Regeringen er hård, men ikke usårlig

Så groft, så bredt, så omfattende. Forbløffelse blander sig med chok hos de fleste, efterhånden som indholdet af nedskæringerne i regeringens finanslovsforslag kommer for dagens lys: miljø, uddannelse, forskning, fyring af statsansatte, økologi, børns skolemad, menneskerettigheder, u-landshjælp, arbejdsmiljø, integration.

Over alt, hvor der foregår noget socialt, miljømæssigt bæredygtigt eller solidarisk, skæres der, eller der lukkes helt ned. Den anti-sociale ultra-liberalistisk ideologi føres ud i livet med en meget effektiv tættekam, der rammer helt ned i de små, fornuftige projekter.

Og hvorfor? For at erhvervslivet kan få lov at skylde samfundet i momsbetaling længere, så de selv kan score renteindtægten, mens de tilbageholder de indkrassede momspenge. Plus en stribe andre gaver til erhvervslivet, som oven i købet selv fik lov at indlevere en ønskeseddel lige før jul.

Jo, der afsættes også halvanden milliard til hospitalerne. Men det bliver der sandelig også brug for, når sygdomsforbyggende initiativer som sund mad til skolebørnene, mindre gift i landbruget og kontrol med og forskning i arbejdsmiljøet slagtes. Eller når regeringen skaber flere trafikofre med højere fartgrænser og færre penge til Rådet for Større Færdselssikkerhed.

Regeringen er gået så hårdt til den, at også dens kernevælgere på handelsskoler og i de store virksomheders direktionslokaler føler sig trådt over tæerne. Der er murren i de borgerlige kredse. Skulle vi alligevel have stemt anderledes, spørger de sig selv.

Men der er langt fra tale om et uovervejet udspil. Anders Fogh Rasmussen holder sig stadig strengt til den valgte strategi. I denne omgang spares der på en hel masse enkeltområder. De fleste nedskæringer rammer relativt mindre grupper mennesker, som alligevel ikke hører til VK’s vælgere, eller som ikke har tradition for at reagere med protester.

Men de store lønmodtagergrupper og hovedparten af Venstres og Konservatives vælgere slipper stadig forholdsvis billigt. Statsministeren er stadig kun i gang med at forberede den store hulemandsliberale konfrontation med arbejderklassen og velfærdsstaten.

Regeringens taktisk velovervejede fremgangsmåde er også en af grundene til, at vi næppe vil se strejker og demonstrationer med  titusinder på Slotspladsen mod regeringen – selv om angrebene i virkeligheden er skrappere end det, der fremprovokerede Påskestrejkerne i 1985.

En anden forklaring er, at forståelsen for og evnen til at mobilisere til politiske aktioner skal genopbygges efter mange års passivitet.

Men det er netop også det, vi kan nu. For ikke alle bøjer sig for regeringen. Skoleelever, gymnasieelever og studenter har gennemført eller planlægger demonstrationer og andre aktioner. Det samme gør aktive i u-lands-organisationer og aktive i integrationsarbejdet sammen med anti-racister.

Ganske vist ser vi næppe de statsansatte gå i strejke mod fyringerne, men de kan stemme nej til overenskomsten – netop på grund af fyringsbølgen. Og de kommunalt ansattes forbundsledere har endnu ikke turdet skrive under på en overenskomst med mere decentral Ny Løn. Også det kan ende med at udløse konflikt.

Opgaven for alle regeringsmodstandere – og først og fremmest alle socialister – er nu at deltage i, støtte og udbrede disse enkeltstående protest-aktiviteter. Ved at gøre dem omfattende, gennemslagskraftige i forhold resten af befolkningen og måske oven i købet så effektive, at de kan opnå delresultater, kan vi genopbygge aktionserfaringen, genoplive græsrodsarbejdet i fagbevægelsen og udvikle et nyt lag af aktionsledere.

Det er forudsætningen for at komme vide til næste fase, hvor de forskellige aktioner koordineres, og hvor der udvikles et fælles, samlet aktionsprogram for kampen mod regeringen. Det er vejen til det nødvendige politiske opgør med VK-regeringen og dens politik.

1. februar 2002, Socialistisk Arbejderpartis forretningsudvalg.