I krig med bind for øjnene

Under 24 timer tog det Folketinget at klarlægge baggrunden, besvare alle spørgsmål og gennemskue konsekvenserne af at sende danske soldater i krig i Afghanistan.

Ganske vist blev der stillet over 50 spørgsmål i forsvarsudvalget. Men de kom stort set alle fra ét folketingsmedlem, Keld Albrechtsen, Enhedslisten. De blev besvaret i løbet af et par nattetimer, og svarenes kvalitet var derefter. F.eks. forklarede forsvarsministeren, at indsatsen i Afghanistan ikke ville svække det danske beredskab – men den ville kræve store ekstrabevillinger for at kompensere for de ressourcer, som nu blev anvendt langt fra landets grænser.

På det møde i udvalget, som skulle behandle de første svar og evt. fremsætte supplerende spørgsmål til ministeren, var der kun ét medlem til stede – Keld Albrechtsen. Men det var også ud på de små nattetimer, og der er jo ingen grund til at ødelægge sin nattesøvn på grund af lidt krig.

Næste morgen, fredag den 14. december, var det store flertal af Folketingets medlemmer parat til at vedtaget forslaget om at sende soldater og jagerfly til Afghanistan. En grundigere behandling ville også have krævet, at folketingsmedlemmerne skulle på arbejde igen mandag den 17. december i stedet for at tage på juleferie.

Den nye statsminister, Anders Fogh Rasmussen, udtrykte sikkert meget præcist, hvorfor der ikke var nogen grund til at diskutere så meget: ”Jeg har tillid til den amerikanske ledelse af den internationale koalition, og jeg føler ingen trang til at rådgive amerikanerne.” De danske soldater stiller, når Uncle Sam kalder – uanset hvor, hvorfor og til hvad?

Samme ubegrænsede tillid har statsministeren til USA’s planer om at udvide krigen til nye lande. Yemen, Somalia og Pakistan er de oplagte næste muligheder. Derefter er Irak en mulighed. Og så… Selv Tyskland og Frankrig har besluttet at holde lidt igen og advare mod at udvide krigen til nye lande. Men Anders Fogh kender sin plads; han skal ikke rådgive præsident Bush.

Så snart vi er kommet ind i det nye år, vil statsministeren igen indkalde Folketinget for at sende et nyt hold soldater til Afghanistan. I modsætning til det første hold, som skal føre krig sammen med USA, skal det andet hold være fredsskabende under FN-flag sammen med USA. Vi håber så, at afghanerne husker at skelne mellem de krigsførende danskere og de fredsskabende danskere. Det kan ganske vist gå hen at blive svært, hvis USA får sin vilje, hvad de ofte gør i FN’s Sikkerhedsråd for tiden. USA ønsker nemlig, at FN’s fredsskabende styrker skal være under USA’s militære kommando på linje med de krigsførende tropper. Den synes Tyskland er lidt for tyk. De vil gerne opretholde et vist skær af forskel mellem Pentagon og FN. Men den danske forsvarsminister løfter ikke øjenbrynet. Vi ved jo, at Danmarks regering ikke kunne drømme om ”at rådgive” den amerikanske ledelse.

I den forløbne uge fik vi et godt et eksempel på, i hvor høj grad denne blinde tillid til USA’s regering og militære ledelse er på sin plads. De miltbrandsporer, som blev spredt til amerikanske mediefolk og politikere i måneden efter angrebet på World Trade Center, stammer efter al sandsynlighed fra det amerikanske forsvars egne laboratorier for biologisk krigsførsel.

Viser dette sig at være korrekt, har USA militær ikke bare været årsag til sine egne borgeres død. De har også brudt en international konvention fra 1972 om begrænsning og afskaffelse af verdens lagre af biologiske våben. Det er virkelig den rette nation til at hæve FN’s, ”det internationale samfunds” og ”den international retssikkerheds” fane i Afghanistan.

Det er en gammel revolutionær sandhed, at selv de mest banale og begrænsede krav kan blive samfundsomvæltende under de rette betingelser. Kravene om brød og fred blev grundlaget for den russiske revolution i 1917. Hvis det stadig fungerer sådan, vil kravene at ”åbne øjnene”, ”tænke selv” og ”handle selvstændigt” om ikke skabe en revolution så i hvert fald kunne vende op og ned på dansk udenrigspolitik og det massive folketingsflertal bag den, som døve og blinde vader i hælene på USA.

21. december 2001, SAP’s forretningsudvalg