De bedste socialdemokrater

Selv om dele af pressen forsøger at piske stemningen op, tyder alt på, at finanslovforhandlingerne her i efteråret vil blive ganske udramatiske. Drejebogen er skrevet, og de fleste partier er rimeligt tilfredse med deres roller.

Et parti, der i hvert fald slet ikke vil skabe problemer eller være årsag til forhandlingskriser, er SF. Hen over sommeren har partiet valgt sin profil, som er ingen profil – eller måske snarere flad-ud-profilen.

I avis-interviews roste Holger K. Nielsen regeringen for at have genoprettet økonomien og for at have holdt en social balance: "Jeg synes bestemt, at det er Nyrup-regeringens fortjeneste, og at regeringen skal have ros for sin overordnede politik. (...) Grundlæggende har de seneste 10 år været en succes-historie,"

Samme begejstring viste han, da Mogens Lykketoft havde holdt sin såkaldt "store Europa-tale": "Det er opløftende. Jeg er meget tilfreds med regeringens udspil," sagde han.

Et par dage senere gik han dog ud med en kritik af regeringen, men for hvad? SF-formanden kritiserede nogle af ministrene for at være dårlige ministre og lave for mange bommerter. Det kan koste valgsejren, sagde han.

Partiets to mærkesager i finanslovsforhandlingerne vil heller ikke ryste regeringen: Mere kvalificeret arbejdskraft og mindre kemi i hverdagen ...hvis vi må for EU.

Dermed er billedet klart. SF vil frem til valget præsentere sig som bedre socialdemokrater end socialdemokraterne selv. SF’erne er begejstrede for politikken. De vil hjælpe Nyrup med at vinde valget. Det eneste, regeringen har brug for, er et par personudskiftninger, og mon ikke SF også der mener, de har noget at bidrage med.

Det er naturligvis partiets eget valg, men er det klogt, og bringer det venstrefløjen fremad? Hvis bagtanken er at undgå en Anders Fogh-regering for enhver pris – og det kunne man godt forestille sig rumsterede i Holgers hoved – kan det hurtigt give bagslag. Når SF’s vigtigste bidrag er at holde Nyrup fast på kursen, vil kritiske vælgere tænke: Så er det bare "four more Nyrup-years", vi får, og det er ikke nødvendigvis noget, der trækker stemmer.

Vil de presse Socialdemokratiet til ikke at samarbejde til højre? OK, de signalerer i hvert fald, at Nyrup har en anden mulighed, men hvad presser de egentlig med?

Endelig kunne man forestille sig, at en venstrefløjsparti brugte valgkampen til også at markere, at der er andre muligheder for samfundets udvikling. Den opgave har SF helt tydeligt smidt fra sig. Og det er dumt.

Tager vi den snævre politiske debat i Danmark, kan vi se flere og flere, der er frustrerede over udviklingen og de manglende reelle valgmuligheder, når Rasmussen og Rasmussen konkurrerer. Det er trist, hvis de kun har Dansk Folkeparti som alternativ.

Ser vi ud over næsetippen og ud på den store verden, har vi dels udsigterne til en større økonomisk nedtur og en voksende anti-liberalistiske bevægelse mod multinationale selskaber og globale institutioner. Begge dele peger på behovet for behovet for markante socialistiske synspunkter.

Den opgaver hviler nu alene på Enhedslisten.

SAP’s forretningsudvalg, 7. september 2001.