|
For mange er det i dag et hårdt slid at være kommunalt ansat. Flere personalegrupper topper listerne over, hvem der har de fleste sygeerklæringer, stress og almindelig nedslidning. Det store flertal af dem er de kvinder, der arbejder indenfor omsorg og pleje.
Det skyldes, at arbejdspresset gennem mange år er vokset for mange af kommunens ansatte.
Problemet løses ikke ved, at de presses endnu mere, men ved, at der bliver ansat flere til at løse opgaverne.
Vi afviser udlicitering og privatisering af velfærden af flere grunde:
1. For det første bliver ydelserne ikke bedre ofte tværtimod. Den simple grund er, at alt andet lige bliver der færre penge at gøre godt med, når et privat firma skal tjene på at levere ydelsen.
2. For det andet vil det blive umuligt med en løbende demokratisk kontrol med, hvad brugerne bliver tilbudt. Allerede idag er der eksempler på, at selv valgte byrådsmedlemmer ikke kan få adgang til de nuværende aftaler om udlicitering, som kommunerne har indgået med private.
3. For det tredje kan den gevinst, som kommunen måske kan hente i første omgang ved en udlicitering, hurtigt blive tabt igen, når en aftale skal fornyes. På det tidspunkt er kommunens egen afdeling (om det så er plejehjem eller parktilsynet) måske helt afviklet, og det er kun det private firma, der kan byde på opgaven. Så bliver prisen med garanti en helt anden. Det kender vi alt for godt fra monopolaftaler blandt nuværende leverandører til det offentlige, om det så er rør til fjernvarmen eller asfalt til vejene.
4. For det fjerde viser erfaringen indtil nu, at konkurrencen om en licitation i høj grad også bliver en konkurrence om, hvilket firmas ansatte, der har de ringeste løn- og arbejdsforhold.
Den form for social dumpning vil vi ikke være med til.
Der er brug for en 3-i-éner
Efter deres arbejde er blevet udliciteret, har nogle tidligere kommunalt ansatte udtalt, at de synes, de møder mere respekt, når de arbejder for en privat arbejdsgiver. Det er sikkert rigtigt, når de siger det. Men det får os ikke til at gå ind for privatisering af den offentlige velfærd.
Vi mener, privatisering er udtryk for afmagt fra politikernes side. Samtidig mener vi, at kritikken af kommunen som arbejdsplads skal tages alvorligt.
Den måde, kommunerne ledes på, er håbløst forældet og dybt udemokratisk.
Idag er der f.eks. 6 trin op fra hjemmehjælperen, der udfører arbejdet, til socialdirektøren, der leder og fordeler det - på byrådets vegne.
De ansattes erfaring, viden og kompetence bliver brugt alt for lidt i styringen af kommunen.
Der er brug for, at kommunerne udvikler den demokratiske styring og kontrol.
Der er brug for en 3-i-éner: Byråd, ansatte og brugere må aktivt samarbejde for, at kommunen kan blive kernen i vores fælles velfærd.
Det er ikke kun direkte på de kommunale arbejdspladser, der er brug for en mere demokratisk styring og kontrol. Det gælder også for styringen af byplaner og trafikanlæg, hvor indbyggerne i det berørte lokalområde må have en vetoret mod, at deres kvarter bliver ødelagt af beton og asfalt.
Det gælder for skoler og andre institutioner, hvor beboerne i et lokalområde må have vetoret mod lukninger.
Det nytter at kæmpe
Stemningen er ved at vende. Kommunalt ansatte er godt på vej til at genvinde troen på at kæmpe for alternativer til udlicitering. Gang på gang har ansatte dokumenteret, at udlicitering er ensbetydende med dårlige kvalitet og dårligere arbejdsmiljø.
Da ISS kastede håndkædet i ringen i Aalborg, markerede det et kolossalt tilbageslag for udliciterings ideologien. Ingen var tilfreds i Aalborg : Ringere service, dårligere arbejdsmiljø, ingen profit til ISS og en ekstra regning til Aalborg Kommune. Fiaskoen gav genlyd i hele Danmark.
..Venstre måtte skifte taktik, men ikke mål! Devisen hedder nu: Lad pengene følge borgerne! Borgerne skal kunne vælge mellem private og offentlige service tilbud. "Hvorfor er det kun de rige, der skal have mulighed for behandling på privat hospitaler ?" spørger Venstre i store landsdækkende dagblads annoncer en appel direkte til de svage i Dagens Danmark.
Konsekvenserne af Venstres linje vil være, at det offentlige udbud skridt for skridt vil blive undergravet og kvalitetsudviklingen i den offentlige sektor blive sat i stå. Gode kvalitetsudbud tæt på borgerne vil blive undermineret .De stærke vil rejse efter at få opfyldt deres særlige behov i "private kvalitetstilbud", mens de svage vil blive ladt tilbage med udhulede offentlige discount tilbud.
De borgerliges udsigt til at vinde valget kan kun bremses, hvis udlicitering vendes til "ind-licitering" , samtidig med en satsning på kvalitetsudvikling i de offentlige institutioner.
Det kræver investeringer i sundhed, pleje og børnepasning der matcher den moderne bruger . En fornyelse af den offentlige sektor i et samarbejde: brugere, ansatte og politikere, og hvor kvalitet og demokrati er omdrejningsnøglen.
SAP's forretningsudvalg, 6. oktober 2001.