G8-topmødet i Genova forløb på flere måder, som man kunne forvente. Først og fremmest understregede og konsoliderede toplederne fra verdens 8 økonomisk og politisk mægtigste lande deres samarbejde om den liberalistiske, globale dagsorden.
Hovedindholdet i topmødet var øget liberalisering og frihandel, suppleret med en række hensigtserklæringer om gældssletning for de fattigste lande, oprettelse af en fond mod aids mv. Samtidig var noget af det mest konkrete, der kom ud fra topmødet, at der nu tilsyneladende er opnået en enighed mellem Ruslands Putin og USA’s Bush om vilkårene for en fælles aftale om USA’s missilskjold.
Som det parallelt løbende klimatopmøde i Bonn afslørede, er der langt fra hensigtserklæringer til konkrete fremskridt, når det handler om miljø eller sociale fremskridt for de fattigste mennesker i verden. Samtidig betyder magthavernes liberaliserings- og militariseringsprojekter, at skellene mellem rige og fattige uddybes, at over 1 milliard mennesker fastholdes med indtægter under sultegrænsen, og at miljøødelæggelserne fortsætter.
Det er bl.a. disse problemer, der har været og er basis for den voksende modstand mod den liberalistiske globalisering, som vi ser manifesteret ved møder, demonstrationer mv. i disse år. Modstanden mod den forbryderiske liberaliseringspolitik viste sig stærkt i Genova, med meldinger om 100-200.000 mennesker i gaderne. De kom på trods af, at de italienske myndigheder på det nærmeste havde erklæret Genova i militær undtagelsestilstand, og på trods af begivenhederne i Gøteborg i juni, hvor de fredelige demonstrationer druknede i nogle smågruppers vold og hærværk.
Genova vil nok mere blive husket for den uhørt horrible og voldelige fremfærd fra den 20.000 mand store politistyrke. Store fredelige demonstrationer blev overdænget med tåregas, og en større mængde demonstranter blev bogstaveligt talt jaget i havet, uden anden synlig grund, end at politiet skulle vise og bruge sin magt.
Politibrutaliteten udviklede sig langt ud over, hvad selv magthaverne burde kunne stå model til, inden for et såkaldt demokratisk system. Mest synligt var det fuldstændigt uacceptable skuddrab på en ung italiener. Ligesom der må protesteres mod de uniformerede voldsmænds angreb på centret for de organisationer, der stod bag den store fredelige demonstration. Billederne fra sovesalen, med blod på vægge og gulv, leder tankerne hen på en saftig actionfilm. Men det var virkelige billeder af et gement politioverfald.
Disse handlinger illustrerer, at politiet er parat til at gå endog meget langt i optrapning af volden. Det må på det skarpeste fordømmes af alle demokratiske kræfter, uanset at nogle få ballademagere er til stede i ly af de mange tusinder fredeliges demonstrationer.
Når vi i efteråret 2002 skal samle de mange tusinde til demonstrationer mod EU-topmødet i København, skal vi lære af begivenhederne i såvel Genova som Gøteborg.
Det handler først og fremmest om at sætte en politisk dagsorden, som er en anden end den, vi nogle gange hører formuleret i parolen »Stop topmødet«. Denne parole fører ikke ret langt. I stedet handler det om, at demonstrationer og møder skal samle så mange som muligt for at manifestere krav til en anden verdensorden. Krav vendt mod liberaliseringerne, mod miljøødelæggelser, oprustning og Fort Europa. Krav om sletning af de fattige landes gæld, om social retfærdighed, osv.
I forlængelse af dette er det afgørende, at vi på forhånd får konkrete, offentlige tilsagn fra politiet om, at der ikke sker nogen som helst indgreb mod fredelige demonstranters demokratiske rettigheder. Ingen tilfældige tilbageholdelser, anholdelser eller ransagninger, og ingen særlig grænsekontrol. Det skal simpelthen blive med meget store politiske omkostninger, hvis vi endnu en gang skal være vidne til overgreb og provokationer fra politiets side.
Til gengæld skal vi også planlægge vores aktiviteter, så der ikke bliver plads til ballademagerne i vores rækker. Det handler bl.a. om geografisk og tidsmæssig adskillelse af vores aktiviteter fra de aktiviteter, som vi på forhånd kan frygte udvikler sig i voldelig retning. Vi vil kort sagt med sindsro mobilisere bredt blandt alle de mennesker, som er modstandere af den liberalistiske verdensorden. Det er måden, hvorpå vi kan illustrere, at den revolutionære venstrefløj mobiliserer for befolkningsflertallets interesser, mod magthaverne og deres undertrykkelsesinstrumenter.
SAP’s forretningsudvalg den 27. juli 2001