Selv om der har været økonomisk opsving de seneste fire år med en deraf følgende stigning i skatteindtægterne og et vist fald i arbejdsløsheden, må det store flertal af vælgerne her før kommunalvalget den 20. november konstatere, at den sociale service i kommuner og amter i det store hele er blevet forringet – på visse områder endog markant.

Regeringen – i det meste af perioden under benhård ledelse af finansminister Mogens Lykketoft – har videreført den stramme, snærende kurs over for især kommunerne. Trods pris- og lønstigninger, voksende børnetal, øgede udgifter til ældreomsorg, sundhed og integration – for bare at nævne nogle af de tunge poster – har regeringen næsten hvert år på nærmest diktatorisk vis kun tilladt kommunerne en stigning i budgetterne på højst 1 procent.

Et fåtal af velbjergede kommuner i et vist omfang kunnet omprioritere udgifterne, men flertallet af kommuner har været tvunget til alvorlige nedskæringer og har ikke haft mulighed for at rette på de åbenlyse mangler, f.eks. den katastrofalt nedslidte folkeskole.

I mange kommuner – både borgerligt og socialdemokratisk ledede – har man forsøgt at spare penge ved at udlicitere rengøring, transport, madlavning til ældre og børneinstitutioner – hver gang med elendigt resultat. Det har betydet fyringer af personale, opskruning af arbejdstempoet og ringere kvalitet, men sjældent ført til egentlige besparelser for kommunerne. På samme tid er lange ventelister til børneinstitutioner og plejehjem forblevet et massivt problem i de fleste kommuner.

Selv om regeringens politik har ført til mærkbare forringelser rundt omkring i kommunerne, er der ikke opstået nogen slagkraftig protestbevægelse blandt kommunalpolitikerne. De brokker sig i det stille, men overlader ellers scenen til formanden for Kommunernes Landsforening, som ganske vist kritiserer regeringen for økonomisk at udsulte kommunerne og læsse stadig flere udgiftstunge opgaver over på kommunalbestyrelsernes skuldre, men som ikke ønsker at bakke protesterne op med handling.

Nedskærings- og udliciteringspolitikken har altså ikke vakt f.eks. Socialdemokraterne af dvalen. Alligevel har der været markant modstand på flere fronter. I mange kommuner er der dannet store grupper af forældre, som ikke vil acceptere ventelister og overfyldte daginstitutioner, og som har protesteret over de forringede vilkår. Også blandt flere grupper af ansatte i kommuner og amter har der været mobilisering, protester og strejker. Vi har bl.a. set rengøringspersonale i kamp mod udlicitering, hospitalsansatte i protest mod rationaliseringer og pædagoger i oprør mod merindskrivning. Utilfredsheden hos de ansatte har i flere fagforeninger – især SiD og KAD – tvunget ledelserne til at bryde det sædvanligvis tætte samarbejde med Socialdemokratiet og gå med i og i visse tilfælde endog lede protesterne.

De lokale politikeres impotens og følgagtighed over for regeringen har først og fremmest gavnet den populistiske højrefløj med Dansk Folkeparti i spidsen. Allerede ved kommunalvalget i 1997 fik DF sæde i adskillige kommunalbestyrelser trods en fuldstændig mangel på forslag til lokale og nationale politiske løsninger. Dengang som nu har partiets eneste budskab været: "Stop for indvandringen, så bliver der penge til de ældre og børnene". Hetzen risikerer at give DF flere mandater – som kun vil styrke højrefløjen og dens arbejderfjendske politik.

Både op til og efter valget må der tages skarpt afstand fra alle partier og politikere, der indgår valgsamarbejde eller konstitueringsaftaler med Dansk Folkeparti.

Med den borgerlige økonomiske politik, udsigten til økonomisk afmatning og risikoen for flere borgerlige flertal er der lagt i kakkelovnen til yderligere og måske langt alvorligere nedskæringer i mange kommuner. Der er mere end nogensinde behov for et kommunalt oprør, og protesterne bør intensiveres og i højere grad koordineres omkring solidariske krav om stop for udlicitering, nedskæringer og kvalitetsforringelser i alle former for kommunal og amtslig service.

Socialistisk Arbejderparti opfordrer alle forældre, brugere, medarbejdere og faglige organisationer til aktivt at gå imod nedskæringspolitikken og i stedet kræve en omfattende forbedring af serviceniveauet.

Nogle af de aktuelle krav er:

• Folkeskolen skal have lavere klassekvotienter og flere ressourcer til at sikre integrationen
• Bedre kvalitet i pasningstilbudene, herunder sænkning af antallet af børn pr. ansat
• Afskaffelse af alle former for ventelister
• Forbedring af den kollektive trafik
• Øget indretning og byggeri af ungdomsboliger
• Forbedret hjælp til de ældre
• Økologi og bedre kvalitet i den offentlige madproduktion
• En kommunal ansættelsespolitik, der afspejler den etniske sammensætning i kommunen
• Mere uddannelse til personalet i de kommunale institutioner
• Fjernelse af alle former for brugerbetaling
• Hvis der skal sikres kommunale ydelser af høj kvalitet, må der gøres op med privatiseringslinjen og i stedet skabes en styrket og demokratiseret offentlig service. Det betyder blandt andet, at:

• Der skal »indliciteres« og igangsættes kommunal produktion på de områder, som varetages dårligt af den private sektor.
• Såvel brugerne som de ansatte skal have stærkt øget indflydelse på arbejdets og servicens tilrettelæggelse.

Kommuner og amter kan ikke selv finansiere udgifterne. I stedet for nedskæringer og kommunale skattestigninger, der rammer socialt skævt, må kravet være:

• en kraftig tilførsel af ressourcer til servicen i kommuner og amter, finansieret gennem en progressiv skattereform.

For at styrke alle disse aktiviteter og krav må de sikres flere fortalere i kommunalbestyrelser og amtsråd.

• Derfor opfordrer Socialistisk Arbejderparti til at stemme på Enhedslisten, overalt hvor den stiller op, og til de øvrige steder at stemme længst muligt til venstre.