WTO-topmøde: Del og hersk

Store indrømmelser til udviklingslandene. WTO skaffer u-landene billig medicin og bedre muligheder for at sælge deres varer. EU-kommissærer, danske ministre, journalister – men også visse NGO-repræsentanter og selv regeringsledere fra Afrika og Asien er faldet over hinanden for at rose resultatet af topmødet i Verdenshandelsorganisationen, WTO, i Qatar i begyndelsen af november.

Men for at forstå, hvad der virkelig foregik på topmødet, må vi finde et begreb fra den klassiske engelske imperialisme frem: "Del og hersk-metoden", som englænderne anvendte med stor succes netop over for deres kolonier i Afrika og Asien. Man favoriserede et etnisk mindretal frem for resten af befolkningen i en koloni – eller allierede sig med en lokal maharraji, som kontrollerede en del af befolkningen.

Dermed fik de engelske imperialister en allieret, og først og fremmest fik de sat forskellige dele af befolkningerne op imod hinanden, så de kunne herske og udbytte i fred og ro.

Og bag den smarte taktik lå selvfølgelig altid jernnæven, den rå magt.

Nøjagtig samme taktik og med lige så stor succes anvendte vores dages imperialister, USA og EU, over for repræsentanterne for Den Tredje Verdens lande ved WTO-topmødet. På den måde fik de gennemført hovedparten af det, de havde som deres erklærede mål. Det var tilfældigvis det samme, som de fleste Tredje Verdens lande havde sat sig for at undgå: Et omfattende forhandlingsprogram, som både skal føre til yderligere liberaliseringer på de områder, WTO i forvejen dækker, og udbrede liberaliserings-korstoget til helt nye områder, som ikke har med international handel at gøre.

I over tre år har u-landene og især de fattigste af dem kæmpet for at undgå sådan en ny stor forhandlingsrunde. De har dårlige erfaringer med de WTO-aftaler, som trådte i kraft i 1995, og deres grundlæggende ønske var, at der skulle gøres status over de gamle aftaler, før man begyndte at udvide de, og før der blev tilføjet nye arbejdsområder.

I stedet fik udviklingslandene uforpligtende tilsagn om en status og en lettere reparation af de gamle aftaler, men kun hvis de om to til fire år samtidig:

- yderligere fraskriver sig muligheden for at beskytte deres landbrugs- og industri-produktion mod konkurrence fra den rige verden;

- indgår en aftale, der sikrer de multinationale investorers rettigheder;

- indgår en aftale, der gennemtvinger fri konkurrence inden for landets grænser;

- indgår en aftale, der tillader WTO at blande sig i, hvordan leverandører til offentlige myndigheder udvælges;

- indgår en aftale, der yderligere liberaliserer handlen med tjenesteydelser og dermed bliver en rambuk for privatisering.

Med andre ord skal de fattige, afhængige lande fraskrive sig de politiske og økonomiske redskaber, som de imperialistiske lande brugte til at udvikle deres egne økonomier.

Ved topmødet for to år siden i Seattle lykkedes det at sætte en kæp i hjulet på USA’s og EU’s offensiv, der skulle sikre de multinationale selskabers handlefrihed på verdensmarkedet. Det skyldtes en kombination af sammenhold i gruppen af u-lande, omfattende mobiliseringer, dårlig forhandlingsledelse fra USA’s side... og overraskelseseffekten.

Denne gang var de imperialistiske regeringer forberedt. De smovsede erklæringen ind i fraser om udvikling i Den Tredje Verden; de manipulerede effektivt med det officielle forhandlingsforløb; de tilbød udvalgte af de normalt genstridige regeringer særligt fordelagtige eksportmuligheder; de lovede en ekstra bistandspakke til Afrika; de lode EU-landenes tidligere kolonier bevare fortrinsretten til det europæiske marked nogle år endnu; og de truede med at trække mødets eneste – lille – forbedring for u-landene (aftalen om muligheden for at bryde medicinpatenter) tilbage.

Den fælles u-landsfront brød sammen, og EU og USA fik det næsten, som de ville.

Der kan også peges på små lyspunkter ved topmødet. De rige landes regeringer opnåede ikke alt, hvad de ville.

Men det mest bemærkelsesværdige er ikke desto mindre, at det lykkedes USA og EU at få det meste af deres dagsorden vedtaget - trods stor opmærksomhed og kritik fra organisationer og bevægelser, trods forøget politisk selvbevidsthed fra udviklingslandenes regeringer og trods fortsat uenighed mellem de imperialistiske lande indbyrdes.

Det understreger, at det stadig er rå magt, der tæller – også i WTO; og at det bliver en stor, men nødvendig opgave at opbygge den nødvendige modmagt – med al den oplysning, mobilisering og alliancedannelse, det vil kræve.

I Danmark er Attac stadig det bedste sted at bidrage til at løse opgaven.