Den socialdemokratiske arbejdsminister, Ove Hygum, lancerede for 11 dage siden sit bud på en »nyorientering af arbejdsmarkedspolitikken«. Lad os sige det med det samme: Der er ikke tale om en nyorientering, men om små og ukonkrete justeringer på et sygt system.
Pointerne i regeringens arbejdsmarkedspolitik er: Uhæmmet tvang over for de arbejdsløse og øjeblikkelig straf til dem, der ikke følger tvangen punktligt. De arbejdsløse skal tvinges til at udgøre en aktiv arbejdskraftreserve, med det erklærede formål at »modvirke lønpres« – eller med andre ord være løntrykkere. Endelig er det slående, at arbejdsmarkedspolitikken udelukkende handler om krav til de arbejdsløse og absolut ingen krav til arbejdsgiverne, som ellers har den afgørende magt på det samlede arbejdsmarked.
Tvangsaktiveringen har de senere år været under kraftig beskydning – fra de arbejdsløse selv, fra progressive dele af fagbevægelsen, og den politiske venstrefløj. Det fik Hygum til i marts måned at »gå til bekendelse«. Under overskriften »Mere ret og mindre tvang« erkendte han, at der var brug for større indflydelse og flere valgmuligheder for den enkelte arbejdsløse. Men nu, hvor bekendelsernes tid skal omsættes i konkret handling, er det lysende klart, at der blot var tale om læbebekendelser. Hygum slår kort og kontant fast, at »balancen mellem rettigheder og pligter i arbejdsmarkedspolitikken opretholdes«.
Hvis man overhovedet kan tale om noget nyt, så er det, at aktiveringspolitikken skal tilpasses den aktuelle situation, hvor der er færre arbejdsløse, end tilfældet var i 1994. Regeringen taler om flaskehalse, altså områder, hvor der mangler arbejdskraft. Derfor skal aktiveringen målrettes at skabe arbejdskraft til disse områder, stadig med en tydelig målsætning om at sikre en arbejdskraftreserve og dermed undgå det såkaldte lønpres.
I modsætning til de uendelige
krav, som arbejdsløse mødes med, såvel i dagpengesystemet som i kontanthjælpssystemet,
så stiller arbejdsmarkedspolitikken absolut ingen krav til arbejdsgiverne. Tværtimod
er det ikke nogen hemmelighed, at jobtræning og diverse andre ikke-ordinære
jobs i mange tilfælde bruges som billig arbejdskraft, af såvel offentlige som
private arbejdsgivere.
Det er et faktum, at arbejdsgiverne har en stor del af ansvaret for arbejdsløsheden,
og ikke mindst at de får lov til at bruge løs af arbejdskraften – og kassere
folk, når de ikke kan bruge dem længere. De har ingen forpligtelse til at sørge
for, at deres ansatte får vedligeholdt og udviklet kvalifikationer. Og de har
en ubegrænset ret til at tage unge, friske folk ind i den ene ende og smide ældre,
nedslidte ud i den anden.
Det er der ikke noget nyt i, men udviklingen på arbejdsmarkedet, med krav til øget tempo, fleksibilitet og stadig højere kvalifikationer, understreger problemet. Specielt inden for brancher som slagterierne, fiskeindustrien, bryggerierne og den sociale service bliver tusinder smidt på gaden, med ringe udsigt til at komme i arbejde igen. En reel nyorientering af arbejdsmarkedspolitikken ville være krav til arbejdsgiverne om konstant uddannelse af de ansatte og straf til arbejdsgivere, som producerer arbejdsskader og førtidspensionister.
Regeringen påstår hårdnakket, at tvangsaktiveringen har været en succes. Det afspejler først og fremmest, at succeskriterierne handler om at sikre arbejdsgiverne den nødvendige arbejdskraft og at undgå høje lønstigninger. Når man tænker på, at nettoudgifterne til aktiveringspolitikken er på 3½ milliard kr. om året, så er resultaterne ikke imponerende. Og først og fremmest er det ikke nogen succes for de tusinder af arbejdsløse, som må finde sig i tvang og umyndiggørelse i aktiveringsmøllen.
En reel succes handler om, at arbejdsløse skal have tilstrækkeligt gode tilbud om uddannelse eller omskoling, så man selv bliver motiveret til at gå i gang. Samtidig kan man for de samme midler etablere masser af arbejdspladser, hvor folk kan få tilbudt arbejde på almindelige, overenskomstmæssige vilkår. Det handler både om arbejdspladser inden for den sociale service og om offentlige produktionsvirksomheder. Det vil være en aktiv arbejdsmarkedspolitik, som både er socialt anstændig over for de arbejdsløse, og som giver en samfundsmæssig styring af, hvad pengene bliver brugt til.
Det er vigtigt at slå fast, at arbejdsløshedsproblemet stadig er stort. Oven i det officielle arbejdsløshedstal, som i dag er ca. 145.000, er der hundredetusinder arbejdsløse uden for statistikken – i aktivering, på kontanthjælp, på orlov osv. Problemet er ikke, om de arbejdsløse står til rådighed for arbejdsmarkedet, men at der ikke er arbejde nok.
Det understreger blot det
groteske i det utal af rådighedskrav, de arbejdsløse bliver udsat for, hvor vi
må sige, at det eneste rimelige krav, der findes, er, at man skal stå til rådighed
for et passende, ordinært arbejde som betingelse for at kunne få arbejdsløshedsdagpenge.
SAP's Forretningsudvalg, den 26. oktober 2001