Skal man klappe i sine små hænder eller få en dårlig smag i munden over den internationale krigsforbryderretssag mod Jugoslaviens tidligere stærke mand Slobodan Milosevic. Der er ingen vej uden om. Det må blive et både og.
Det er første gang siden Nürenberg-processerne efter 2. verdenskrig, at en topmand i en regering stilles til ansvar for forbrydelser mod civilbefolkningen begået under vedkommendes regime. Tænker man tilbage på mordene, folkefordrivelserne, terroren - først overfor kroaterne i Krajina, så (og værst) i Bosnien, og senest i Kosova - er Milosevic isoleret set ikke noget dårligt emne til en retssag. Selv om der bestemt - hvad angår statsterror - er mange andre statsledere de sidste 50 år, der burde - men nok ikke kommer til - at ledsage ham på anklagebænken. I flæng kan nævnes: Suharto (Indonesien), Pinochet (Chile), Ieng Sary (Cambodia) og for den sags skyld Henry Kissinger (USA; der kræves tiltalt i Haag pga. forbrydelserne i Vietnam).
Det er vigtigt, at der kommer navne på de ansvarlige bag terroren, ikke mindst på en politisk bagmand som Milosevic. Dermed er der en mulighed for, at fordrevne muslimer i en bosnisk landsby ikke anklager naboen Slobodan, som tilfældigvis er serber, men præsidenten Slobodan.
Med andre ord: Retssager mod de ansvarlige for krigsforbrydelserne kan være en vigtig brik i spillet for at undgå, at hele befolkningsgrupper gøres ansvarlig for forbrydelser, der dybest set stammer fra forsøg fra magtens mænd på at holde sig selv ved magten. Derfor har kravet om at stille de ansvarlige for retten, da også altid været et vigtigt krav for solidaritetsbevægelsen med et multietnisk Bosnien.
At retssagen får denne positive effekt er desværre langtfra givet. Som det ser ud nu, er den ved at blive et led i den vestlige alliances forsøg på at retfærdiggøre sin krig mod Jugoslavien. Og til for samme kræfter at slippe af med en destabiliserende person i Serbien.
Tribunalet har fra starten været afhængig af ad-hoc bevillinger fra først og fremmest rige vestlige lande. Og de flyder af en eller anden grund mere jævnt nu end dengang man ønskede et krigsforbryderopgør om Bosnien. Man kan sige bedre sent end aldrig. Men man kan også frygte, at de krigsforbrydere, der i rette tid har formået at skifte side og tækkes Vesten, går fri. Hvad enten de er serbere, kroater, makedonere eller noget helt tredje. Det endelige opgør udsættes med - måske - fatale følger for Balkan.
Som modvægt må vi både kræve og støtte de kræfter, der kræver et tilbundsgående retsopgør; og vi må arbejde for, at der sker en reel information om retssagen og de faktiske forbrydelser Milosevic er anklaget for. At der skabes et alternativ til de ideologiske/dæmoniske tolkninger af manden, der i hvert fald i Danmark og sikkert også i resten af den vestlig dominerede presse er blevet hverdagskost.
Men opgaven slutter ikke der. Samtidig med at retssagen mod Milosevic er startet kommer meddelelsen om, at Chile ikke vil stille den forhenværende udøver at statsterror og eks-præsident, Pinochet, for retten. Amerikanerne har heller ikke stillet som betingelse for deres rundhåndede økonomiske støtte til Israel, at den nuværende præsident Sharon stilles for et tribunal. Og man kunne blive ved.
Modsat hvad nogle menneskerettighedsorganisationer og følsomme intellektuelle tror, er vi ikke kommet nærmere en international retfærdighed, hvor diktatorer dømmes for deres forbrydelser. Det sker først den dag imperialistiske interesser ikke længere er udslagsgivende for, hvem der dømmes. Indtil da må vi - sammen med den dårlige smag i munden - glæde os over, at i hvert fald een af Balkans bødler bliver stillet til ansvar for sine gerninger.
13. juli 2001, Socialistisk Arbejderpartis forretningsudvalg.