Den nye regering: Hulemanden har en plan

Forklædt som socialdemokrat. Sådan har mange beskrevet Anders Fogh Rasmussen og Venstre under valgkampen.

Helt forkert er det ikke. Væk var de værste ultraliberalistiske hulemandsforslag. Når andre partier hev dem frem i lyset, blev de enten kasseret på stedet som forslaget om fri huslejefastsættelse. Eller de blev benægtet som forslaget om at sende en stor gruppe arbejdsløse på halve dagpenge.

I stedet væltede en masse – traditionelle socialdemokratiske – velfærdsord og løfter ud af munden på partilederen fra Venstre.

Indtrykket blev ikke for alvor rykket af regeringsgrundlaget, åbningstalen og listen over forslag, som regeringen vil fremsætte inden for de første 100 dage ved magten.

På listen var der ingen drastiske privatiseringsplaner, hverken omfattende sociale nedskæringer eller frontalangreb på mindsteløn og fagbevægelse.

Den gennemgående tone i kommentarerne fra socialdemokrater, SF’ere og Enhedslisterepræsentanter var da også: Ja, lad os nu se, når forslagene bliver konkrete, og regningen for løfterne skal betales.

Betyder det, at vi kan ånde lettet op? Er Fogh alligevel ikke så slem? Er det i virkeligheden umuligt i det danske samfund og det danske Folketing at drive andet end varianter af socialdemokratisk politik, sådan som nogle hævder?

Nej, så nemt slipper vi ikke. Højst sandsynlig er den lidt forsigtige start led i en langsigtet strategi. Anders Fogh Rasmussen regner med at sidde mere end én folketingsperiode, så han har ikke travlt.

Efter alt at dømme er hans strategi at forberede de store konfrontationer i løbet af de næste par år – i stedet for at kaste sig ud i dem med det samme.

Derfor består den indledende fase af to elementer. For det første sætter han ind i samfundets og den politiske kamps randområder. Det gælder åbenlyst indvandrere og flygtninge, som hurtigt kommer til at mærke den nye regering. På samme måde vil en gruppe arbejdsløse mærke liberalismen på pengepungen. U-landshjælpen kommer til at holde for, og længere fængselsstraffe uden nogen effekt er også med i første runde.

For det andet forsøger regeringen sig med en stribe forslag, der tilsyneladende ikke har de store konsekvenser. A-kasserne bliver ikke taget fra fagbevægelsen, men konkurrenterne får det lettere. Post Danmark bliver ikke privatiseret, men sat på aktier, så det senere kan privatiseres. Heller ikke hospitalerne og hjemmeplejen bliver privatiseret, men de private hospitaler og servicevirksomheder får garanteret flere kunder, så den offentlige sundhed får færre midler at rutte med. Fagbevægelsens forhandlingsret afskaffes ikke, men arbejdsgiverne får frit spil til at tvinge de ansatte på deltid, så vejen banes for en masse løse, halve jobs uden rettigheder – de såkaldte McJobs.

Fælles for disse forslag er, at de undergraver de kollektivt baseret velfærdsordninger og ikke mindst mulighederne for, at fagbevægelsen senere kan forsvare sig, når dødsstødet sættes ind. I den forstand har Fogh lært mindst lige så meget af Margareth Thatcher som af Tony Blair. Først undergraver man arbejderbevægelsens kollektive styrke, og så slår man til.

Vi skal altså ikke lade os narre af opvarmningsøvelserne. Kun en tåbe frygter ikke hulemænd i jakkesæt.

Til gengæld giver Foghs fremgangsmåde os en tidsfrist. Vi får et år eller to til at opbygge en modstandskraft, der kan sætte i hælene i, når de virkelige slag skal udkæmpes.

Det er i det lys, at initiativet "Fakkeloptog mod højredrejningen" den 12. december, kl. 17.00 fra Rådhuspladsen i København er vigtigt. En gruppe aktivister har taget initiativ til at samle fagforeninger, politiske organisationer, indvandrerorganisationer og repræsentanter for andre grupper, der vil blive ramt af den nye regering: "Det er vigtigt at vise, at ikke alle bakker op om denne udvikling, og at der er andre syn på det danske samfund end højrepopulismens. At vi stadig er mange, som ønsker en hverdag præget af gensidig respekt, forståelse og solidaritet," skriver initiativtagerne.

Vi skal ikke forvente tusindvis af mennesker på gaden. Det er for hurtigt efter valget. Konsekvenserne er ikke åbenlyse endnu. Men efterhånden, som det nye højreflertals forslag bliver ført ud i livet, vil vi opleve forskellige grupper i samfundet reagerer med protester og aktioner. Enkelte af dem vil opnå resultater, men mange vil være oppe imod overmagten. Derfor vil det være helt afgørende, at der bliver skabt en samling af anti-regerings-kræfterne, efterhånden som de udvikler sig.

Det er dette perspektiv, som "Fakkeltog mod højredrejningen" allerede nu har rejst. Det fortjener opbakning.

SAPs forretningsudvalg, fredag 7. december 2001.