Terrorister vil altid være vores modstandere

Afskyeligt, kvalmende, umenneskeligt – der er ikke grænser for de ord, som alle normalt tænkende mennesker kan og skal hæfte på terroraktionerne i USA den 11. september.

Ud over at vække almindelig menneskelig foragt, var tirsdagens begivenheder også et enormt politisk tilbageskridt for vores side i den politiske kamp. Den folkelige opbakning til palæstinensernes kamp mod Israels besættelse og militære terror har lidt et enormt knæk, og det vil tage lang tid, før det er rettet op igen. Og i et lidt bredere perspektiv er der også tale om et tilbageskridt for den spirende bevægelse mod kapitalistisk globalisering.

Der findes ikke – og vil aldrig findes – argumenter, der kan forsvare terrorisme. Terrorisme er i hele sit væsen udtryk for den modsatte tankegang af socialisters. Uanset om terroristerne optræder som magthaveres forlængede arm, eller om de påstår at forsvare undertrykte grupper, så er de vores modstandere.

Også på en anden måde er der tale om et politisk nederlag, som kan ses på tryk i formiddagsbladene, og som kan høres på næsten enhver arbejdsplads i Danmark. »Når det her kan ske i USA, så er det pærelet for muslimerne at overtage magten og dræbe de vantro i hele verden.« Nogenlunde sådan flyder ordene fra de grupper, der i forvejen har opbygget en frygt for – og til dels had til – indvandrere og flygtning med muslimsk baggrund. Det åbner muligheder for en endnu hårdere politisk kurs mod disse mennesker, i asylpolitikken og i retspolitikken. Og det gør det »legitimt« at udbrede den daglige racisme og chikane mod folk med andre hudfarver.

Magteliten, med USA og NATO i spidsen, er allerede nu på vej ud i et ærinde, som i sin yderste konsekvens kan føre til ukontrolleret krig. Stemningen er ladet med hævntørst, og i skrivende stund er våbnene rettet mod Afghanistan, pga. én bestemt indbygger, Osama bin Laden. Lad os bare antage, at det er rigtigt, at bin Laden står bag terroraktionerne. Lad os også bare slå fast, at det afghanske Taliban-styre er og bliver sort reaktion. Men det giver alligevel ikke USA og NATO ret til at bombe et ubestemmeligt antal afghanere det samme sted hen, som de tusindvis af amerikanere røg i tirsdags. Tankegangen minder i uhyggelig grad om den »øje for øje«-retspraksis, som ellers bliver tillagt diverse diktaturregimer.

Oven i hatten har en del af regeringslederne i USA og Vesteuropa allerede luftet tanker om indskrænkninger i de demokratiske rettigheder. Øget overvågning af alle oppositionelle kræfter, mindre demokratisk kontrol med efterretningstjenester og militære operationer er nogle af forslagene. Her må vi sige stop en halv. Demokratiet forsvares ikke ved at kvæle det.

Når nu verden står på den anden ende på grund af terroren vendt mod USA, er det også værd at minde om den statsterror, som ikke mindst det samme USA direkte og indirekte har anvendt overalt på kloden. Mange tusinder uskyldige palæstinensere, vietnamesere, koreanere m.fl. har mistet livet på den konto. Det er slående, at datoen den 11. september også var datoen for det CIA-styrede militærkup i Chile i 1973, som førte til det blodige militærdiktatur under Augusto Pinochet. Det forsvarer ikke terroren den 11. september 2001, men det sætter begrebet terrorisme i relief.

Det maner også til eftertanke, når nu så meget tyder på, at det lige præcis er bin Laden, der står bag tirsdagens aktion. Den samme bin Laden har efterhånden meget blod på fingrene. Her er det værd at fremhæve, at det er en uimodsagt påstand, at hans udviklede militære forståelse faktisk skyldes en militær uddannelse – i USA. Og at han havde en fremtrædende rolle blandt de USA-finansierede oprørsstyrker, der kæmpede mod det Sovjet-støttede regime i Afghanistan tilbage i starten af 80'erne. Det sætter endnu et spørgsmålstegn ved verdensbilledet med »de gode, de onde og de grusomme«.

Ud over chok og afsky over det, der skete i tirsdags, kunne man heller ikke lade være med at undre sig over, hvordan det kunne lade sig gøre at gennemføre en så omfattende aktion, vendt mod så centrale dele af USA. Det er en nærliggende konklusion, at de alt for mange milliarder, der bruges på alverdens efterretningstjenester, Echelon osv., i den grad er koncentreret om overvågning af den demokratiske og folkelige opposition – som i virkeligheden er den farligste udfordring af de kapitalistiske magthavere – at terroristerne har for let spil!

Terrorisme kan ikke forhindres af militær magt, eller af overvågning og kontrol. Tværtimod er undertrykkelse og diktatur med til at nære den syge fanatisme, som er en del af terrorismen. Det understreger, at kampen for demokrati, åbenhed og social retfærdighed også er en kamp mod terrorisme. Det er vores – socialisternes – projekt, og det kan ikke gradbøjes.

Det er vigtigt, at vi som socialister går mod strømmen. Selv om vi ligesom alle andre ikke kan fordømme terroristerne nok, så må vi holde fast i, at straffen skal ramme forbryderne, og kun forbryderne. Det er ikke »muslimsk tankegang«. Det er ikke det store flertal af palæstinensere, som lider under Israels åg i Palæstina i dag. Det er ikke den afghanske befolkning. Og det er ikke oppositionen til magthaverne over hele verden.

SAP's forretningsudvalg, den 14. september 2001