På glidebanen – eller bare på banen?

Når hele hæren af EU-begejstrede, borgerlige aviser i disse dage højlydt hoverer over, at Enhedslistens Keld Albrechtsen (KA) nu omsider skulle være kommet til fornuft og have opgivet sin efter deres opfattelse tåbelige modstand mod unionsudviklingen – ja, så må man håbe, at dette i det mindste får mange til at læse det debatoplæg til Enhedslistens årsmøde, som er årsag til det hele!

For uanset de horrible misforståelser, man kan se i nogle aviser, er den diskussion, som KA’s debatoplæg "Venstrefløjen og EU" rejser, rigtig og nødvendig.

Kerneproblemet er, at i takt med, at den politiske og økonomiske unionsdannelse og nedbrydningen af de nationale grænser bliver en stadigt mere påtrængende realitet, bliver den "boykot-strategi" (med henvisning til nationalstaten som et mindre onde eller endda et ideal), som den danske unionsmodstand er opvokset med, stadigt mindre hensigtsmæssig.

KA fremfører i sit oplæg, at venstrefløjen "er mindst et årti bagud i international organisering", og at vi nu "må spille ud med forslag, som kan samle de røde og grønne kræfter i hele Europa". I forlængelse af dette fremfører han, efter en gennemgang af EU’s katastrofale politik mht. krig, fattigdom og miljø, at kampen for et alternativ til denne udvikling "må føres både i og udenfor den eksisterende unions institutioner".

Er dette en kniv i ryggen på EU-modstanden? Næppe. Faktisk er denne erkendelse så udbredt, at endog Folke- og Junibevægelsen stemmer for "politisk sympatiske" forslag i EU-parlamentet, selv om det drejer sig om områder, de helst ikke ønskede underlagt EU overhovedet.

KA går i debatoplægget nogle skridt videre, når han – i relation til den aktuelle forfatningsdebat i EU – mener, at vi offensivt skal rejse "forslag af overnational karakter", f.eks. minimumsrettigheder for asylansøgere hhv. flygtninge og indvandrere, "røde konvergenskrav" mht. beskæftigelse og fattigdomsbekæmpelse m.m., en "rød Marshall-plan" for Østeuropa og en ægte miljøgaranti. I forlængelse af dette peger han på et behov for at omformulere (ikke afskaffe, faktisk) de forbehold, som tilhængerpartierne sammen med SF formulerede i 92-93 for at snyde os til at ændre et nej til et ja.

Disse videre skridt kræver grundige principielle såvel som konkrete diskussioner. Hvis man stiller offensive krav om ny kompetence til EU, er der – trods de gode intentioner – en oplagt fare for at så illusioner og styrke et apparat, som vi ikke selv har den ringeste tillid til. Og ideerne om, at vi kan sikre bedre forhold for de fattige i Syd- og Østeuropa gennem "røde konvergenskrav" kan i værste fald bruges til at fjerne fokus fra det væsentlige: at mobilisering til sociale kampe, ikke teknisk plausible reformforslag, er det, der i realiteten skaber forandring og velfærd. Hvis man ikke umiddelbart kan få øje på faren for en "EU-reformisme", bør man studere udviklingen i SF!

Det skal diskuteres, hvordan vi fortsat kan udnytte EU-institutionernes manglende folkelige legitimitet til at ryste selve den udemokratiske unionsbygning i sin grundvold. Og vores krav skal pege frem mod og vores alternativ bygge på "et opgør med selve de grundlæggende og bærende piller i unionsbygningen" - som KA i debatoplægget formulerer det (modsat SF, forøvrigt).

Hvad de danske forbehold angår, kan det bestemt også diskuteres, om KA’s ide om en folkeafstemning om "omformuleringer af forbehold" har gang på jorden i det virkelige liv – og om dette krav rummer en positiv dynamik. Det forekommer ikke ret sandsynligt.

Men alle disse indvendinger rokker ikke ved, at det er grundlæggende rigtigt, at der er brug for kamp på tværs af grænserne for et alternativ, for offensive røde og grønne krav. Og at det bliver stadigt mere urealistisk at hævde, at ingen af disse krav må stilles som krav til beslutninger/handling i den Union, der faktisk er den centrale politiske magt på en lang række områder. Hvis vi vil være på banen, ikke på sidelinjen, må vi på en eller anden måde tage konsekvensen af, at EU i dag er rammen om meget af det, der engang foregik på Christiansborg. At mange problemer (i hvert fald med det indre marked som en realitet) slet ikke kan løses på nationalstatsligt niveau. Hvis vi kigger ud over de nordiske rammer, er det for øvrigt også en politisk realitet, at de brede mobiliseringer for "et andet Europa" nok kan opbygges mod EU’s nyliberalistiske projekter, men ikke mod udviklingen/eksistensen af overnationale instanser som sådan.

Diskussionen om, hvilke konsekvenser disse konstateringer – på den ene og den anden side - skal have for vores EU-politik, er en diskussion, som vi allerede inden de sidste dages pressedrama besluttede at tage i SAP, bl.a. i de kommende numre af vores blad "Socialistisk Information" og på det kommende påske-seminar. Det er også en diskussion, der er besluttet i Enhedslisten – og her er Keld Albrechtsens skriftlige debatoplæg en god begyndelse.

Det bliver så en første politisk opgave at få flyttet debatten fra den helt overdrevne fokusering på de forbehold, som er formuleret af vores politiske modstandere, og som aldrig har været og aldrig kan blive kernen i den kamp for et andet Europa, som skal føres.

(Keld Albrechtsens debatoplæg "Venstrefløjen og EU" kan – og bør! - læses i Enhedslistens medlemsblad, "Rød-grønne Linjer", eller på www.enhedslisten.dk. Læs også EU-debat i februar-nummeret af Socialistisk Information)

8. februar 2002, Socialistisk Arbejderpartis forretningsudvalg.