Hverken en hel eller en halv Fogh

Det borgerlige Danmark vejrer morgenluft ved dette valg: Nu skal det være. Venstre og Konservative skal danne regering med støtte fra Dansk Folkeparti, og så skal der rydtes op. Ih, hvor de glæder sig.

Der skal skæres ned i den offentlige velfærd. Mindstelønnen skal sænkes. Understøttelsen skal være endnu mindre. Indvandrere og flygtninge skal jages og nogen af dem helt ud af landet. Og med bin Laden som undskyldning skal de demokratiske frihedsrettigheder beskæres.

Til gengæld skal de rige slippe billigere i skat, og arbejdsgiverne have mere frihed til at gøre de ansatte syge og til at svine miljøet. Samtidig skal det private erhvervsliv – og ikke mindst de multinationale selskaber – have fri adgang til at score profit på den offentlige sektor – gennem udliciteringer og privatiseringer.

Og så skal vi have mere politi og flere fængsler.

Over-Danmark skal igen have sin helt egen regering.

Med alle deres fusere og dementier og fejlskudte projekter i kommunerne kan man ikke hævde, at det er de borgerlige partiers egen fortjeneste, at de nu har en reel chance for at danne regering. Ansvaret ligger først og fremmest hos Socialdemokratiet.

I stedet for at markere en modpol er Socialdemokratiet i de ni år, de har haft regeringsmagten, kommet de Venstre og Konservative mere og mere i møde: både når det gælder konkrete lovforslag, og når det gælder den ideologiske debat. Med udliciteringer, EU-traktater, stramninger for indvandrere- og flygtninge og lemlæstelse af efterlønsordningen har Socialdemokratiet sendt det signal til befolkningen, at de borgerlige partier i bund og grund er på rette spor – blot skal vi holde et lidt langsommere tempo

Så er det, det bliver svært at overbevise vælgerne om, at det vil være en katastrofe at udskifte den ene Rasmussen med den anden.

SF har stort selv sagt, hvad der er at sige om deres rolle i de sidste par år og ved dette valg: Både på det økonomiske område og i EU-politikken har regeringen gjort det rigtigt godt, lyder det fra den kant.

Senest har partiet demonstreret sin unødvendighed ved at stemme for alle krigsbeslutninger i Folketinget og ved at bakke op om EU’s forsøg på at kue u-landene til mere liberalisering og frihandel via WTO.

Heldigvis kan vi se små spirer til at sætte en anden politisk dagsorden og vende udviklingen. Det er blevet muligt at anfægte den liberalistiske dagsorden i den offentlige debat. Lokale protester har tvunget selv Venstrekommuner til at opgive udlicitering, og på internationalt plan har bevægelsen mod liberalistisk globalisering tvunget nogle af de internationale institutioner på tilbagetog.

For os er det vigtigste ved dette valg, at resultatet styrker denne udvikling.

Den første forudsætning er naturligvis, at vi undgår en Fogh-regering, og jo flere stemmer venstrefløjen får, jo større chance er der for det. Men at undgå en VK-regering er alt for kortsigt og uambitiøst. "Four more years" magen til de foregående vil blot betyde, at V og K står endnu stærkere om fire år og med en endnu sortere dagsorden. Til den tid vil Venstres formand ikke dementere forslag om internering af muslimer, om særregler for paki’er og om privatisering af fængsler.

Hvis ikke vil vi nøjes med et ministeralternativ til Fogh-Rasmussen, Bendt Bendtsen og de andre, men også et politisk alternativ, så skal Enhedslisten i Folketinget – og helst stærkere end i dag.

Hvem skal ellers:

Derfor er der ingen tvivl om, at vi opfordrer alle til at stemme på liste Ø!