Liberalismens kronjuvel

"Farum er juvelen i kronen", som Lars Løkke Rasmussen så poetisk udtrykte det for tre måneder siden. Rigtigt nok. Venstres liberalistiske lykkesamfund i Farum har på overfladen længe lignet en succes. Der har været overskud til computere til børnene, charterrejser til pensionisterne, pasningsgaranti, et gigantisk sportsanlæg med tilhørende sportsstjerner som konsulenter, kulturelle fremstød osv. Borgmester Peter Brixtofte er en populær mand i Farum, som det bl.a. fremgår af stemmetallene til de seneste tre kommunalvalg.

Men under overfladen har det længe set mindre lyserødt ud. Økonomer og nogle få politikere har i årevis fremhævet problemerne i Brixtoftes måde at finansiere velfærden på. Nemlig gennem salg af alle kommunale ejendomme, og efterfølgende leje af de samme ejendomme - selv rådhuset er solgt. Tilbage i 1998 fremkom beregninger, der anslog, at Farum kommune ville gå bankerot, senest 20 år senere.

Også nogle af kommunens borgere mærkede bagsiden af medaljen. Ikke mindst de arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere, der var udsat for den benhårde tvangsaktivering, som Brixtofte kalder "jobgaranti". Problemerne har imidlertid været fejet godt og grundigt ind under gulvtæppet af det absolutte flertal, som Brixtofte regerer med i byrådet.

Det er den anden side af det liberalistiske lykkeland. Et enevældigt imperium, hvor Brixtofte og hans håndgangne embedsmænd konsekvent har nægtet at svare på spørgsmål, hvad enten de kom fra oppositionen i byrådet eller fra offentligheden. Farum kommune har haft et utal af sager i Tilsynsrådet, men har klaret sig gennem udenomssnak og trusler mod dem, der formastede sig til at klage.

Med til billedet af, hvorfor Brixtofte i så mange år kunne køre lystigt derudaf, hører også, at den socialdemokratiske gruppe i byrådet ikke har fungeret som opposition. Med Poul Winckler og Hans Carl Nielsen i spidsen har de som oftest bakket op om borgmesterens politik. For begges vedkommende kombineret med et nært samarbejde med Brixtofte i Farum Boldklub A/S. Det var også baggrunden for, at den lokale socialdemokratiske partiforening opstillede nye spidskandidater til det seneste kommunalvalg.

Nu er ballonen bristet, og sandhederne om Brixtoftes imperium er ved at komme frem. Det er jo enkelt nok. Kommunen forkæler de private firmaer gennem givtige udliciteringskontrakter, dyre prestigebyggerier og billig (tvangsaktiveret) arbejdskraft. Til gengæld yder de samme firmaer solide bidrag til sponsorering af den lokale Farum Boldklub A/S, hvor Brixtofte er formand.

Det er blot én af ulovlighederne, der er kommet frem i lyset. En anden handler om mere simpelt bedrageri, hvor regninger for hundrede tusinder kroner på mad og drikke er blevet ændret til "mødeudgifter". Der er tale om pamperi på et niveau, hvor selv en Willy Strube ikke havde kunne være med. Det er nok værd at skrive sig bag øret, at netop pamper-kulturen florerer mindst lige så meget blandt borgerlige politikere og erhvervsledere, som i arbejderbevægelsens top.

Det er også værd at hæfte sig ved, at kernen i Brixtoftes cirkus handler om sammenblanding af kommunal og privatkapitalistisk økonomi. Det udspringer af udliciteringspolitikken, som jo ikke kun finder sted i Farum. Selvfølgelig sætter det tingene på spidsen, når man som Brixtofte bevidst betaler overpris for private ydelser. Men selv om man holder sig indenfor lovens rammer, fører udliciteringer til at de offentlige myndigheder bliver dybt afhængige af firmaerne - ofte firmaer, som har noget der ligner monopol på deres område. Samtidigt forsvinder den demokratiske kontrol med pris og kvalitet af de ydelser, som borgerne skal leve med.

Farum-modellens sammenbrud er på sin egen barokke måde en illustration af Venstres liberalistiske afveje. Ved sidste folketingsvalg sagde et flertal af befolkningen fra overfor det socialdemokratiske projekt, som kan betegnes som bureaukratisk og umyndiggørende. Men sagen er, at Venstres liberalistiske alternativ er mindst lige så bureaukratisk og umyndiggørende. Lidt firkantet sagt er den eneste forskel, at Venstre vil udskifte offentlige administratorers magt med private firmaers og direktørers.

Over for de to, meget lidt attraktive, alternativer, må vi socialister igen og igen fremhæve mulighederne for at styrke demokrati og selvbestemmelse ved at udvikle og udbygge den offentlige sektor. Det handler om de ansattes selvforvaltning, og et direkte samarbejde mellem brugere af og ansatte i den offentlige service. Det handler om at fratage de private virksomhedsejere retten til at skabe arbejdsløshed, for derefter at tage billig, tvangsaktiveret arbejdskraft ind. Det handler om, at både produktion og social service kan gøres bedre og billigere, hvis man holder såvel bureaukrati som privat profit ude.

15. februar 2002, Socialistisk Arbejderpartis forretningsudvalg.