Udenrigsminister Mogens Lykketoft har vakt vrede i Israel og blandt de borgerlige politikere i Danmark ved at fastslå en helt elementær sandhed: Staten Israel og dens regering har hovedansvaret for vold, død og ødelæggelse i selve Israel og i selvstyreområderne, og regeringen har hovedansvaret for at skabe fred . Forargelsen og vreden kan kun forklares med, at det i årtier har været en indgroet dansk politisk tradition at fortie denne sandhed og kline sig ukritisk op af Israel og deres velgørere i Washington.

Når ansvaret åbenlyst ligger hos de israelske ledere, skyldes det umiddelbart, at de – uanset partifarve – har opmuntret til fortsatte israelske bosættelser. Det skyldes den åbenlyse provokation fra makkerparret Barak/Sharon på Tempelbjerget sidste efterår, og det skyldes den brutale krigsførsel mod såvel civile som palæstinensiske myndigheder.

Men grundlæggende hvilet ansvaret for konflikten på Israels ledere, fordi den zionistiske stat Israel er en apartheidstat, der er baseret på fordrivelsen af palæstinenserne, hvis ideologiske fundament er det jødiske folks overlegenhed, og som derfor giver jøder særrettigheder i forhold til alle andre indbyggere i området.

Denne apartheidstat er kunstigt skabt og bliver kunstigt holdt i live af først og fremmest økonomisk støtte fra USA, der som modydelse får et redskab til sikring af sine økonomiske og magt-interesser i regionen – omend man nogle gange får fornemmelsen af, at Frankenstein har skabt sig et monster, han ikke altid kan styre.

Med sin undertrykkelse af palæstinenserne, med sin ekspansive bosættelsespolitik og med sine konstante provokationer mod de ellers så magtesløse palæstinensiske myndigheder har de israelske myndigheder bragt området i krig. Enhver vurdering af parternes handlinger må ses i dette lys, og ethvert forslag til løsning må tage krigssituationen som udgangspunkt.

Med den israelske regering som hovedansvarlig giver det sig selv, at kun et stærkt pres på denne regering kan standse krigen og bringe os nærmere en løsning af konflikten. Som den første opstand –intifadah – viste, er det palæstinensiske folks egen mobilisering mod undertrykkerne og besættelsesmagten altafgørende i opbygningen af sådan et pres. Bred folkelig mobilisering gør området umuligt at regere, og det presser omverden til at tage stilling for palæstinenserne. Uanset hvor begrænset de konkrete resultater blev, var Israels accept af forhandlinger og af selvstyreområder et entydigt resultat af den folkelige opstand.

Samtidig må folkelige solidaritetsbevægelser og regeringer lægge pres på Israels regering, og det indebærer, at den danske udenrigsminister skrider fra ord til handling og f.eks. får ophævet Israels særligt fordelagtige aftaler med EU. Endelig er det nødvendigt, at de mest fremsynede kræfter i Israel erkender bosættelsespolitikkens fallit og markerer en opposition til de forenede partier, Likud og Arbejderpartiet.

Et sådan trefløjet pres fra palæstinenserne selv, fra den internationale opinion og fra en intern israelsk opposition må fokusere på tre krav:

- tilbagetrækning af israelsk militær fra de besatte områder;

- stop for bosættelser og andre udvidelser af israelsk område;

- anerkendelse af palæstinensernes ret til selvstændighed, inklusiv en samlet palæstinensisk stat.

Chancerne for at opbygge sådan et samlet pres på de israelske magthavere bliver ikke øget af blind palæstinensisk selvmordsterror mod civile israelere. Den kendsgerning, at der er tale om en krig, retfærddigør ikke en hvilken som helst krigshandling. En krig vindes ofte med politiske midler, og den forståelse skulle være så meget desto mere nærliggende for palæstinenserne, eftersom de er håbløst underlegne rent militært.

Men hverken israelsk tilbagetrækning, ændrede palæstinensiske kampmetoder eller sågår en palæstinensisk stat ved siden af Israel vil på lang sigt kunne sikre freden i Mellemøsten. En apartheidstat vil altid være i konflikt med sine omgivelser og fristet til at ekspandere for at sikre sin fremtid.

Derfor kan kun etableringen af en multietnisk og ikke religiøst defineret fælles stat for alle folkeslag i området sikre en bæredygtig fred.

SAP’s forretningsudvalg, 7. juni 2001.