En stor gruppe flygtninge i Danmark står uden reel retsbeskyttelse over for kommuner og Udlændingestyrelsen, nemlig torturofre. Folk boligplaceres spredt over landet - nogle så langt fra behandlings-stederne, at de ikke kan få nødvendig hjælp.
Det siger Integrationsloven. Men den må ændres, og praksis i kommunerne må humaniseres. Torturofre har lidt tilstrækkeligt - de skal ikke have forlænget pinen.
Integrationsloven har udmærkede og fornuftige mål for, hvordan flygtninge skal sluses ind i samfundet. På papiret! Men den har også sine svagheder. Nogle endda medfødte.
En af "defekterne" var diskriminationen af flygtninge, som fik mindre i økonomisk ydelse end danskere. Først efter et omfattende dansk og internationalt pres på daværende indenrigsminister Thorkild Simonsen besindede regeringen sig og skrottede den fikse ide om forskelsbehandling - en ide, som i øvrigt var udtænkt af de radikales udlændingeordfører, Henrik Svane!
En anden af "defekterne" er imidlertid stadig tilbage, nemlig stavnsbindingen af flygtningene til de kommuner, de placeres i.
Efter loven skal en flygtning gennemgå en tre års introduktionsperiode for at få opholdstilladelse. I udgangspunktet er det en udmærket tanke, at alle kommuner skal bidrage. Men loven er så stift praktiseret, at en stor gruppe mennesker risikerer at blive fanget af den og dermed få en helt skæv og forvredet start på integrationen, nemlig ofrene for tortur.
Dette problem har torturbehandlingscentrene gjort opmærksom på i flere omgange, senest på FN's internationale mærkedag for torturofre, den 26. juni. Her blev en række eksempler på konsekvenserne af den praksis, som kommunerne rundt om i landet følger, belyst. Og det var ikke behagelige oplysninger.
Bolig-placeringen af flygtninge langt fra et behandlingssted har i flere tilfælde betydet, at de har måttet opgive at få hjælp og nu klarer sig dårligt - om overhovedet! - i integrationsperioden.
Det har også konsekvenser for familien, hvis ikke et torturoffer får den nødvendige hjælp. Med den nuværende situation er der fare for, at man taber hele familiers integration på gulvet.
Ud over den ulykkelige situation for den enkelte torturramte og hans familie er det også dårligt tænkt samfundsmæssigt set. Børnene og de unge i familien risikerer at komme skævt fra start. Kigger man i dag på nogle af de såkaldte "andengenerations"-indvandrere, ligger der bag deres uhensigtmæssige adfærd ofte en tragisk historie om ubearbejdede eftervirkninger af tortur og traumer hos forældrene.
Hvad er der galt?
Kommunerne tænker i kvoter. Og Udlændingestyrelsen tolker loven for stramt, mener Rehabiliteringscentret for Torturofre.
Men der er også en helt elementær retssikkerheds-mæssig mangel: Boligplaceringen kan ikke ankes! Har man først fået placeret en mand i en kommune, kan der ikke gøres indvendinger, for der findes ingen instans, der kan vurdere sagen udefra. Udlændingestyrelsen kan omgøre sin beslutning. Men det er ikke en tilstrækkelig retsbeskyttelse, for det er jo den samme instans, som skal tage stilling til sin egen tidligere beslutning!
Derfor skal ikke bare kommunernes praksis gøres smidigere, der skal også indføjes en klagemulighed i Integrationsloven, hvis den situation, som hersker i dag for mange torturofre, ikke skal fortsætte.
SAPs forretningsudvalg, 6. juli 2001