Sådan er kapitalismen

Kapitalismen er bedrag. Kapitalismen er udbytning og berigelse. Kapitalismen er uansvarlig sjakren med ressourcer og liv. Og staten er et redskab for kapitalen.

Hvor mange artikler, afhandlinger og bøger er der ikke skrevet de sidste 20 år for at fastslå, at den slags påstande er forældede marxistisk betonfraser?

Og så får vi Enron-skandalen, det megastore amerikanske energi-og-meget-mere-selskab, der kollapsede.

I kølvandet på sammenbruddet er kendsgerningerne kommet for dagens lys. I et cirkus med 900 mere eller mindre tomme datterselskaber har Enron-ledelsen jongleret med forkøbsrettigheder, lån og fiktive beløb; hurtigere og hurtigere, indtil det hele ramlede.

Og de har taget sig godt betalt for det. De 20 topfolk scorede omkring seks milliarder kroner hver i løbet af Enrons sidste tre leveår. En stor del af beløbet stak de til sig, da konkursen var en uundgåelig.

Til gengæld er de øvrige tusinder af ansatte ikke alene blevet arbejdsløse, men har også mistet deres pension, som var placeret i de nu værdiløse Enron-aktieselskaber. I mindre målestok mister også danske lønmodtagere en bid af deres pension, fordi deres pensionsselskaber havde placeret investeringer i Enron. Og det siger ikke bare noget om samfundet, men noget helt specielt om pensionsinvesterings- og pensionskasse-systemet, og det burde tjene til advarsel for de lønmodtagere, som i dag accepterer at få en del af deres løn som medarbejderaktier.

Vi skal heller ikke glemme, at det ikke er rene papirpenge og cyberspaceværdier, Enron har leget med. Det er millioner af amerikaneres el- og gas-leverancer, og de vil også komme til at betale en del af prisen for sammenbruddet.

Men det helt fantastiske kapitel i Enron-historien er sammenfletningen af Enron og Det Republikanske Parti/den amerikanske regering, som overgår selv den vildeste vulgærmarxistiske konspirationsteori. Blot et par eksempler:

• Præsident Bush førte sin valgkamp fra et Enron-ejet jetfly, som han havde lånt af Enrons stifter og topdirektør Ken “Kenny Boy” Lay.
• Da Bush skulle ansætte en ny ledelse i det regeringskontor, der overvåger, at selskaber som Enron overholder lovene, fik Kenny Boy et kontor i Det Hvide Hus, hvor han kunne interviewe kandidaterne. Som formand for en slags børskommission valgte han en mand, der kom fra jobbet som advokat for Enrons revisorfirma Arthur Andersen;
• Bush’s økonomisk chefrådgiver er tidligere rådgiver for Enron;
• Bush’s finansminister er tidligere direktør Enrons advokatfirma;
• Bush’s minister for hæren er tidligere næstformand i Enron Energi;
• Bush’s handelsminister er tidligere rådgiver for Enron;
• Indtil de tiltrådte havde fjorten af Bush’s ledende medarbejdere aktier for over fem milliarder kroner i Enron.
• Enron var den største enkeltbidragyder til Bush’s valgkamp
• Flere af Bush’s topfolk blev ringet op af ledende Enron-folk, der bad om hjælp mod et forstående kollaps, men de gjorde intet for at advare investorer, ansatte og myndighederne.
• Til gengæld forberedte Bush og hans regering en lov, som ville have foræret Enron over halvanden milliard skattekroner.

Mange har nu travlt med at udråbe Enron til en særlig forbryderisk undtagelse – også på den måde ligner Farumskandalen det liberalistiske forbillede “over there”.

Og som i enhver “samfundskritisk” Hollywood-film vil der nu dukke helte op, der afslører forbryderne og får dem straffet og dermed sikrer retfærdigheden.

Men Enron var ikke outsider i amerikansk erhvervsliv. Det var en af de store. En af de højtpriste succeshistorier. Og to andre store selskaber er allerede gået samme vej af samme grunde.

Og man må stille sig spørgsmålet: Hvorfor skulle det kun være i de virksomheder, som går fallit, at ejere og topdirektører fusker og beriger sig og udnytter den tætte sammensmeltning med de ledende politiker?.

Eller som den bestemt ikke spor marxistiske økonom, Nobelprismodtageren Joseph Stieglitz, skriver: “Hovedparten af det, som Enron foretog sig, var ikke ulovligt. Virksomhedens revisorer hævder, at deres regnskabsmetoder lå indenfor lovens rammer, og at tusinder af firmaer gør nøjagtigt det samme. De har ret, og det er problemet.”

Eller som Per Dich sang: ”Sådan er kapitalismen”.

22. februar 2002, SAP’s forretningsudvalg