvindderne og støtte dem i deres kamp for frigørelse fra reaktionære normer og for økonomisk og social selvstændighed.

Socialistisk Arbejderpartis forretningsudvalg, 8. marts 2002.