Det midtjyske eksperiment

Togpassagererne i det midt- og vestjyske bliver de første, der skal udsættes for ”den engelske syge”. Fra næste nytår skal det private transportfirma, Arriva, overtage togdriften på ruterne i området.

Hele sagen illustrerer på værste vis de katastrofale følger det får, når politikerne gribes af udliciteringsrusen. Først fik den socialdemokratisk-radikale regering vedtaget, at de midt- og vestjyske ruter skulle udliciteres. Men DSB var ikke udelukket; de kunne byde på lige vilkår. Det forsøgte DSB, og presset af udsigten til at miste ruterne afleverede de et meget billigt tilbud. Hermed var den første skade allerede sket, for selv hvis de vandt, ville DSB være tvunget til at stramme arbejdstempoet og sænke serviceniveauet.

Men i mellemtiden havde vi fået en VK-regering. For dem er udlicitering ikke nok. De ville være helt sikre på, at det ikke blev DSB med årtiers erfaring og udlært personale, der vandt. I mængden af mere eller mindre urealistiske dumpingtilbud afviste trafikministeren DSB’s, fordi det var for billigt! Helt i tråd med regeringens overordnede holdning til viden og ekspertise, valgte trafikminister Flemming Hansen at undlade at undersøge-skråstreg-ignorere de britiske og hollandske erfaringer med Arrivas togdrift. Det skal være et privat selskab, fordi det skal det!

Og for ikke at skulle havne i samme situation en anden gang, gør regeringen klar til at privatisere DSB, så der kun optræder private selskaber næste gang.

Det betyder, at de ansatte kan se frem til hårdere og dårligere planlagt arbejde, og at passagererne i Jylland kan forvente aflysninger, nedslidte tog, flere togulykker, dårlige forbindelser til andre transportmidler og højere priser. Med andre ord: den engelske jernbanesyge.

Det paradoksale er, at regeringen vælger at sprede sygdommen i Danmark netop på det tidspunkt, hvor realiteterne har tvunget den ellers så liberaliseringsforblændede britiske regering til at påbegynde kuren: at trække dele af jernbanevæsenet tilbage i offentligt regi. At virkeligheden før eller siden også vil trænge sig på i Danmark på samme måde, som det er sket med de udliciterede børnehaver, er en ringe og dyr trøst. For når Arrivas togafdeling går fallit, bliver det staten, som for skattekroner skal sætte skinnerne sammen igen og skubbe togsættene igang.

For tiden bliver der ofte sat spørgsmålstegn ved fagbevægelsens eksistensberettigelse.

Her er en sag, hvor bevægelsen virkelig har en mulighed for at markere sig, mobilisere og opbygge sig. Men det kræver, at bevægelsen løsriver sig fra det socialdemokratiske morads af småkævl mellem folketingsmedlemmer om, hvorvidt trafikministeren skulle have givet DSB en lidt større chance eller ej.

Hvad der er behov for, er en klar udmelding fra fagbevægelsen: Som så mange andre samfundsopgaver kan det kun skade togdriften at blive overladt til indbyrdes konkurrence mellem overskudssøgende private – eller halvstatslige – virksomheder.

Samfundsopgaver løses bedst i fællesskab. Derfor skal togene tilbage til DSB, og DSB skal afprivatiseres. Som statslig virksomhed har befolkningen i det mindste muligheden for at stille politikerne til ansvar for de beslutninger, der træffes. Men for at få en virkelig effektiv og bæredygtig kollektiv trafik er der brug for yderligere demokratisering, dvs. direkte indflydelse til de ansattes organisationer og til brugerne. Tusindvis af passagerer er parat til at kræve og gøre en indsats for en ordentlig togdrift. De er så småt begyndt at organisere sig i pendlerforeninger, men hvis kampen mod togprivatiseringen skal vindes, kræver det, at fagbevægelsen med dens organisatoriske styrke stiller sig i spidsen for kampen.

SAP’s forretningsudvalg, 11. januar 2002