Når de europæiske regeringsledere samles til EU-topmøde i Gøteborg, den 14-16. juni, er det begrænset hvor mange nye skridt de vil vedtage om Unions-udviklingen. Det svenske formandskab har været koncentreret om at stabilisere udviklingen og at konkretisere tidligere beslutninger, f.eks. om udvidelsen mod øst. Samtidigt er der uenigheder mellem først og fremmest Tyskland og Frankrig, når det handler om harmonisering af skatte- og pensionspolitiken og liberalisering/privatisering af el og gas forsyningen og af persontransporten.

Samtidigt med topmødet kommer tusinder af aktivister til Gøteborg for at demonstrere og aktionere mod forskellige sider af Unions-politiken. Der bliver arrangeret en modkonference med start den 13. og afslutning den 17. juni, og demonstrationer med forskellige politiske grundlag og deltagere, henholdsvis den 14., 15. og 16.

Forberedelserne af aktiviteterne i Gøteborg har sat nogle store spørgsmål på dagsordenen. Det vigtigste er, hvordan det kan lade sig gøre at forene modstanden mod den liberalistiske politik, så alle kan være med, uanset om man er 100 % EU-modstander, skeptiker eller har en tiltro til, at EU kan reformeres.

Gøteborg topmødet finder sted, samtidigt med, at ATTAC er ved at slå rod i de nordiske lande, og kernen i ATTAC-bevægelsen er netop modstanden mod den liberalistiske globalisering, samtidigt med, at bevægelsen indeholder såvel modstandere som tilhængere af EU. Takket være en usekterisk indsats fra lederne af "Gøteborg aktion 2001 – For et andet Europa", har ATTAC i Sverige tilsluttet sig de fleste aktiviteter i Gøteborg, herunder den store internationale demonstration den 16. juni.

Kun demonstrationen den 15., arrangeret af en række svenske EU modstander-organisationer pog med et grundlag, som bl.a. går ud på svensk udmeldelse, får ikke ATTAC deltagelse.

Dette giver oplagte muligheder for at vi også i Danmark kan mobilisere bredere for at få folk med til Gøteborg. Ikke mindst i ATTAC i Danmark.

Også på en anden måde markerer topmødet sammenhængen mellem EU-modstanden og modstanden mod den liberalistiske globalisering. Når den amerikanske præsident Bush torsdag den 14. juni besøger topmødet, så hænger det sammen med EU´s udvikling som stormagt, politisk, økonomisk og militært. Der er altså tale om et vink med en vognstang om, hvordan den regionale udvikling i Europa hænger sammen med den globale kapitalistiske udvikling. Det medvirker også til en samling af modstanden. Men på den anden side peger det også på et afgørende problem for modstanden – nemlig manglen på konkrete, internationalistiske krav og alternativer. Her vil man kunne bruge modkonferencen i Gøteborg til at tage nogle af de skridt, der kan bringe bevægelsen fremad.

Endeligt vil Gøteborg-demonstrationerne også ud fra en helt anden vinkel blive en prøve for sammenhængskraften i modstanden. Vi har ved tidligere lejligheder fået prøver på, hvilke midler magthaverne vil og kan tage i anvendelse i forsøget på at skræmme den brede befolkning fra at demonstrere. Senest i Malmø greb det svenske politi fuldstændigt uhæmmet ind for at splitte og stoppe demonstrationen. Som sådan illustrerede det på bedste (og værste) vis, at magthaverne vil gå langt for at forhindre aktiv modstand.

Når vi kommer til Gøteborg vil politiet som udgangspunkt være mere tilbageholdende. Dels fordi der er tale om talmæssigt langt større demonstrationer, og dels fordi der er langt større offentlig opmærksomhed. Men hvis demonstranterne giver politiet blot den mindste "gode" grund, vil de sandsynligvis slå til med hård hånd. For ikke at give politiet "gode" grunde til at folde sig ud, er det afgørende at bevare og udbygge bredden i modstanden.