Terror stoppes ikke med krig og fremmedhad.

Efter terrorangrebet den 11. september har verden forberedt sig på krig. Bush har lovet befolkningen, at de ansvarlige skal blive straffet og benyttet vendinger som "korstog mod terrorister."

USA kalder til krig mod terrorismen og dem som ikke er med USA, er på terroristernes side. Der er ikke plads til noget midt imellem. Retorikken skærpes og der spredes en stemning af had og løfter om hævn for forbrydelsen mod de tusinder uskyldige ofre i USA.

Samtidigt har de ekstreme gruppers terrorhandlinger ført til en voldsom opblusen i hetzen og volden mod muslimer i den vestlige verden. Det rammer alle udlændinge med mørk hud og vi oplever en voldsom stigning af chikaner, overfald og mord på indvandrere motiveret i terrorangrebet. Højrefløjen er kommet i offensiven og har kronede dage. USA har indført flere indskrænkninger af de demokratiske rettigheder.

Også i Danmark bruges terroraktionen af politikerne. Dansk Folkeparti udnytter tragedien i USA til at bære ved til hadets og racismens bål. På det nyligt afholdte landsmøde kaldte partiet ’til hellig krig mod islam’. - Islam er ikke en religion i traditionel forstand, lød det fra talerstolen, - men en terrororganisation, som prøver at opnå verdensherredømme ved vold. Unge utilpassede indvandrere blev kaldt for afstumpede afvigere.

Anders Fogh Rasmussen er også godt med, når han udtaler, at den danske udlændingepolitik er alt for slap, og at det er sørgeligt, at der skal en så ulykkelig begivenhed til, før vi kan få en debat om dansk udlændingepolitik. Han fremsætter krav om en stramning af asylreglerne, mulighed for udlevering af folk til lande med dødsstraf og en indskrænkning af foreningsfriheden – især for muslimer. Også CD’s Ebbe Kalnæs benytter en ’os og dem’ retorik, når han om flygtninge- og indvandrerpolitiken udtaler, at "vi ikke skal have åbent som en ladeport". At "vi ikke skal åbne for de dumme svin, der lever på andres bekostning. Vi skal have de kloge, der hører til".

Flere politikere har foreslået, at alene udtalt forståelse for terroraktionen som den i USA, skal gøres strafbare. Det er så som så med ytringsfriheden, når verden ikke bare går sin fredsommelige gang.

I EU forberedes en ny antiterrorlov, der vil betyde tættere politisamarbejde, også med FBI, øget overvågning, nemmere udlevering – også af danske statsborgere – og også til lande, der går ind for dødsstraf - samt indskrænkede asylrettigheder. Disse stramninger i de demokratiske rettigheder vil også kunne bruges mod fremtidige demonstrationer mod f.eks. topmøder.

Flere politikere har endvidere krævet, at Danmark efter terrorangrebene skal ophæve det danske rets-og forsvarsforbehold i EU

Højrefløjen vejre morgenvind, og gør uhæmmet brug af tragedien i USA.

Danmark har med NATO vist sin støtte til en meget sandsynlig amerikansk militær hævnaktion ved at erklære terroraktionen i USA for et angreb mod hele alliancen. Men en krig vil ikke stoppe terroren.

Den enorme globale ulighed danner grundlag for at forskellige,- også religiøse fanatikere, kan rekruttere nye terrorister. I en verden hvor lige så mange børn årligt dør på grund af sult og sygdom som der døde under hele 2. verdenskrig og hvor mere end 3 milliarder mennesker lever for under 15 kroner om dagen, er den grusomme uretfærdighed så stor, at desperate mennesker kan lokkes til at begå terrorforbrydelser. Det bedste langsigtede forsvar mod terroren er derfor en global omfordeling.

Demokratiet forsvares derimod ikke gennem massive begrænsninger i de demokratiske rettigheder og terroren bekæmpes ikke ved at oppiske en hadsk stemning mod verdens muslimer eller ved at danne kløfter mellem ’dem og os’. Og terroren afskaffes bestemt ikke ved et nyt krigseventyr. Utallige uskyldige civile vil med garanti blive ofre og endnu en opvisning i magtarrogance vil kun være vand på terroristernes mølle.

Derfor skal vi tilbagevise angrebene og arbejde for:

 

SAP´s forretningsudvalg den 21. september 2001