Meld Danmark ind i Det andet Europa!

SAP topside

 I disse dage mødes EU-lederne til deres halvårlige topmøde. Denne gang hygger de sig med den belgiske konge på hans slot i Laeken, lidt udenfor Bruxelles. Men samtidig med, at de spiser deres overdådige middage træffer de også beslutninger, der vedrører alle EU-borgere - og ofte endnu flere.

I denne weekend skal EU-topmødet bl.a. søsætte diskussionerne om EU's fremtid, som skal udmunde i en ny traktat i 2004. Og vi kan også se frem til beslutninger om oprettelse af en egentlig EU-hær, samtidig med at hysteriet efter 11. september får dem til at vedtage en række vidtgående beslutninger - på USA's bestilling - der i kampen mod terrorisme vil fjerne en række basale retssikkerheder.

Heldigvis kan EU-lederne ikke længere træffe deres beslutninger henover hovederne på folket. I lighed med de seneste topmøder, er der lige nu mange tusinder aktivister på gaden i Bruxelles.

Torsdag deltog op mod 100.000 fagligt aktive folk fra hele Europa i en demonstration i Laeken. 41 nationale fagforbund fra over 20 europæiske lande havde delegationer i den enorme faglige demonstration. Midt i denne demonstration kunne man pludselig mærken internationalismen som noget meget konkret. Franskmænd, belgiere, polakker, slovenere og tyrkere gik side om side og råbte "Nej til kapitalens Europa - ja til et socialt Europa!". Her var en ægte og ubetinget solidaritet mellem arbejderne fra de mange forskellige lande.

Men danskere var der stort set ingen af i denne europæiske demonstration. LO's Bruxelles-konto kunne på forhånd oplyse, at man ikke vil deltage fordi, at "vi ikke har tradition for at demonstrere i Danmark." Og de mere venstreorienterede og EU-kritiske fagforeninger valgte at holde sig fra demonstrationen med en berettiget kritik af dens politiske indhold.

Selvom demonstrationen var præget af slagord mod EU og røde faner, var den unægtelig indkaldt på et lige lovligt EU-positivt grundlag.  Under hovedparolen "Europa - det er os", krævede arrangørerne - det europæiske LO - mere magt til EU i en forestilling om, at EU så vil kunne sikre bedre vilkår for Europas arbejdere.

SAP tror ikke på, at den europæiske arbejderklasse vil stå bedre med et styrket EU. Dertil har EU's hidtidige politik været alt for koncentreret om erhvervslivet og kapitalens - frem for menneskenes! - fri bevægelighed. Men SAP vil bestemt ikke afskrive kampfæller, blot fordi de har en anden opfattelse af hvad der kan lade sig gøre inden for EU!

EU er skoleeksempel på, at det er overklassen og erhvervslivet, der for alvor formår at organisere sig internationalt. Hvis de skal have et reelt solidarisk modspil må arbejderbevægelsen øjeblikkeligt arbejde for en langt bedre international organisering. I den sammenhæng kan de europæiske demonstrationer ses som et første spædt skridt.

I kampen mod den neoliberale offensiv går den væsentligste skillelinje mellem de, der står på folkets og arbejderklassens side, og de der står på profittens og overklassens side. Her kan vi intet progressivt få ud af, at sætte en skillelinje mellem EU-modstandere og EU-tilhængere.

Her er det på høje tid, at de progressive og EU-kritiske bevægelser i Danmark tager del i den alternative organisering der er på europæisk plan. Op til EU's topmøde i København 2002 vil dette blive mere og mere vigtigt. Det er ikke et spørgsmål om Danmark eller EU. Derimod ser vi nu en stærk bevægelse for et andet Europa udvikle sig i den øvrige del af kontinentet. Nu må progressive i Danmark gå med og deltage aktivt i den konkrete opbygning af et andet Europa!

SAPs forretningsudvalg, fredag 14. december 2001.