ATTAC-Danmark: en nødvendig bevægelse

I weekenden den 6.-7. oktober mødes en større gruppe mennesker på Sankt Annæ Gymnasium i København. De kommer for at stifte ATTAC-Danmark. Tidspunktet kunne vanskeligt være mere velvalgt. En lille måned efter terrorangrebet på USA må der være plads til lidt rolig eftertanke. Og ATTAC vil pege på problemerne med ulighed i verden og fattigdommen.

Når fundamentalismen har så stærkt tag i store dele af befolkningerne i en række lande, er det bl.a. en følge af en fattigdom, som set i forhold til Vestens relative velstand må opleves som dybt uretfærdig. Når fattigdommen er en direkte følge af Vestens krav om øget liberalisering af verdenshandel og finansoverførsler, er det kun med til at øge polarisering og had til USA og de andre rige lande, som er med til at presse på for mere marked og mere frihed for de multinationale til at øge deres udbytning.

Ironisk nok er Vesten hurtig til at glemme alle sine principper om liberalisme og frie markeder, når den føler sig en smule presset. En følge af terrorangrebet på USA er den krise, som har ramt flyselskaberne, heriblandt vort hjemlige SAS. Det er alvorligt nok for de ca. 100.000, der mister deres arbejde. Men regeringerne står klar med redningsplanerne, flytrafikken er simpelthen for vital for samfundene.

En anden krise – som er måske endnu alvorligere for dem, der bliver ramt – er helt blevet glemt efter de seneste ugers begivenheder: Kaffekrisen. Tusinder af mellemamerikanske kaffearbejdere går på landevejen, fordi kaffepriserne er helt i bund. De store selskaber, der aftager kaffen til videreforarbejdning og salg i USA og Europa, har fundet ud af, at de kan producere kaffen meget billigere i Asien. For dem er det fuldstændigt ligegyldigt, om de smadrer samfund det ene sted og underkaster folk slavelignende forhold det andet sted.

For at gøre historien komplet, er det også gået ud over »fair handel-kaffen«. Hvem vil købe en pose Max Havelaar-kaffe til 40 kr., når der på hylden ved siden af står næsten samme kaffe til 20 kr.? Dette er blot et enkelt eksempel, der viser, at en bevægelse som ATTAC er nødvendig for at vise, at der er modstand mod nyliberalismens fremvækst.

Nyliberalismen er ikke bare en ideologi. Der arbejdes mere eller mindre i det skjulte på at gøre den til en verdensomspændende realitet. Forhandlingerne i WTO om GATS og TRIPS og alle de andre aftaler, vil – hvis planerne gennemføres – betyde voldsomme ændringer i verdenssamfundet. Det vil kunne medføre ændringer i dagligdagen ikke kun for nicaraguanske kaffebønder, men også i Danmark, hvor f.eks. store dele af den offentlige sektor vil blive ramt af disse aftaler.

Det er ATTAC’s fortjeneste, at det ikke fuldstændigt er lykkedes at kaste røgslør over disse ting. Nogle ildsjæle med tilknytning til det internationale ATTAC har studeret dem og skrevet bøger og artikler om dem, og dermed skabt grundlaget for bevægelsen.

De mennesker, der mødes for at skabe et dansk ATTAC, er en broget flok aldersmæssigt, socialt og politisk. De har mange forskellige interesser og holdninger, men de har nogle få ting til fælles: For det første er de trætte af, at nyliberalismen påstår at have sejret på verdensplan, og at alt skal underlægges de uhæmmede markedskræfter. For det andet er de forenede omkring en form for internationalisme og solidaritet med de fattige i den tredje verden. For det tredje er de enige om, at de er uenige om en hel masse andre ting, men at det ikke behøver at være et problem, men snarere en styrke.

Stålsatte revolutionære kan diskutere med reformister, kristne humanister med ateister, fagforeningsfolk med borgerlige humanister. Det skal nok blive kaotisk og besværligt, men den diskussionskultur og usekteriske tilgang, der har været kendetegnet i den indledende fase, lover godt.