En ny traktat er blevet til, men kun i Irland er der bevilget en folkeafstemning. Dermed oplever vi i Danmark den samme situation, som har været reglen i EU-landene ved de tidligere traktater.
Det bliver ikke den sidste traktat, der under påskud af at »sikre freden i Europa« fjerner beslutningerne endnu et stykke fra borgerne.
Meget tyder på, at EU trods sine højstemte erklæringer ikke forener og fredeliggør Europa. De økonomiske og politiske magtkampe blusser op på ny, ikke mindst mellem nøglelandene Tyskland og Frankrig. Og i den udstrækning EU er i stand til at forene Europa, er det ikke på et demokratisk grundlag, men gennem de store staters og koncerners korridoraftaler.
Tyskland og Frankrig m.fl. skændes nu om, hvor føderalistisk Unionen skal være om nogle år. Men ingen i establishmentet diskuterer de økonomiske magtforhold bag facaden og den omstrukturering af samfundet og den økonomiske krigsførelse, som de store koncerner i disse år underlægger os.
I privatiseringspolitikkens Europa er koncernchefer og spekulanter i færd med at skaffe sig kontrol over stadig større områder af samfundet og underlægge dem finansmarkedernes krav om hurtigt afkast. EU og regeringerne er i færd med at bort-privatisere det demokrati, der trods alt findes.
Sammen med profithensynet – med deraf følgende massefyringer og øget pres på de ansatte – indføres således en privat kontrol, som annullerer befolkningens i hvert fald formelle mulighed for at øve politisk indflydelse på styringen af den offentlige service. Velfærden lægges i hænderne på fremvoksende private monopoler, som først og fremmest står til ansvar over for aktionærer rundt om i verden.
Befolkningen er aldrig blevet spurgt, om det var denne retning, samfundet burde tage. Ligesom den aldrig er blevet spurgt, om »værdi for aktieejerne« skulle være rettesnoren for, hvilke aktiviteter der skulle leve, og hvilke der skulle dø.
Hvis der skal gøres op med denne dybt anti-demokratiske udvikling i Europa, må de multinationales magt imødegås på både nationalt, europæisk og internationalt plan.
Heldigvis står modstanden ikke over for en anonym, omstrejfende, urørlig international kapitalmagt, sådan som det ellers ofte fremstilles i diskussionerne om globaliseringen. Storkapitalen har stadig hjemlande og konkrete adresser, hvor den kan rammes, hvis der mobiliseres mod dem og for en anden politik.
Den britiske internetportal Corporatewatch har da også valgt som slogan: »Jorden er ikke ved at dø, den er ved at blive dræbt, og de, der dræber den, har navne og adresser.«
I ugebrevet Mandag Morgen (30.4.01) rettede seks fællestillidsmænd fra store arbejdspladser for nylig et yderst berettiget angreb mod fagtoppens passivitet over for kapitalens internationalisering.
Danske virksomheder var sidste år involveret i 137 handler på tværs af grænserne mod blot 57 for fem år siden. De multinationale koncerner varsler rask væk massefyringer. Firmaer åbner og lukker, omstrukturerer og fusionerer, hver gang med fyringer, forringelser og utryghed til følge. Imens vogter fagbevægelsens chefer på deres apparater og privilegier.
Hvis koncernerne skal have et effektivt modspil, kræver det også et opgør med den etablerede fagbevægelses skandaløse passivitet, som i Danmark oven i købet har fået LO til at vende ryggen til de faglige aktioner, som europæiske faglige paraplyorganisationer trods alt arrangerer fra tid til anden.
Fagbevægelsen må, for at citere Mandag Morgen, »vinde noget af den magt tilbage, som de seneste år er tabt til det globale erhvervsliv. Den kan lade sig inspirere af ATTAC, som mere end nogen anden organisation har markeret sig i offentligheden som kritiker af uregulerede markedskræfter«.
Der er brug for en folkelig knibtangsmanøvre mod de multinationale:
Fagforeninger og arbejdspladser må organisere sig og aktionere sammen over for de »multinationale« arbejdsgivere.
Samtidig må der udvikles stadig stærkere aktivistkampagner, som retter krav mod bestemte koncerner, med eksemplet medicinalindustrien i frisk erindring.
Aktiviteterne i og uden for fagbevægelsen kan og bør inspirere og styrke hinanden. Som når ATTAC i Frankrig tilslutter sig fyringsramte arbejderes opfordring til at boykotte arbejdspladsslagteren Danone og deres krav om indgreb mod arbejdsgivernes ret til massefyringer.
Sådanne lønarbejderaktioner og modtopmøder som i Göteborg er blandt spirerne til en europæisk modoffensiv. Men hvis de store koncerners magt for alvor skal antastes, er det et opgør med selve kapitalismen, der skal sættes på dagsordenen.
Med udgangspunkt i de aktuelle kampe må vi udvikle perspektivet om et ægte demokrati. Et demokrati, som ikke længere er gidsel for arbejdsgivernes og kapitalmarkedernes beslutninger, men udvides til at omfatte de arbejdendes og befolkningens styring af arbejdspladserne og de økonomiske prioriteringer.
SAP's forretningsudvalg, 15. juni 2001